-
28. oktober kl. 18:00
1 : 3
7. oktober
0 : 1
30. september
0 : 5
26. september
0 : 5
23. september
1 : 1
17. september

Unødvendigt AaB-nederlag

9. august 2014 kl. 20:13

I forhold til midtugens kamp mod Dinamo Zagreb havde cheftræner Kent Nielsen foretaget fire ændringer i startopstillingen, hvilket betød at Frederik Børsting, Thomas Augustinussen, Thomas Enevoldsen og Nicklas Helenius alle var med fra start i dagens opgør.

FCN3Begge mandskaber ville som forventet gerne fremvise teknisk spil og føre bolden frem langs jorden, og gæsterne fik fra start initiativet. Gentagne gange forsøgte man at bryde igennem hos Patrick Kristensen og Frederik Børsting i AaB’s højre side, men blev afvist hver gang.

Kampens første forsøg blev leveret i niende minut, hvor Anders Christiansen bragede et langskud mange meter over Nicolai Larsens mål, inden Thomas Enevoldsen i modsatte endte måtte se sin afslutning fra kanten af det lille felt blokeret.

Første scoring lod dog ikke vente længe på sig. En lynende hurtig omstilling fra AaB sendte Anders K. Jacobsen afsted i dybden. Angriberen bevarede overblikket og centrede sublimt til Nicklas Helenius, der tililende kunne placere bolden i nettet bag David Jensen.

AaB havde herefter godt styr på kampen og gæsterne skabte således først en chance efter 29 minutter, da Nicolai Larsen måtte strække sig for at afværge Martin Vingaards afslutning.

Nicklas Helenius afsluttede halvlegen med to forsøg, henholdsvis et kraftfuldt skud, hvor gæsternes målmand måtte benytte to forsøg på at afværge, efterfulgt af et nærgående hovedstød.

FCN6Nordsjællænderne indledte anden omgang med et hårdt tryk mod AaB-målet, og der var i flere omgange tilløb til chancer, uden at det dog blev farligt.

Der skulle således en hjælpende nordjysk fod til at sætte gæsterne i gang, da et boldtab fra Kenneth Emil Petersen endte for fødderne af hurtige Joshua John, der sprintede i feltet og via den ene opstander udplacerede Nicolai Larsen til 1-1.

Kampen fortsatte i højt tempo, og Pascal Gregor måtte ty til ulovlige midler for at bremse Thomas Enevoldsens gennembrud, men det efterfølgende direkte frispark gav ikke pote.

Med et kvarter igen blev AaB atter straffet efter et boldtab og igen var det rapfodede Joshua John der lukrerede på gavmildheden, så bolden nemt kunne serveres for fødderne af Kristian Lindberg, der uden problemer passerede Nicolai Larsen.

FCN8I slutfasen fik Uffe Bech en friløber, men afsluttede på den ene stolpe, mens AaB’s tilløb til en udligning løb ud i sandet.

Næste udfordring i Superligaen venter om en uge, når Esbjerg gæster Nordjyske Arena. 

Matchfacts Superligaen

AaB-FC Nordsjælland 1-2 (1-0)

18. minut 1-0 Nicklas Helenius
57. minut 1-1 Joshua John
77. minut 1-2 Kristian Lindberg

AaB: Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Jacob Blåbjerg, Frederik Børsting (70. Nicolaj Thomsen), Thomas Augustinussen (82. Mathias Wichmann), Kasper Risgård, Thomas Enevoldsen (70. Andreas Bruhn), Nicklas Helenius, Anders K. Jacobsen

FC Nordsjælland: David Jensen, Mario Ticinovic (85. Andreas Maxsø), Pascal Gregor, Ivan Runje, Patrick Mtiliga, Anders Christiansen, Søren Christensen (74. Kasper Lorentzen), Martin Vingaard,  Uffe Bech, Joshua John, Morten Nordstrand (61. Kristian Lindberg)

Advarsler:

AaB: Frederik Børsting (52.),

FC Nordsjælland:  Mario Ticinovic (41.), Pascal Gregor (60), Kristian Lindberg (84.)

Dommer: Dennis Mogensen

5.904 tilskuere på Nordjyske Arena

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen)