To Ene-træffere sender AaB på tredjepladsen

6. november 2015 kl. 19:55

Selvom AaB udover målene havde to forsøg på træværket, var sejren ikke uheldig, og især var marginalerne på AaB’s side fire minutter før tid, da Tommy Bechmanns tilsyneladende korrekte hovedstødsudligning blev vinket offside af linjedommeren.

SJE-AaB 061115-1I forhold til opgøret i søndags mod Hobro I.K. havde AaB en enkelt ændring i startformationen, hvor Jakob Blåbjerg afløste Jakob Ahlmann.

Værterne fra SønderjyskE startede optimistisk, men kampens første forsøg lod vente på sig til det ottende minut, hvor Jeppe Somonsen efter en omstilling forsøgte sig et par meter uden for straffesparksfeltet, men afslutningen gik ufarligt i hænderne på AaB-keeper Nicolai Larsen.

AaB havde også sine momenter og blev efterhånden overladt det meste af initiativet i en generelt søvnig første halvleg.

Første farlige aktion for AaB kom i det 14.minut, hvor fint opspil med Thomas Enevoldsen, Frederik Børsting og Henrik Dalsgaard som stationer gav plads til to mand i skudposition på kanten af feltet, men tøven betød, at ingen fik sendt læderet mod mål.

SJE-AaB 061115-3Knap midtvejs i halvlegen havde hjemmeholdets Andreas Oggesen en god solotur, som fra kantet af straffesparksfeltet blev afsluttet med et hårdt fladt spark i sidenettet.

AaB savnede både bevægelse og præcision, og inden for et minut var SønderjyskE nærgående to gange, da først Jeppe Simonsen totalt mistimede sin berøring i en gunstig position, mens Nicolai Madsen få øjeblikke senere blot manglede få centimeter for at nå frem til bolden efter et forlænget langt indkast.

Fem minutter før pausen udnyttede AaB imidlertid sin første chance, da Frederik Børsting brød bolden på midterlinjen, inden Thomas Enevoldsen blev sat i scene i højre side af feltet, hvorfra Enevoldsen med et tørt fladt spark sendte kuglen i netmaskerne ved den forreste stolpe hos SønderjyskE-målmand Marin Skender.

SJE-AaB 061115-2AaB kontrollerede begivenhederne indtil pausen, og det var endda også tæt på en fordobling af føringen, da Kenneth Emil Petersens hovedstød efter hjørnespark i det 43. minut blev blokeret få meter fra mållinjen.

Anden halvleg åbnede som første sluttede med AaB i teten, og det var tæt på scoring efter 52 minutter, hvor AaB fandt velkendt mellemrum mellem kæderne, så Nicolaj Thomsen kunne sætte Henrik Dalsgaard op, men Marin Skender reddede skuddet fra sidstnævnte.

To minutter senere opstod lidt tilfældigt et giftigt tilbud til SønderjyskE, men Jakob Blåbjerg fik i sidste øjeblik blokeret afslutningen fra Silas Songani.

Dette var dog startskuddet til gode SønderjyskE-minutter, og i to tilfælde var man særdeles tæt på – i begge tilfælde med et langt indkast som oplæg.

SJE-AaB 061115-4AaB havde igen svært ved at sættte kombinationerne sammen, ligesom værterne vandt de fleste nærkampe, og i det 61. minut leverede Tommy Bechmann forarbejdet for Andreas Oggesen, der sendte sin afslutning tæt forbi den fjerneste stolpe.

På næste angreb svarede AaB imidlertid hurtigt igen, da Frederik Børsting blev spillet fri i højre side af feltet, og med et kvalificeret hårdt skud fik Børsting også afsluttet, men Marin Skender fik med en refleks slået bolden op på stolpen og i spil igen.

Selvom AaB havde haft muligheder for at udbygge føringen, så var det ikke ufortjent, da SønderjyskE i stedet udlignede i det 65. minut, hvor Pierre Kanstrup nåede foran Kenneth Emil Petersen og fra 10-12 meter headede bolden over Nicolai Larsen.

SJE-AaB-061115-6Prompte tog AaB dog igen føringen, da bolden efter at være blevet givet op havnede i venstre hos Jakob Blåbjerg, der med et perfekt indlæg fandt Thomas Enevoldsen, der lige så eminent headede AaB foran 2-1.

Med et kvarter igen var det også tæt på et hattrick, da Lukas Spalvis’ tværpasning havde retning mod en fri Thomas Enevoldsen, men SønderjyskE-defensiven nåede tilbage og fik eksekveret til hjørnespark.

I den modsatte ende modstod AaB presset indtil det 86. minut, hvor Tommy Bechmann fik headet i mål, men som nævnt indledningsvis blev scoringen forkert annuleret.

Efterfølgende var Henrik Dalsgaard tæt på at cementere sejren for AaB, men drønet med højrebenet klaskede mod sammenføjningen.

To træffere viste sig heldigvis nok til at sikre AaB’s sjette sejr i de seneste syv betydende kampe, og næste udfordring er hjemmekampen på Nordjyske Arena mod Randers FC mandag den 23. november.

Husk at AaB donerer 1 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Nordjyske Arena til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2015 går ubeskåret til The Back To Life Project, som efter efterårets syv første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 52.219 kr. Køb i forsalg din billet her.

Matchfacts – Alka Superligaen, 15. spillerunde
SønderjyskE-AaB  1-2 (0-1)
40. min 0-1 Thomas Enevoldsen, 65.min 1-1 Pierre Kanstrup, 66.min 1-2 Thomas Enevoldsen.
Advarsler SønderjyskE: Andreas Oggesen (16), Nicolai Madsen (22).
Advarsler AaB: Rasmus Jönsson (88), Nicolai Larsen (90).
3.855 tilskuere på Sydbank Park.

SønderjyskE (4-4-2): Marin Skender, Marc Pedersen, Pierre Kanstrup, Søren Mussmann, Joao Pereria, Silas Songani, Nicolai Madsen, Janus Drachmann, Andreas Oggesen (76: Baldur Sigurdsson), Tommy Bechmann, Jeppe Simonsen (87: Kees Luijckx) .

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Frederik Børsting (69: Mathias Thrane), Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Thomas Enevoldsen (89: Gilli Rólantsson), Lukas Spalvis (84: Rasmus Jönsson).

Dommer: Jakob Kehlet.

'