AaB-Randers FC kampinformation

10. maj 2017 kl. 09:22 af Rasmus Estrup

Kampinfo

Spillerunde: Alka Superligaen 33. spillerunde, Alka Superliga Europa Playoff
Spilledato: Fredag 12. maj 2017
Kick-off: kl. 20.00
Dørene åbner: kl. 19.00


Billetter til kampen

Køb dine billetter online her på aabsport.dk eller på kampdagen på Aalborg Portland Park i billethusene, som alle åbner kl. 19.00. 

BEMÆRK: Køber du ståplads-billet til Spar Nord Tribunen på Aalborg Portland Park, så benyt venligst den højre luge i billethuset på hjørnet af Spar Nord og Weber Tribunerne. Denne luge er udelukkende forbeholdt ståpladser.

Har du mistet din billet/sæsonkort, problemer med at printe en billet eller øvrige billetrelaterede problemer, kan du på kampdagen henvende dig i informationen ved Aalborg Portland Parks syd-vestlige hjørne og få hjælp fra en time før kampstart.

Scan din billet fra mobilen

Som noget nyt kan man fra foråret 2017 scanne sine billetter ved indgangen direkte fra mobilen. Du behøver således ikke udskrive din billet hjemmefra.

 

Opvarmning før kampen

Fra kl. 18.00 kan du varme op til kampen ved AaB-tyren foran Weber Tribunen sammen med andre AaB-fans. Her vil der være kolde øl og sodavand, samt lækre grillpølser fra Weber Grillen og live musik. 

Som noget nyt serveres der 0,5 liter kolde special øl foran Weber Tribunen for kun 50 kr. ligesom du naturligvis fortsat kan nyde den populære Rasmus Wurst pølse med bacon og cheddar direkte fra den store Weber Grill.

Twitter og Instagram

Det officielle hashtag for søndagens kamp er #AaBRFC – følg og benyt dette tag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Facebook

Tilmeld dig kampens officielle begivenhed på Facebook via dette link.

Merchandise - køb den nye spillertrøje før kampen

Den flotte AaB Fanshop på A. Enggaard Tribunen åbner kl. 18.00, to timer før kampstart. Her kan du købe masser af forskelligt merchandise, inklusive den nye spillertrøje fra hummel, flag, caps og meget mere.

Merchandiseboden foran Weber Tribunen ved Aalborg Portland Park åbner også kl. 19.00. Kig forbi, og bliv klædt på til kamp med de nyeste spillertrøjer og tøj fra hummel samt naturligvis også halstørklæder, caps m.m.

Mad, drikkevarer og Oddset

Boderne på Aalborg Portland Park åbner samtidig med, at du kan komme ind på tribunerne, nemlig en time før kampstart. I alle boder på Aalborg Portland Park kan der anvendes Dankort.

Uden for Weber Tribunen kan du fra to timer før kampstart benytte vores mobile salgsbod, hvor du også betale med Dankort. Her vil der også være live musik før kampen, så du kan varme op til det vigtige opgør sammen med andre AaB-fans.

I Oddsets bod i det nordvestlige hjørne af Spar Nord Tribunen kan du endvidere spille på dagens kamp. Boden åbner også en time før kampstart.

Transport

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Hvis du kommer med bus, kan du tage rute 2 mod væddeløbsbanen – stoppestedet hedder Sct. Joseph. Herfra er der to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Du kan også tage rute 16 – stoppested på denne rute hedder Anneberghus. Herfra er der også to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland ParkSe køreplaner på denne side.

Parkering

Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold

Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Weber Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser. 

Billetter til kørestolsbrugere, som koster kr. 155,- incl. gebyr, kan enten købes online eller i billethusene på Aalborg Portland Park på kampdagen. 

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

God kamp! 

Tags på denne nyhed

AaB sælger Mæhle til KRC Genk

9. maj 2017 kl. 17:32 af Brian Andersen

Joakim Mæhle, der som 12-årig skiftede til AaB fra samarbejdsklubben Østervrå I.F., blev i sommeren 2016 sammen med fem holdkammerater fra sidste sæsons bronze-U/19 Ligahold rykket op i Superligatruppen.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Joakim Mæhle har på få måneder udviklet sig med stormskridt, hvilket både er en cadeau til vores dygtige talentarbejde i AaB og i dette tilfælde også samarbejdet med Østervrå I.F.

- Vores tidligere cheftræner Lars Søndergaard tøvede ikke med at give ”Joa” chancen, og under vores nuværende cheftræner Morten Wieghorst har Joakim Mæhle fremdeles fortsat sin udvikling, hvilket også er resulteret i debut på U/20-landsholdet, siger Allan Gaarde.

