Afsked med Sylvestr og Williams
AaB tager afsked med Jakub Sylvestr og Tamati Williams, der begge har kontraktudløb ved årets udgang.
28-årige Jakub Sylvestr skiftede i slutningen af januar 2017 til AaB fra tyske 1. FC Nürnberg, og den slovakiske angriber begyndte sin karriere i det nordjyske med brask og bram med fire scoringer i sine første to kampe.
Sidenhen havde Jakub Sylvestr svært ved at tilkæmpe sig fast spilletid på holdet, og inden årets sidste udfordring på søndag på Aalborg Portland Park mod FC København er Jakub Sylvestr noteret for 26 officielle kampe og fem mål for AaB.
I august blev new zealandske Tamati Williams, der senest havde optrådt i Holland hos RKC Waalwijk, hentet til som gardering for Jacob Rinne, da Michael Lansing var løbet ind i en langvarig rygskade, der dog nu synes, at være i bedring.
33-årige Tamati Williams har endnu ikke fået spilletid for AaB’s bedste mandskab.
- Vi vil gerne takke både Jakub og ”Tama” for deres indsats for AaB, hvor de udover deres fodboldmæssige egenskaber har bidraget fint til fællesskabet, siger AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde.
- I begge tilfælde er vi enige om, at samarbejdet skal ophøre, og vi ønsker Jakub og ”Tama” held og lykke i deres fortsatte karriere, lyder det fra Allan Gaarde.
Med afgangen af Jakub Sylvestr og Tamati Williams består AaB’s Superligatrup af 25 spillere, hvoraf 15 mand har spillet ungdomsfodbold i klubben.