AaB sælger Mæhle til KRC Genk
AaB har med virkning fra 1. juli 2017 solgt 19-årige Joakim Mæhle til belgiske KRC Genk.
Joakim Mæhle, der som 12-årig skiftede til AaB fra samarbejdsklubben Østervrå I.F., blev i sommeren 2016 sammen med fem holdkammerater fra sidste sæsons bronze-U/19 Ligahold rykket op i Superligatruppen.
AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:
- Joakim Mæhle har på få måneder udviklet sig med stormskridt, hvilket både er en cadeau til vores dygtige talentarbejde i AaB og i dette tilfælde også samarbejdet med Østervrå I.F.
- Vores tidligere cheftræner Lars Søndergaard tøvede ikke med at give ”Joa” chancen, og under vores nuværende cheftræner Morten Wieghorst har Joakim Mæhle fremdeles fortsat sin udvikling, hvilket også er resulteret i debut på U/20-landsholdet, siger Allan Gaarde.
- Det er vigtigt for os at understrege, at det har været en prioritet at beholde Joakim Mæhle i AaB i hvert fald yderligere et par sæsoner, hvorfor vi også har stået fast på en umiddelbart høj pris for en 19-årig højreforsvarer, men det har imidlertid været Joakims klare ønske at komme afsted nu, hvilket vi i sidste ende har valgt at efterkomme, da Genk samtidig opfyldte vores økonomiske krav, fortæller Allan Gaarde.
- Selvom vi råder over en stærk spiller som Patrick Kristensen på samme position, så er det naturligvis planen, at Mæhle skal erstattes, og det arbejde er allerede igangsat, slutter Allan Gaarde.
Joakim Mæhle ser frem til efter sommerferien at begynde sit nye fodboldliv i Belgien.
- For det første handler det om at slutte godt af i AaB, hvor jeg har haft syv-otte fantastiske år, og jeg vil gerne takke både mine holdkammeraterne, de trænere jeg har haft undervejs samt alle i og omkring klubben for deres bidrag til min udvikling både som spiller og som menneske.
- Ligeledes vil jeg gerne sige tak til fansene, som fra mit første minut på banen har taget godt imod mig, siger Joakim Mæhle.
- Det er selvfølgelig vemodigt at forlade en klub, man holder meget af, men jeg har kendt til Genks interesse i et stykke tid, og det har været et stort ønske for mig at gribe chancen for et skifte til en udenlandsk klub nu, fastslår Joakim Mæhle.
Joakim Mæhle er inden de forestående Europa-playoffkampe mod Randers FC noteret for 25 officielle kampe og en scoring for Hele Nordjyllands Hold.
Med salget af Joakim Mæhle opjusterer AaB således som meddelt Fondsbørsen 4. maj forventningerne til årets resultat fra et overskud før skat i niveauet 15 mio. kr. til et overskud før skat i niveauet 25 mio. kr. Heri er indregnet investeringer i spillertruppen i det kommende transfervindue i sommeren 2017 og yderligere strategiske investeringer i den kommercielle udvikling af klubben. I de økonomiske forventninger er der ikke indregnet yderligere transferindtægter.