AaB TV: Børsting tester Okore i nordjysk

11. oktober 2017 kl. 15:48 af Rasmus Estrup

Forsvarsspiller Jores Okore har været en del af AaB-truppen i tre måneder nu. Derfor er han nu blevet testet af Frederik Børsting i, hvor meget nordjysk han egentlig forstår. 

Se første del af testen i videoen ovenfor. 

Testen er opdelt over tre afsnit. De to øvrige dele vil blive bragt på AaB's offcielle sider på Facebook og YouTube over de kommende dage. 

Tags på denne nyhed

AaB ansætter ny fankoordinator

11. oktober 2017 kl. 13:20 af Brian Andersen

Simon Vangsgaard Jensen har tidligere i en årrække været en del af den aktive fanscene, og han skal ligesom sin forgænger som fankoordinator/SLO (Supporter Liaison Officer) agere bindeled mellem klubbens fans og ledelse samt være i tæt dialog med eksempelvis modstanderklubbens fankoordinator og sikkerhedspersonale.

For nuværende er 25-årige Simon Vangsgaard Jensen i gang med at færdiggøre et praktikophold i udlandet, ligesom han i begyndelsen af januar afslutter sin bacheloruddannelse på University College Nordjylland i Aalborg.

AaB’s administrerende direktør Stephan Schors udtaler:

- Relationen til vores supportere og og øvrige interessenter er meget vigtig, og denne del forsøger vi hele tiden at pleje og optimere.

- Det er vores intention at sætte endnu mere fokus på den løbende dialog med vores forskellige fangrupperinger, fraktioner og tilskuere. Dette vil fortsat ske både via fanpaneler med fokus på forskellige områder af det at være fan, for eksempel merchandise, stemning og sikkerhed, men også med opfølgning på vores løbende digitale surveys, der udsendes til et antal tilskuere efter hver hjemmekamp, fortæller Stephan Schors.

- Denne dialog skal være med til at sætte øget opmærksomhed på at forbedre den gode kampoplevelse – herunder faciliteter på Aalborg Portland Park, hvilket vi fremdeles håber, vil være til glæde for alle besøgende til vores hjemmekampe, slutter Stephan Schors.

Simon Vangsgaard Jensen ser frem til rollen som fankoordinator på fuld tid i AaB:

- Jeg er først og fremmest glad og taknemmelig for at få lov til at arbejde i AaB og ser frem til de spændende udfordringer, der venter mig.

- Jeg vil bygge videre på det gode stykke arbejde, som er gjort på fanområdet de senere år. Som fankoordinator er det min opgave at være bindeleddet mellem fansene og AaB. Min viden inden for fodbold og specielt fanområdet, kan forhåbentlig bidrage til, at det fortsat bliver mindst lige så fedt at være AaB-fan i fremtiden, som det er i dag, siger Simon Vangsgaard Jensen.

Ansættelsen af en fankoordinator anbefales af det europæiske fodboldforbund UEFA og Dansk Boldspil-Union.

Hør i øvrigt i denne dugfriske podcast fra Mediano mere om AaB’s arbejde inden for fanområdet.

Tre AaB'ere udtaget til U/17-landsholdet

11. oktober 2017 kl. 10:48 af Rasmus Estrup

U/17-landsholdet står foran sine tre første EM-kvalifikationskampe. Til dem er tre AaB-talenter udtaget. Jeppe Pedersen, Thomas Albert Christiansen og Mathias Ross Jensen (foto) er således med i truppen. 

De tre EM-kvalifikationskampe spilles alle i Estland senere på måneden. 22. oktober spiller Danmark mod Estland, 25. oktober møder U/17-landsholdet Andorra og 28. oktober står Danmark over for Skotland. 

Mathias Ross Jensen spillede sin første ungdomslandskamp i lørdags, mens Jeppe Pedersen og Thomas Albert Christiansen har spillet henholdsvis 14 og 13 ungdomslandskampe for Danmark. 

Flores og Peru videre til VM-playoff

11. oktober 2017 kl. 08:29

Edison Flores er klar til VM-playoff. Natten til onsdag spillede Peru 1-1 mod Colombia, og da andre resultater flaskede sig, er Peru videre til playoff-runden, hvor peruanerne møder New Zealand over to kampe for at kvalificere sig til VM i Rusland i 2018. 

Peru kom ellers bagud kort inde i anden halvleg, da James Rodriguez bragte Colombia foran. Med et lille kvarter igen udlignede Paolo Guerrero direkte på frispark og sikrede dermed playoffpladsen til Peru. Edison Flores, der i VM-kvalifikationen har scoret fem mål for Peru, spillede hele kampen. 

Dermed endte Peru på 26 point i den sydamerikanske VM-kvalifikation. Det rakte lige præcis til en femteplads, som giver avancement til playoff. 

Chile, der også har 26 point, men en dårligere målscore, tabte nemlig 3-0 til Brasilien, og dermed ender Chile på sjettepladsen. 

Perus VM-playoffkampe mod New Zealand spilles i november. 

Direkte videre fra den sydamerikanske VM-kvalifikation er Brasilien, Uruguay, Argentina og Colombia. 

Tags på denne nyhed

U/19 vendte 0-1 til 2-1 i udsat kamp

11. oktober 2017 kl. 08:20 af Rasmus Estrup

Tirsdag eftermiddag skulle de sidste 67,5 minutter af sæsonens åbningskamp mod Esbjerg fB spilles. Tilbage i august blev kampen afbrudt og udsat efter 22, 5 minutter på grund af vejret. Da var stillingen 1-0 til de gæstende vestjyder.

Derfor var AaB bagud 1-0 fra start, da den resterende del af kampen blev fløjtet i gang tirsdag. Det satte sit præg på kampen, hvor AaB vidste, at de skulle score to mål for at vinde, og Esbjerg fB ønskede at lukke kampen med en hurtig scoring. Det medførte lidt rodet spil ind til pausen.

Efter pausen fik AaB skabt en række chancer, og det gav pote i det 72. minut. Jonathan Stæhr Larsen og Wessam Abou Ali fik kombineret sig igennem udeholdets defensiv, inden Wessam Abou Ali stod for assisten til Oliver Klitten, der fri foran mål fik skrabet bolden over stregen til 1-1.

For tredje kamp i streg skulle kampen ind i de døende minutter, før AaB scorede sejrsmålet. Denne gang var det dybt inde i tillægstiden. Emil Lagergaard sendte et skud mod mål, som Esbjerg-keeperen halvklarede. Jonathan Stæhr Larsen var hurtigst over riposten og fik lige akkurat prikket bolden et par centimeter over stregen til den forløsende 2-1-scoring.

- Jeg har aldrig startet en kamp med at være bagud 1-0 fra start. Derfor havde vi selvfølgelig lagt en plan ud fra, at vi skulle indhente føringen, mens de ville forsøge at lukke kampen tidligt. Det gjorde det til en rodet kamp, men heldigvis skulle vi ikke forcere spillet for meget, fordi vi egentlig skabte nok chancer alligevel, siger U/19-ligatræner Lasse Stensgaard, der for tredje kamp i træk kunne glæde sig over en sejr takket være et mål i slutminutterne.

- Det var stærkt, at vi kunne score to mål ud fra det udgangspunkt, vi havde, og vi er efterhånden trænet i at komme tilbage efter at være bagud og så score til sidst, siger U/19-ligatræneren.

U/19-ligaholdets næste kamp spilles på lørdag mod Vejle Boldklub på Hornevej kl. 13.00, mens de to holds U/17-ligamandskaber tørner sammen samme sted kl. 15.15.

'