To Thomsen-træffere sikrer sejr

10. april 2016 kl. 15:04

Dermed konsoliderede AaB sin andenplads i Alka Superligaen, og dagens gevinst var tredje betydende sejr i træk.

Hobro-AaB-2I forhold den seneste udfordring i tirsdags mod FC Roskilde havde AaB fire ændringer i startformationen, hvor Patrick Kristensen, Rasmus Jönsson, Oliver Abildgaard og Lukas Spalvis afløste Gilli Rólantsson, Frederik Børsting, Rasmus Würtz og Jannik Pohl.

Opgøret åbnede ganske livligt med initiativer fra begge lejre, men værterne havde første farlige forsøg, da Mayron George i det ottende minut sendte et langskud tæt over tværribben.

Værterne lykkedes med at bringe meget fysisk spil ind i kampen, hvorfor AaB blev stresset til unødvendige fejl, og Hobro var igen nærgående midtvejs i halvlegen efter et langt indkast.

Mod slutningen af halvlegen fik AaB dog bedre fat, og Thomas Enevoldsen sendte otte minutter før pausen holdets første farlige forsøg over mål, mens det var endnu tættere på en scoring to minutter senere, hvor dystens første reelle chance opstod, da Nicolaj Thomsen førte bolden frem i en omstilling og serverede for Lukas Spalvis, men alene med Jesper Rask trak Hobro-keeperen det længste strå.

Hobro-AaB-520192602På en dag hvor den spillemæssige kvalitet lod meget tilbage at ønske blev anden halvleg også en fysisk fight, men AaB formåede dog at holde de takter, første halvleg var sluttet med.

Gode AaB-momenter førte efter 54 minutter til et giftigt indlæg fra Jakob Blåbjerg, men ingen nåede frem til bolden, og stadig diskede for mange af AaB’s spillere offensivt op med for mange dårlige løsninger.

En solid defensiv formåede imidlertid at holde hjemmeholdet fra fadet, og AaB’s føringsmål kom i det 62. minut, da kuglen lidt tilfældigt havnede hos Nicolaj Thomsen, som eksekverede smukt med en hård, flad og præcis indersideafslutning i det fjerneste målhjørne uden chance for Jesper Rask.

I fortsættelsen fastholdt AaB-defensiven sit jerngreb, og med et kvarter igen blev føringen fordoblet, da Thomas Enevoldsen først testede Jesper Rask med en kvalificeret afslutning, hvorfra riposten havnede hos Nicolaj Thomsen, der gentog kunststykket fra den første fuldtræffer.

Hobro-AaB-520205810Således kunne AaB cruise tre vigtige point hjem til Aalborg, og sejren var i tillægstiden tæt på at blive endnu større, men Jesper Rask reddede fra indskiftede Jannik Pohl i en ellers gunstig position.

Dermed er der alt at spille for i Alka Superligaens ni sidste spillerunder, men førstkommende opgave for AaB er onsdag aftens spændende semifinale i DBU Pokalen på Nordjyske Arena mod AGF. Køb i forsalg din billet her.

Matchfacts – Alka Superligaen, 24. spillerunde
Hobro I.K.-AaB  0-2 (0-0)
62. min 0-1 Nicolaj Thomsen, 75. min 0-2 Nicolaj Thomsen.
Advarsler Hobro I.K.: Martin Mikkelsen (27), Kasper Povlsen (65), Jesper Bøge (81).
Advarsler AaB: Ingen.
3.457 tilskuere på DS Arena.

Hobro I.K. (3-4-1-2): Jesper Rask, Babajide Ogunbiyi, Anders Egholm, Michael Christensen, Jesper Bøge, Kasper Povlsen, Jonas Brix-Damborg (71: Hans Henrik Andreasen), Martin Mikkelsen, Wilfried Domoraud, Mayron George (63: Quincy Antipas), Anders Holvad (71: Rasmus Lynge Christensen).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Kenneth Emil Petersen, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg (76: Gilli Rólantsson), Rasmus Jönsson (63: Frederik Børsting), Oliver Abildgaard, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Thomas Enevoldsen, Lukas Spalvis (80: Jannik Pohl).

Dommer: Peter Kjærsgaard.

'