- Det er vigtigt for os at understrege, at det har været en prioritet at beholde Joakim Mæhle i AaB i hvert fald yderligere et par sæsoner, hvorfor vi også har stået fast på en umiddelbart høj pris for en 19-årig højreforsvarer, men det har imidlertid været Joakims klare ønske at komme afsted nu, hvilket vi i sidste ende har valgt at efterkomme, da Genk samtidig opfyldte vores økonomiske krav, fortæller Allan Gaarde.

- Selvom vi råder over en stærk spiller som Patrick Kristensen på samme position, så er det naturligvis planen, at Mæhle skal erstattes, og det arbejde er allerede igangsat, slutter Allan Gaarde.

Joakim Mæhle ser frem til efter sommerferien at begynde sit nye fodboldliv i Belgien.

- For det første handler det om at slutte godt af i AaB, hvor jeg har haft syv-otte fantastiske år, og jeg vil gerne takke både mine holdkammeraterne, de trænere jeg har haft undervejs samt alle i og omkring klubben for deres bidrag til min udvikling både som spiller og som menneske.

- Ligeledes vil jeg gerne sige tak til fansene, som fra mit første minut på banen har taget godt imod mig, siger Joakim Mæhle.

- Det er selvfølgelig vemodigt at forlade en klub, man holder meget af, men jeg har kendt til Genks interesse i et stykke tid, og det har været et stort ønske for mig at gribe chancen for et skifte til en udenlandsk klub nu, fastslår Joakim Mæhle.

Joakim Mæhle er inden de forestående Europa-playoffkampe mod Randers FC noteret for 25 officielle kampe og en scoring for Hele Nordjyllands Hold.

Med salget af Joakim Mæhle opjusterer AaB således som meddelt Fondsbørsen 4. maj forventningerne til årets resultat fra et overskud før skat i niveauet 15 mio. kr. til et overskud før skat i niveauet 25 mio. kr. Heri er indregnet investeringer i spillertruppen i det kommende transfervindue i sommeren 2017 og yderligere strategiske investeringer i den kommercielle udvikling af klubben. I de økonomiske forventninger er der ikke indregnet yderligere transferindtægter.

Tags på denne nyhed

AaB med forventet stort overskud i første kvartal

9. maj 2017 kl. 14:30 af Brian Andersen

I overensstemmelse med reglerne for børsnoterede selskabers afgivelse af periodemeddelelser aflægger Aalborg Boldspilklub A/S periodemeddelelse for 1. januar – 31. marts 2017.

Egenkapital udgør pr. 31. marts 2017 125,7 mio. kr., og beholdningen af omsættelige obligationer samt likvider udgør 100 mio. kr.

AaB fastholder forventningerne for 2017 om et overskud før skat i niveauet 25 mio. kr. Heri er indregnet investeringer i spillertruppen i det kommende transfervindue i sommeren 2017 og yderligere strategiske investeringer i den kommercielle udvikling af klubben.

- Resultatet er naturligvis meget tilfredsstillende, og vi har en klar målsætning om hele tiden at skabe forbedringer både på fodboldbanen og udenfor, siger AaB’s administrerende direktør Stephan Schors.

AaB’s mission er igennem fodbold at underholde og skabe oplevelser på et økonomisk bæredygtigt grundlag.

AaB’s vision er at være samlingspunkt for hele Nordjylland og til stadighed være en del af toppen af dansk fodbold – både på og uden for banen.

Tags på denne nyhed

Billetsalg til AaB-Randers FC i gang

9. maj 2017 kl. 11:16

Salget af billetter til fredagens vigtige Europa playoff-kamp mod Randers FC på Aalborg Portland Park er nu i gang.

Kampen afvikles kl. 20.00 og billetter køber du via linket herunder med det samme.

Har du sæsonkort eller halvsæsonkort er adgang til kampen inkluderet og du skal blot møde op til kampen som normalt.

Favørpris på billetter til returkamp

Ønsker man at støtte AaB i returkampen i playoff-opgøret, der spilles i Randers onsdag 17. maj kl. 18.00, så er prisen på billetter her blot 50 kroner for voksne og 20 kroner for børn.

Billetter til kampen i Randers kan købes via linket herunder.

AaB møder Randers FC fredag aften

8. maj 2017 kl. 21:27 af Brian Andersen

Den samlede vinder af de to opgør går videre i jagten på en europæisk billet, mens sæsonen er slut for taberen.

Returkampen i Randers afvikles onsdag den 17. maj kl. 18.00.

Tags på denne nyhed
'