Ta’ med på opturen!

24. februar 2011 kl. 12:43

AaB på optur – i hele Nordjylland
Således vil man i løbet af foråret hele seks gange kunne møde AaB’s Superliga-trup, når der enten trænes eller spilles reserveholdskampe i hele regionen.

- Som hele Nordjyllands fodboldflagskib mener vi, det er vigtigt, at vi kommer ud og viser flaget i regionen og møder de mennesker, der støtter os, lyder det fra sportsdirektør Lynge Jakobsen.

Til hvert af de seks besøg vil man kunne møde AaB’s spillere og se dem træne eller spille reserveholdskampe. Hertil kommer muligheden for at få autografer, møde AaB-maskotterne Buller og Theodor samt ikke mindst at få en opturs-”goodiebag” fra AaB’s opturspartnere med bl.a. McDonald’s gavekort, Faxe Kondi, stickers, frugt, T-shirt, AaB-billetter m.m.

De første tre besøg er allerede planlagt og vil finde sted i Hirtshals søndag den 6. marts, i Frederikshavn mandag den 14. marts og i Thisted tirsdag den 5. april. Senere vil yderligere tre nordjyske byer blive tilføjet kalenderen.

Opturen på TV og Facebook
”Ta’ med på opturen” understøttes af en TV- og radiokampagne, der op til hver hjemmekamp på Energi Nord Arena vil opfordre alle fodboldinteresserede i Nordjylland om at støtte AaB til sejre på Energi Nord Arena.

Information om de forskellige events samt billeder m.m. vil også kunne ses på Facebook, hvor man også kan vise sin støtte til AaB, dele sine optursfotos m.m.