Ti AaB'ere på ungdomslandshold
AaB har tre spillere med på U/21-landsholdet, seks spillere på U/19-landsholdet og en spiller på U/16-landsholdet.
AaB er velrepræsenteret på de danske ungdomslandshold. Til landsholdssamlingerne i januar er hele 10 AaB-spillere indkaldt til diverse landshold.
På U/21-landsholdet er AaB-trekløveret Oliver Abildgaard, Magnus Christensen og Rasmus Thellufsen udtaget til to venskabskampe i Mexico i januar. Træningslejren med U/21-landsholdet varer fra 11. til 20. januar, og undervejs spiller Danmark mod Mexico både 16. januar og 18. januar.
Inden turen har Oliver Abildgaard spillet syv U/21-landskampe og scoret et mål, Magnus Christensen har spillet fire U/21-landskampe og scoret en enkelt gang og Rasmus Thellufsen har én U/21-landskamp med i bagagen til Mexico.
På U/19-landsholdet er hele seks AaB-spillere med i landsholdstruppen, der rejser til Cypern fra 11. januar til 18. januar. Anders Bærtelsen (9 kampe), Lukas Klitten (11), Mathias Ross (4), Oliver Klitten (7), Mikkel Kaufmann (4) og Jeppe Pedersen er således med i flyet, der sætter kurs mod Cypern til januar.
Kun Jeppe Pedersen har sin debut på U/19-landsholdet til gode, og han har tre muligheder for at få den til januar. Danmark spiller mod Israel 13. januar og Cypern både 15. januar og 17. januar.
Som vi også skrev i går, er Christoffer Ravn Jensen udtaget til U/16-landsholdets træningslejr til Cypern i januar. Dermed er der i alt 10 AaB-spillere på de danske ungdomslandshold.