AaB TV: Sammendrag af AaB-FC Midtjylland

14. marts 2017 kl. 08:31 af Rasmus Estrup

AaB misser sejr i overtiden

13. marts 2017 kl. 20:56 af Rasmus Estrup

Hele Nordjyllands Hold måtte nøjes med ét point, da FC Midtjylland mandag aften gæstede Aalborg Portland Park. Frederik Børsting bragte AaB på 1-0, mens Paul Onuachu i kampens tillægstid fik udlignet til 1-1. 

Dermed ligger AaB på syvendepladsen i Alka Superligaen før sidste runde af grundspillet. 

FC Midtjylland lagde i kampens indledning pres på Hele Nordjyllands Hold, og allerede i kampens første minut havde gæsterne en fin mulighed, men Mikkel Duelund nåede ikke frem til indlægget. 

 

Som minutterne så småt gik, kom AaB bedre med i kampen, og efter otte minutter havde dagens højrekant, Joakim Mæhle, hjemmeholdets første afslutning efter gode ting af først Rasmus Thellufsen og siden ham selv. Men afslutningen gik ikke forbi Mikkel Andersen i ulveburet. 

To minutter senere var gæsterne farlige for anden gang, da de efter flere dueller fik slidt sig igennem AaB-forsvaret, men Nicolai Larsen reddede afslutningen tæt under mål med en god fodparade. 

18 minutter inde i kampen var det AaB's tur til at få sin anden chance. Efter et rigtig godt arbejde i venstresiden af Jakob Ahlmann og Frederik Børsting, kom bolden ind i feltet til Jakub Sylvestr, der inden kampstart var blevet hyldet for at være Alka Superligaens bedste spiller i februar. Sylvestrs afslutning mod nærmeste hjørne var dog for blød til for alvor at true gæsternes keeper. 

Efter et par fine AaB gennembrud i højre side i de følgende minutter var det gæsterne, der viste tænder efter 33 minutter, da Paul Onuachu kom frem til afslutning inde i feltet. Men i målet nåede Nicolai Larsen ned til den flade afslutning og fik holdt sikkert fast i kuglen.  

To minutter før pausen afsluttede en tempofyldt første havleg med en stor chance til Kristian Riis, men forsvareren headede lædderet forbi AaB-målet. 

Anden halvleg startede ligesom første halvleg med FC Midtjylland i teten. Men igen spillede AaB sig bedre og bedre med, og efter 54 minutter lykkedes det for Hele Nordjyllands Hold at bringe sig foran 1-0. 

Joakim Mæhle afdriblede fuldstændig Filip Novak i højre side. Mæhle sendte dernæst bolden fladt ind i feltet til Frederik Børsting, der køligt sparkede bolden fladt ind i venstre side af målet til 1-0.

Efter målet forsøgte FC Midtjylland i de følgende minutter at presse på uden dog at blive meget farlige. Det var AaB til gengæld efter 78 minutter. I en omstilling drev Rasmus Thellufsen bolden frem til udeholdets felt. Her gav han bolden videre til Jakub Sylvestr, der vred sig fri af en forsvarsspiller og fik afsluttet, men afslutningen blev reddet af Mikkel Andersen. 

I kampens overtid fik FC Midtjylland udlignet, da Paul Onuachu headede bolden op i målhjørnet til højre for Nicolai Larsen til slutstillingen 1-1. 

Med det uafgjorte resultat indtager AaB Alka Superligaens syvendeplads med 33 point. Samme pointantal som Randers FC på sjettepladsen, der giver adgang til mesterskabsslutspillet. 

Der er derfor lagt op til en meget vigtig kamp, når AaB på søndag klokken 17.00 møder Viborg F.F. på udebane i sidste spillerunde af Alka Superligaens grundspil. 

 

Matchfacts - Alka Superligaen, 25. spillerunde

AaB-FC Midtjylland 1-1 (0-0)
54. minut 1-0 Frederik Børsting, 90. minut 1-1 Paul Onuachu.
Advarsler AaB: Casper Sloth (44) 
Advarsler FC Midtjylland: Kristian Riis (23), André Rømer (38), Jakob Poulsen (56)
6.641 tilskuere på Aalborg Portland Park.

