AaB slået i målrig forårspremiere
Scoringer fra Frederik Børsting og Yann Rolim var ikke nok i forårets første opgør, der endte med nederlag på 3-2 til Silkeborg.
Der var sæsondebut til Kasper Kusk i AaB-trøjen, da AaB i dag åbnede foråret i Alka Superligaen.
I forhold til sidste lørdags testkamp mod Thisted FC havde cheftræner Morten Wieghorst foretaget to ændringer i startopstillingen, i det Edison Flores og Frederik Børsting erstattede Oliver Abildgaard og Yann Rolim.
Efter en rolig start på kunstgræsset på JYSK Park var det AaB der i syvende minut fik kampens første store mulighed, da Frederik Børsting på kanten tilkæmpede sig bolden og driblede ind i feltet. Den efterfølgende tværpasning foran det tomme mål blev dog misbrugt af Patrick Kristensen, da en Silkeborg-spiller fik afværget den flade afslutning på målstregen.
I stedet endte bolden i næste ombæring i modsatte ende af banen, hvor Vladimir Rodic på AaB’s venstrekant tromlede Jakob Blåbjerg ned, men dommerens fløjte forblev tavs. Det udnyttede montenegrineren til at sende et præcist indlæg i feltet, hvor Davit Skhirtladze vandt hovedstødsduellen mod Patrick Kristensen og headede bolden i nettet til 1-0.
Det hurtige føringsmål betød, at hjemmeholdet trak sig kompakt tilbage på banen og lurede på omstillinger, når AaB var i boldbesiddelse. Dette gav en længere periode med stor nordjysk boldbesiddelse, men udfordringen med at gennembryde hjemmeholdets bagerste rækker viste sig ofte svær, og flere angreb blev aldrig afsluttet.
Først efter en god halv time var man atter nærgående, da en god tværbold til Frederik Børsting endte med en overplaceret afslutning fra kanten af feltet, mens Edison Flores minutter efter tvang Peter Friis Jensen ud i en redning. Stillingen efter de første 45. minutter forblev dog 1-0.
Fem minutter inde i anden halvleg kom den fortjente AaB-udligning. Kasper Kusks knivskarpe aflevering i dybden skar Silkeborg-forsvaret i stykker, og Jannik Pohl kunne nemt servere en tværpasning for tililende Frederik Børsting, der glidende prikkede bolden i nettet tæt under mål.
Udligningen gav omgående nyt kampbillede, hvor det nu var hjemmeholdet der kom længere frem på banen, hvilket gav en periode med tilløb og halve chancer til begge mandskaber.
Kort før den hele time måtte Jacob Rinne vise prøver på sine egenskaber i målet, da Vladimir Rodic afrettede afslutning fremtvang en fodparade fra AaB’s bagerste skanse.
Hjemmeholdet kom endnu tættere på en ny scoring, da Marc Rochester serverede bolden for en helt fri Jeppe Okkels foran AaB-målet. Heldet var dog med AaB’erne, da den unge angriber sparkede forbi bolden.
En serie af hjørnespark til Morten Wieghorsts tropper gav ikke udbytte, og i stedet fik hjemmeholdet bragt sig tilbage i front efter 79. minutter. En returbold efter et frispark endte på kanten af feltet hos Jens Martin Gammelby, der tog chancen og mellem venner og fjender fik sendt bolden i nettet yderligt ved den ene stolpe.
Dette blev starten på en hæsblæsende afslutning på kampen. Minutter efter 2-1 målet var Silkeborg igen nærgående på en omstilling, men Jacob Rinne fik reddet skudforsøget fra Marc Rochester.
I stedet fik Kasper Risgård sat Edison Flores op til skud, og riposten endte for fødderne af netop indskiftede Yann Rolim, der kvitterede til 2-2 med seks minutter tilbage af opgøret.
Der var dog gået mindre end et minut inden hjemmeholdet atter var i front. Jakob Blåbjerg mistimede et retur-hovedstød til Jacob Rinne, og i stedet kunne Vladimir Rodic afdrible AaB-keeperen og score til 3-2.
En ny nordjysk udligning var minuttet efter uhyre tæt på, da en frisparksbold i Silkeborg-feltet dansede tæt foran mål, men ind ville læderet ikke.
Trods tilløb til flere chancer blev der ikke scoret yderligere, og AaB’erne måtte slukøret konstatere, at forårsdebuten endte pointløst.
Om otte dage gælder det Brøndby I.F. på Aalborg Portland Park.
Match facts - Alka Superligaen 20. spillerunde
Silkeborg I.F.-AaB 3-2 (1-0)
1-0 8.minut Davit Skhirtladze
1-1 50. minut Frederik Børsting
2-1 79. minut Jens Martin Gammelby
2-2 84. minut Yann Rolim
3-2 85. minut Vladimir Rodic
Silkeborg I.F. (4-5-1): Peter Friis Jensen, Jens Martin Gammelby, Tobias Salquist, Simon Jakobsen, Gregor Sikosek, Vladimir Rodic, Ibrahim Moro, Casper Sloth, Marc Rochester Sørensen (90. Jeppe Gertsen), Davit Skhirtladze (73. Mate Vatsadze), Jeppe Okkels (66. Magnus Mattson)
AaB (4-5-1): Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Kasper Pedersen, Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Kasper Kusk, Edison Flores (84. Pavol Safranko), Rasmus Würtz (52. Kasper Risgård), Filip Lesniak, Frederik Børsting (81. Yann Rolim), Jannik Pohl
Advarsler:
Silkeborg I.F.: 45. Simon Jakobsen
AaB: 7. Rasmus Würtz, 77. Kasper Pedersen
Dommer: Michael Johansen