Lørdagstest mod Randers FC i Farsø
I morgen kl. 14.00 spiller AaB mod Randers FC på Farsø Stadion, der normalt huser partnerklubben Farsø/Ullits I.K.
Græstæppet på Farsø Stadion er underlaget, når Hele Nordjyllands Hold i morgen spiller sommerens tredje testkamp. Randers FC er modstanderen, og kampen fløjtes op kl. 14.00.
- Det er jo ikke så tit, at Superligahold spiller i Farsø, så jeg håber, at der kommer et fint fremmøde, ligesom der var i mandags, hvor vi spillede i Als. Det er altid rart at være med til at skabe en glædelig event i lokalområdet, siger cheftræner Morten Wieghorst, der skal bruge testkampen på at forberede holdet inden sæsonpremieren mod SønderjyskE 13. juli.
- Vi er kommet tættere på sæsonstarten, og der vil ikke være lige så hyppige og tidlige udskiftninger, som i vores første testkamp. Vi kommer til at arbejde med vores eget spil - blandt andet med evnen til at opbygge spillet og spille hurtigt, når vi erobrer bolden, siger Morten Wieghorst.
Følgende 23 spillere er udtaget til lørdagens testkamp:
1 Jacob Rinne, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 30 Wessam Abou Ali, 33 Bardhec Bytyqi, samt U/19-ligaspillerne Anders Bærtelsen, Jeppe Pedersen, Mikkel Kaufmann og Oliver Klitten.
Patrick Kristensen, Marco Ramkilde, Frederik Børsting og Kasper Pedersen er ukampdygtige, mens Edison Flores ikke er vendt retur til Aalborg som følge af VM-deltagelsen med Peru. Han ventes at være tilbage på træningsbanen på Hornevej 16. juli.
Der er fri entré til opgøret, som sættes i gang kl. 14.00 på Farsø Stadion. Adressen er Jeppe Åkjærsvej 27, 9640 Farsø.