Sen sejr i Farum
På stærk moral og sene fuldtræffere af Marco Meilinger og Markus Holgersson vendte AaB 0-1 til 2-1 og dermed en fortjent sejr på Right to Dream Park.
Ganske vist havde FC Nordsjælland inden AaB’s udligning også chancer til at afgøre affæren, men spillemæssigt var AaB klart det bedste hold på banen.
I forhold til den seneste kamp mod OB havde AaB fire ændringer i startopstillingen, hvor Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Magnus Christensen og Thomas Enevoldsen afløste Jakob Blåbjerg, Gilli Rólantsson, Casper Sloth og Frederik Børsting.
Fra første minut så man et veloplagt og fokuseret AaB-mandskab bestemme farten med vundne nærkampe og gode kombinationer, og i to tilfælde var man nærgående på standardsituationer, inden første mulighed opstod i det syvende minut, da en række glimrende pasninger gav en skudchance til Marco Meilinger, hvis afslutning blev rettet af og efterfølgende afværget af FCN-keeper Runar Alex Runarsson.
Langsomt kom værterne bedre med spillemæssigt, og efter 13 minutter fik FC Nordsjælland nærmest en tilsvarende mulighed, da AaB blev fanget på en omstilling, men heldigvis gik skuddet fra Adnan Mohammed forbi stolpen.
Opblomstringen fra hjemmeholdet var imidlertid kortvarig, og AaB styrede igen slagets gang, da det efter 28 minutter blev til en stor dobbeltchance efter hjørnespark til Kasper Pedersen og Christian Bassogog, men FCN fik heroisk afværget situationen foran mål.
Med vel de foreløbige bedste spillemæssige takter i indeværende sæson fortsatte AaB dominansen, og både Christian Bassogog og Marco Meilinger viste farlighed, inden en ærgerlig opspilsfejl af Markus Holgersson to minutter inde i halvlegens tillægstid gav plads til to kvikke kontraafleveringer og en fri Mathias Jensen, der sikkert udplacerede AaB-målmand Nicolai Larsen.
Føringsmålet til FC Nordsjælland var stik imod både spil og chancer, og anden halvleg åbnede med samme kampbillede med AaB som den styrende part.
Alligevel var det FC Nordsjælland, der første gang viste farlighed i anden halvleg, hvor Marcus Ingvartsen i det 49. minut headede både langt over og langt forbi målrammen efter endnu en omstilling.
Syv minutter senere var Runar Alex Runarsson tæt på at bokse Thomas Enevoldsens hjørnesparksbold i eget net, men læderet gik akkurat over tværribben.
AaB’s overtag var massivt, mens FCN hele tiden lurede på et afgørende kontrastød, som da Kasper Risgård efter 71 minutter mistede bolden i en giftig position, men Nicolai Larsen leverede en stærk redning over for en blank Jakob Johansson.
Blot fire minutter senere kom i stedet udligningen, da Marco Meilingers indadskruede frisparksindlæg sejlede direkte i nettet ved den bageste stolpe efter determineret pres på målmanden fra indskiftede Sebastian Grønning.
Få øjeblikke senere headede Thomas Enevoldsen et præcist indlæg fra Jakob Ahlmann forbi målrammen, og straks efter var der alvorligt fare på færde i den modsatte ende, da Abdul Mumin via en AaB’er fik bugseret bolden på træværket efter et hjørnespark.
Også Marcus Ingvartsen var nærgående i en hektisk afslutning, hvor Kasper Risgård i næstsidste minut sendte et drøn tæt forbi det fjerneste målhjørne.
Ikke mange sekunder senere faldt afgørelsen så, da Marco Meilinger sendte endnu et kvalificeret frispark ind foran mål, hvor Sebastian Grønning og Markus Holgersson viste aggressivitet; sidstnævnte fik i første omgang skrabt bolden op på overliggeren, men Markus Holgersson var også hurtigst over returbolden og hamrede sejren hjem.
Således er AaB fortsat ubesejret inden næste opgave på Nordjyske Arena mod Esbjerg mandag den 15. august. Køb i forsalg din billet til opgøret her.
Ved fremmøde på Nordjyske Arena donerer du sammen med AaB 1 kr. til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2016 går ubeskåret til Broen Aalborg, som efter efterårets to første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 13.720 kr.
Matchfacts – Alka Superligaen, 4. spillerunde
FC Nordsjælland-AaB 1-2 (1-0)
45. min 1-0 Mathias Jensen, 75. min 1-1 Marco Meilinger, 90. min 1-2 Markus Holgersson.
Advarsler FC Nordsjælland: Christian Køhler (26), Andreas Skovgaard (77)
Advarsler AaB: Ingen.
2.234 tilskuere på Right to Dream Park.
FC Nordsjælland (4-2-3-1): Runar Alex Runarsson, Ramon Rodrigues, Viktor Tranberg (62: Abdul Mumin), Andreas Skovgaard, Patrick Mtiliga, Stanislav Lobotka, Christian Køhler, Tobias Mikkelsen (27: Mathias Rasmussen), Mathias Jensen (55: Jakob Johansson), Adnan Mohammad, Marcus Ingvartsen.
AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Markus Holgersson, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Marco Meilinger, Rasmus Würtz, Magnus Christensen (66: Casper Sloth), Kasper Risgård, Thomas Enevoldsen (89: Joakim Mæhle), Christian Bassogog (64: Sebastian Grønning).
Dommer: Peter Rasmussen.