AaB (4-4-1-1): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Markus Holgersson, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Joakim Mæhle, Magnus Christensen, Casper Sloth (72: Oliver Abildgaard), Rasmus Thellufsen (83: Kasper Pedersen), Frederik Børsting (85: Edison Flores), Jakub Sylvestr.

FC Midtjylland (4-1-4-1): Mikkel Andersen, Rasmus Nissen, Kian Hansen, Kristian Riis, Filip Novak, André Rømer, Rilwan Hassan (74: Jonas Borring), Jakob Poulsen, Mikkel Duelund (74: Simon Kroon), Gustav Wikheim (57: Bruninho), Paul Onuachu. 

Dommer: Jakob Kehlet

(Foto: Carsten Kuna Kristensen)

U/19 arbejdede sig til sejr i Vejle

13. marts 2017 kl. 12:45 af Rasmus Estrup

I U/19 Ligaen var AaB lørdag på besøg i Vejle, og nordjyderne kunne rejse hjem med en sejr på 2-1, til trods for at holdet var en mand i undertal halvdelen af anden halvleg. 

Kampen blev spillet på en lidt ældre kunststofbane, hvilket gjorde det svært for AaB at få spillet til at flyde som ønsket, og kampen blev deraf også en rodet affære med mange omstillinger til begge hold. 

Efter 21 minutter fik AaB alligevel bragt sig foran 1-0 efter et godt gennemspil. Mathias Johannesen fik via bandespil med Mads Stefansen spillet sig igennem på kanten. Mathias Johannesen sendte dernæst et hård bold ind mod forreste stolpe, hvorfra Wessam Abou Ali satte bolden i nettet til 1-0. 

Kort inde i anden halvleg - i kampens 53. minut - kom AaB yderligere foran 2-0. Denne gang efter en af kampens mange omstillinger, der mundede ud i, at Jonathan Stæhr Larsen med hælen lagde bolden til rette for Mads Stefansen, der sendte scoringen i kassen. 

Trods en 2-0 føring måtte AaB kæmpe sig til sejren. I løbet af anden halvleg fik Vejle Boldklub blandt andet tildelt et straffespark, som blev brændt, og halvvejs inde i halvlegen fik Wessam Abou Ali sin anden advarsel og blev vist ud. Dermed var AaB kun 10 spillere på banen. 

Kort efter udvisningen - med omrking 20 minutter igen af kampen - fik hjemmeholdet reduceret, da de scorede direkte på frispark fra kanten af feltet. 

Til sidst blev det for AaB en kamp om overlevelse, men nordjyderne formåede at holde stand og tog sejren og de tre point. 

- Det var en rigtig dejlig og vigtig sejr. Det var en rigtig arbejdssejr, og spillerne skal have stor ros for indsatsen, og hvordan holdet fungerede som en enhed. Nogle gange er de sejre, hvor man skal slide den hjem, også lidt federe, og det her var en rigtig fed sejr, siger U/19-træner Lars Stensgaard. 

- Fodboldmæssigt er der en del, vi skal gøre bedre, når vi er på bolden, og det kommer vi til at arbejde på til træning, men jeg er rigtig fint tilfreds med resultatet og spillernes indsats, siger han. 

AaB's næste opgave i U/19 Ligaen er lørdag 18. marts kl. 13.00 på Hornevej mod AGF. 

Tags på denne nyhed

Scor Faxe Kondi-præmier til aftenens kamp

13. marts 2017 kl. 09:33

Faxe Kondi er kampsponsor på aftenens vigtige opgør mod FC Midtjylland, og i den forbindelse er der flotte præmier på højkant i fanområdet foran Weber Tribunen før kampen.

Her kan du teste dine evner med en fodbold og se om du kan ramme plet på den oppustelige Faxe Kondi fancan.

Er du blandt de bedste til at lave fuldtræffere venter der en af mange præmier fra Faxe Kondi.

Kig forbi i fanområdet fra kl. 17.00 og varm op til dagens kamp.

Billetter til aftenens opgør mod FC Midtjylland kan du købe lige her

'