Tre talenter får chancen i Superligatruppen

13. juni 2015 kl. 11:15

AaB med den nye cheftræner Lars Søndergaard i spidsen indleder 22. juni forberedelserne til sæsonen 2015/2016, og endnu engang er der tilgang fra klubbens talentsektor.

Jannik PohlAaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Det er særdeles glædeligt, at vi med dygtigt talentarbejde i både AaB og i vores cirka 120 samarbejdsklubber igen kan give unge spillere chancen.

- Jannik Pohl træder ind i truppen som fuldstidsspiller, mens Oliver Abildgaard og Asger Bust i første omgang skal veksle mellem Superligatruppen og U/19-truppen, og vi ser frem til at følge deres fortsatte udvikling, siger Allan Gaarde.

AaB’s talentchef Jacob Larsen giver de tre unge talenter følgende skudsmål:

- Jannik Pohl er vel nok den hurtigste spiller, som har været i AaB’s talentudvikling i flere år. Derudover arbejder han benhårdt til både træning og kamp, og hans aggressive og fysiske spil gør, at de fleste bagkæder finder ham meget besværlig at spille overfor.

- Som angriber kommer Jannik frem til rigtig mange chancer, ofte fordi han er dygtig til at time sine løb i dybden. Jannik skal omsætte endnu flere af sine målchancer til scoringer, og når det sker, har vi en meget spændende angribertype, som man ikke ser mange af rundt omkring, siger Jacob Larsen om 19-årige Jannik Pohl, der skiftede til AaB som U/14-spiller via samarbejdsklubberne Hjørring I.F. og GVL Løkken og foreløbig er noteret for 25 U-landskampe for Danmark. 

Om ligeledes 19-årige Oliver Abildgaard lyder det:

- Oliver har indtil for et par år siden været en meget lille spiller, der ikke har spillet mange minutter på førsteholdene i de forskellige ungdomsårgange i AaB. Vi har dog hele tiden vidst, at Oliver har en fremragende teknik, kæmpe løbekapacitet, et godt venstreben og en voldsom fightervilje både på og uden for banen. Selv i store modgangsperioder hvor han qua sine størrelse har haft det vanskeligt, har han trænet benhårdt til holdtræning og selvtræning, og han har brugt modgangen konstruktivt og fremstår i dag meget stærkt rent mentalt. I de sidste par ungdomsår hvor han for alvor er groet til, er hans hovedspil blevet en af hans spidskompetencer, og han har generelt fået mere overskud i sit spil.

Jacob Larsen3- Som udgangspunkt er Oliver bedst som central midtbanespiller eller mellemrumsspiller, hvor han får bragt de fleste af sine spidskompetencer i spil. Hvis Oliver i pressede situationer bliver mindre hektisk med bolden, har vi her en spiller med en meget høj overligger, mener Jacob Larsen om Oliver Abildgaard, der kom til AaB som drengespiller fra samarbejdsklubben Aalborg Freja.

Endelig er ordene omkring 18-årige Asger Bust således:

- Asger er en bundsolid defensiv midtbanespiller, som løber mange meter og erobrer mange bolde. Desuden har han via hårdt arbejde og stor omtanke i sine aktioner bygget på i det offensive spil, så han efterhånden er blevet en boldfast spiller. Som spiller minder Asger meget om den tidligere AaB-spiller Lars Thomsen, siger Jacob Larsen.

Asger Bust, der er kommet til AaB fra Thisted FC, får trøje nummer 24, mens Oliver Abildgaard og Jannik Pohl vil bære henholdsvis trøje nummer 27 og 29.

Inklusive Thomas Enevoldsen og Nicklas Helenius hvis lejeaftaler udløber 30. juni, har 16 ud af 27 spillere i AaB’s Alka Superligatrup spillet ungdomsfodbold for Hele Nordjyllands Hold.

'