Spalvis-brag sender AaB på førstepladsen

5. april 2014 kl. 19:21

Lukas Spalvis blev dobbelt målscorer og matchvinder otte minutter før tid, mens også Nicolaj Thomsen kom på måltavlen for AaB, der med otte spillerunder igen indtager førstepladsen et point foran FC Midtjylland.

Thomsen1I forhold til opgøret i søndags mod FC København havde AaB to ændringer i startformationen, hvor Anders Due og Rasmus Jönsson afløste Jakob Ahlmann og Søren Frederiksen.

Fra første minut lagde værterne et forventet aggressivt pres på AaB, og første store chance kom allerede i det andet minut, hvor den tidligere AaB’er Morten Duncan Rasmussen headede Rilwan Hassan blank, men helflugteren gik lige på AaB-keeper Nicolai Larsen.

I de indledende ti minutter fik AaB ikke sat mange afleveringer sammen i træk, og Rilwan Hassan testede igen Nicolai Larsen, før AaB truede første gang, da en særdeles velspillende Rasmus Jönsson gled igennem og afsluttede lige på FC Midtjylland-målmand Jonas Lössl.

Bare to minutter senere blev chancen endnu større til AaB, da Nicolaj Thomsen serverede en friløber til Kasper Risgård, som imidlertid tabte den direkte duel med Jonas Lössl.

I det 12. minut var Nicolai Larsen for tredje gang på plads over for Rilwan Hassan, men blot to minutter senere kom alligevel den på det tidspunkt fortjente føringstræffer til hjemmeholdet, da Sylvester Igboun med et godt træk og en lige så fin afslutning sendte læderet i netmaskerne.

Herfra satte AaB sig imidlertid på udviklingen, og udligningen kom i det 19. minut, hvor Rasmus Jönsson stod for et fænomenalt forarbejde til Nicolaj Thomsen, der scorede til 1-1 via indersiden af stolpen.

Nicolai Larsen1Blot to minutter senere kunne AaB have taget føringen, da Rasmus Jönsson var oplægger til Kasper Kusk, hvis skudforsøg blev rettet af op på overliggeren.

I den usædvanligt livlige forestilling var Anders Due på et direkte frispark efter 24 minutter centimeter fra scoring, mens Marco Larsen i den modsatte ende to minutter senere headede et udmærket tilbud langt forbi.

I det 29. minut bragte AaB sig efter et smukt angreb i front, da Lukas Spalvis klinisk udnyttede den sidste pasning fra Kasper Kusk.

Fem minutter senere fik Kasper Risgård igen muligheden, men Jonas Lössl afværgede for hjemmeholdet.

Spalvis_FCKAaB fortsatte dog ufortrødent de imponerende takter, og seks minutter før pausen stod Rasmus Jönsson bag endnu et eminent forarbejde, som Lukas Spalvis dog alene med Lössl sendte marginalt forbi den nærmeste opstander.

Anden halvleg nåede aldrig samme spillemæssige højder, og Nicolai Larsen var vågen over for en god mulighed til Morten Duncan Rasmussen i det 48. minut.

Samme Duncan headede efterfølgende i sidenettet, men AaB svarede igen efter en times spil, da Kasper Kusks hælaflevering gav plads til Patrick Kristensen, men tæt under mål fik Jonas Lössl reddet.

FC Midtjylland appellerede efter 71 minutter for straffespark, men udligningen kom i stedet tre minutter senere, da Pione Sisto fandt værternes bedste spiller Petter Andersson i venstre side af straffesparksfeltet, hvorfra han fladt passerede Nicolai Larsen.

Efterfølgende fik Patrick Kristensen afværget en farlig situation, inden AaB afgjorde dysten otte minutter før tid, hvor Anders Dues perfekte indlæg kontrolleret blev flugtet hårdt i mål af Lukas Spalvis.

I slutminutterne forsøgte FC Midtjylland sig med flere høje bolde, men den solide AaB-defensiv afviste alt, så tre værdifulde point blev sikret.    

Næste opgave for AaB er onsdag aftens anden semifinale i DBU Pokalen mod AC Horsens. Køb i forsalg din billet for en halvtredser til kampen her.

Matchfacts – Superligaen, 25. spillerunde
FC Midtjylland-AaB  2-3 (1-2)
14. min 1-0 Sylvester Igboun, 19. min 1-1 Nicolaj Thomsen, 29. min 1-2 Lukas Spalvis, 74. min 2-2 Petter Andersson, 82. min 2-3 Lukas Spalvis.
Advarsler FC Midtjylland: Kristian Bach Bak (86), Sylvester Igboun (90).
Advarsler AaB: Rasmus Würtz (71), Rasmus Thelander (88).
11.535 tilskuere på MCH Arena.

FC Midtjylland (4-1-4-1): Jonas Lössl, Kristian Bach Bak, Patrick Banggaard, Francis Dickoh (46: Kolja Afriyie), Jesper Juelsgård, Jakob Poulsen, Rilwan Hassan (67: Pione Sisto), Marco Larsen, Petter Andersson (83: Tim Janssen), Sylvester Igboun, Morten Duncan Rasmussen.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Anders Due, Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Kasper Risgård (83: Thomas Augustinussen), Nicolaj Thomsen (87: Søren Frederiksen), Rasmus Jönsson (70: Jeppe Curth), Lukas Spalvis.

Dommer: Lars Christoffersen.

'