Uafgjort i chancerig affære

21. marts 2011 kl. 16:04

Således blev det en rigtig god og velspillet reserveholdskamp mellem to hold der begge formåede at skabe godt med chancer.

AaB sad på det meste af første halvleg, hvor der blev skabt en del chance foran det fynske mål. Således var Kasper Kusk fra meget nært hold tæt på at give AaB føringen inden Kayke omkring den halve time kunne sende bolden i nettet.

Fra anden halvlegs start kom OB dog i teten og formåede efter et kvarter at udligne til 1-1 på et kontrastød efter et hjørnespark til AaB i modsatte ende af banen. Her var det ex-AaB’eren Andreas Johansson der fandt Bashkim Kadrii i feltet, og foran mål kunne han snige bolden forbi Nicolai Larsen.

Scoringen gav et overtag på et kvarters tid til værterne, der dog ikke formåede at omsætte et par gode muligheder i yderligere scoringer, mens AaB’erne fortsat var farlige på kontra.

AaB generobrede taktstokken med ti minutter igen og i slutfasen stod blandt andet Ronnie Schwartz, Chris Rolfe og Kayke i kø for at levere det afgørende mål, der desværre udeblev, hvorfor facit forblev 1-1.

Reserveholdsturneringen
OB-AaB 1-1 (0-1)

0-1 22.minut Kayke
1-1 61. minut Bashkim Kadrii

'