AaB fortsætter ubesejret stime
Med en sejr på 2-1 over Esbjerg fB på Nordjyske Arena mandag aften udbygger AaB sin ubesejrede stime i Alka Superligaen.
AaB sad tungt på spillet gennem kampen og leverede chancer på samlebånd, mens gæsterne var afventende, men pressede på til sidst i kampen. Kasper Risgård og Thomas Enevoldsen leverede AaB’s scoringer, der begge faldt inden for de første 25 minutter af kampen.
I forhold til den seneste kamp i Alka Superligaen sidste søndag på udebane mod FC Nordsjælland havde AaB en enkelt ændring i startopstillingen, hvor Casper Sloth afløste Magnus Christensen.
Peruvianske Edison Flores var med på bænken fra start og blev med godt tyve minutter igen skiftet ind til sin officielle debut for AaB.
Gæsterne kom til kampens første store mulighed, da Jeppe Andersen fik driblet sig ind gennem midten, og Esbjerg-anføreren fik afsluttet godt, men forbi mål.
AaB kom kort efter også til en kæmpe chance. Efter tre hurtige afleveringer kom Christian Bassogog i en god position foran målet, og han vristede sig fri af forsvaret, men fik ikke rigtig træf på bolden, der trillede centimeter forbi højre opstander.
Efter et kvarters spil demonstrede Patrick Kristensen og Christian Bassogog godt samarbejde i højresiden, og det gav et hjørnespark til hjemmeholdet. Marco Meilinger gik til hjørneflaget og demonstrerede endnu en gang sit gode venstreben, da han lagde bolden lige i panden på viceanfører Kasper Risgård, der kunne bringe Hele Nordjyllands Hold foran med 1-0.
Kort efter målet var målscorer Risgård på spil igen, da han efter en tværaflevering fra anfører Rasmus Würtz kunne hakke på kassen, men Jonas Jensen i Esbjerg-målet fik skubbet bolden forbi mål.
Gæsterne fik deres anden mulighed i kampen efter godt tyve minutter, hvor Brent McGrath med en god førsteberøring kom i position til skud fra kanten af feltet, men Nicolai Larsen i AaB-målet var hurtigt over bolden.
Kort efter kunne AaB bringe sig yderligere foran i modsatte ende af banen. Patrick Kristensen slog en god bold indover, og både Christian Bassogog og Thomas Enevoldsen var i position til at modtage bolden. Enevoldsen tog teten og kom helt fri med Esbjergs målmand. Han viste stor kølighed ved at afslutte mellem benene på målmanden, og så var AaB foran med to.
I minuttet efter scoringen kom AaB til endnu en stor chance. Anførere Würtz slog en perfekt, dyb bold i feltet til Patrick Kristensen, der dog lige præcis ikke fik træf på bolden.
Gæsterne fra Esbjerg var trykket i bund af et velspillende AaB-mandskab, men efter knap en halv time fik de reduceret, da et indlæg ind lige foran Nicolai Larsen blev headet i mål af Andreas Nordvik.
Der gik ikke mange minutter, før AaB igen viste sig farlige i offensiven. Efter et par hurtige kombinationer spillede Christian Bassogog bolden ud til Marco Meilinger. Østrigeren trak ind i banen og afsluttede hårdt, men skuddet blev blokeret på uheldig vis af Bassogog.
Marco Meilinger var i hopla og viste undervejs flotte detaljer, som da han med ti minutter tilbage af første halvleg spillede Thomas Enevoldsen helt fri i feltet med en aflevering mellem benene på en forsvarsspiller, men Esbjergs forsvar fik neutraliseret faren.
Kort inden pausen viste AaB endnu en gang gode offensive takter. Jakob Ahlmann slog en god bold første gang i dybden til Kasper Risgård, der førte bolden helt ned mod gæsternes mål, hvor han blev lukket af.
Inden pausen nåede gæsterne også at komme til endnu en mulighed, men Markus Holgersson fik blokeret en ellers kvalificeret afslutning fra Victor Palsson.
Fem minutter inde i anden halvleg var det ved at blive farligt for gæsterne, da Markus Holgersson lagde bolden frem til Christian Bassogog, der spillede den tilbage til Thomas Enevoldsen. AaB-angriberen trykkede mod mål, men blev blokeret.
Kort efter skabte Enevoldsen endnu en gang fare for gæsterne. Bolden blev spillet dybt af Marco Meilinger i rummet mellem gæsternes forsvar og målmand, og Enevoldsen endte med at komme fri til en afslutning, men endnu en gang blev skuddet blokeret.
I løbet af anden halvleg dannede der sig et endnu klarere billede af et AaB-mandskab med klart spillemæssigt overtag, mens gæsterne trak sig tilbage i en velorganiseret defensiv, der ikke levnede meget plads.
Efter en times spil var AaB i flere omgange nærgående med gode gennembrud. Først blev Thomas Enevoldsen sat godt op af Christian Bassogog, men blev bremset på kanten af feltet. Derefter skar Marco Meilinger banen op med en præcis diagonalbold til Jakob Ahlmann, der fandt Thomas Enevoldsen foran mål, men hans hovedstød sneg sig forbi målet.
Næste mulighed var også i form af et hovedstød, da Casper Sloth lagde den i panden på Christian Bassogog, hvis hovedstød gik lidt forbi målet.
AaB-mulighederne fortsatte med at komme på samlebånd i denne fase af kampen, og helt nede fra AaB-defensiven fik Jakob Ahlmann og Christian Bassogog sat gang i en kontra, som endte med en mulighed til Thomas Enevoldsen, men igen ville bolden ikke ind for det velspillende AaB-mandskab.
Få øjeblikke efter var det Thomas Enevoldsen, der var tæt på at lægge op til mål, da han fandt Christian Bassogog foran mål. Den kreative camerouner forsøgte at tvinge bolden ind bagom støttebenet, men uden held.
Med tyve minutter igen af kampen blev den peruvianske nyerhvervelse Edison Flores klappet på banen af publikum på Nordjyske Arena til sin officielle debut for AaB.
Gæsterne kom til en stor mulighed med et kvarter igen, da indskiftede Mads Hvilsom modtog bolden i feltet, men Nicolai Larsen kunne samle bolden op.
AaB rørte også på sig i slutfasen, og indskiftede Edison Flores kom til et skud, der dog blev blokeret.
Med syv minutter igen af opgøret kom gæsterne til en kæmpe mulighed, da en dybdebold fik lov at sejle hele vejen ned mod mål, og Mads Hvilsom var først over bolden og var helt alene med Nicolai Larsen, der kom godt ud og blokerede afslutningen til hjørnespark.
Gæsterne fik efterfølgende to muligheder på hovedstød, og især den sidste af disse var tæt på at ende i en scoring, men Robin Söder fik overplaceret sit hovedstød.
AaB stod imod presset fra gæsterne, og efter dommer Jakob Kehlets slutfløjt kunne AaB sætte tre point ind på kontoen, og AaB er efter aftenens hjemmesejr på Nordjyske Arena fortsat ubesejrede i Alka Superligaen i denne sæson.
Næste udfordring for Hele Nordjyllands Hold er udekampen i Alka Superligaen lørdag den 20. august kl. 18.30 mod FC København i Telia Parken.
(Foto: Carsten Kuna Kristensen)
Matchfacts – Alka Superliga, grundspil 5. spillerunde
AaB-Esbjerg fB 2-1 (2-1)
16. min 1-0 Kasper Risgård, 25. min 2-0 Thomas Enevoldsen, 29. min 2-1 Andreas Nordvik
Advarsler AaB: Rasmus Würtz (82).
Advarsler Esbjerg fB: Jeppe Andersen (67), Bjørn Paulsen (90).
6.114 tilskuere på Nordjyske Arena.
AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Markus Holgersson, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Marco Meilinger (83: Magnus Christensen), Rasmus Würtz, Casper Sloth, Kasper Risgård, Christian Bassogog (69: Edison Flores), Thomas Enevoldsen (90: Sebastian Grønning).
Esbjerg fB (4-4-2): Jonas Jensen, Ryan Laursen, Daniel Stenderup (71: Marco Lund), Andreas Nordvik, Nikolaj Hagelskjær, Bjørn Paulsen, Jeppe Andersen, Victor Palsson, Kevin Mensah, Brent McGrath (66: Mads Hvilsom), Robin Söder.
Dommer: Jakob Kehlet.