Sejr til U/19 i Randers

27. februar 2017 kl. 10:48

U/19: 3-2 udesejr over Randers Freja

Lørdag gik forårssæsonen i gang for U/19 Liga, der med et sejrsmål i sidste minut slog Randers Freja med 3-2 på udebane. 

AaB var kampen igennem bedre end Randers Freja. Men selvom holdet stod godt i sin organisation, betød for mange indviduelle boldtab, at kampen fik en urolig indledning. 

Trods de tekniske vanskeligheder bragte AaB sig foran efter en god omstilling i kampens 34. minut. Anders Harpøth Østergaard sendte en bold i dybden til Marco Ramkilde. Ramkilde oversprintede sin direkte modstander og lagde bolden ind til Wessam Abou Ali, der kunne sende bolden i nettet til 1-0.Wessam Abou Ali 

Efter pausen kom AaB bedre ud og udbyggede føringen til 2-0 efter 48 minutter. Igen stod Wessam Abou Ali for scoringen. 

Men selvom AaB havde overtaget i kampen, stod der pludselig 2-2. To personlige fejl i forsvaret, hvor tilbagelægninger blev opsnappet af modstandernes angribere, resulterede først i en reducering efter 56 minutter og siden i en udligning efter 60 minutter.

AaB pressede på mod slutningen, og i 90. minut kom sejrsmålet. Wessam Abou Ali snørede to modspillere og fandt Marco Ramkilde, som fra en svær vinkel sparkede bolden højt i mål til 3-2. 

- Generelt er vi bedre end Randers Freja, selvom vi smider for mange bolde i første halvleg og ikke spiller en rigtig AaB-kamp. Anden halvleg kommer vi bedre ud til, og det er egentlig ulogisk, at de får udlignet. Vi får lagt tryk på til sidst og sidder med en fornemmelse af, at chancerne nok skal komme, inden vi scorer et rigtig fint sejrsmål, siger U/19-træner Lars Stensgaard, der glæder sig over sejren. 

- Det er en pivvigtig sejr. I forhold til tabellen lå vi før kampen i et dødvande. Nu har vi krog i midterfeltet. Det er også vigtigt at komme godt i gang fra første fløjt. Endelig er det også vigtigt, at vi vinder med en holdpræstation, hvor det er vores organsation, der dominerer mere end enkelte detaljer fra spillerne. Det lignede mere en seniorkamp frem for en ungdomskamp, siger Lars Stensgaard. 

U/19-holdet spiller næste kamp på hjemmebane mod FCK lørdag 4. marts klokken 17.15. 

U/17: 2-2 ude mod Randers Freja

U/17 Liga startede også foråret på udebane mod Randers Freja, men her blev det trods overtag i spil og chancer blot til uafgjort for AaB. 

AaB var spildominerende, men alligevel bragte hjemmeholdet sig foran efter 9 minutter. Et frisparksindlæg blev eksekveret med et hovedstødsmål, og så var Randers Freja foran 1-0. 

Efter 29 minutter udlignede AaB fortjent ved Lukas Klitten, der køligt satte scoringen ind efter et fikst oplæg af Nicolai Laursen. Lukas-Klitten

AaB fortsatte sin dominans efter pausen, men kom igen bagud. Denne gang var AaB uopmærksomme på en bold, der passerede gennem feltet, og i bagerste område blev den knaldet i netmaskerne til 2-1 efter 62 minutter. 

Fire minutter senere faldt kampens sidste scoring. Lukas Klitten og Mikkel Kaufmann fik med flot bandespil broderet sig vej gennem Randers Freja, inden Mikkel Kaufmann sendte den flotte udligning i kassen. 

- Randers Freja stod godt organiseret på egen banehalvdel. Det gjorde opgaven rigtig svær for os, fordi vi skulle brodere os igennem 11 spillere på egen banehalvdel, siger U/17-træner Adam Harell. 

- Overordnet set spiller vi godkendt, men vi ville gerne have skabt flere chancer og scoret flere mål. Så det er en følelse af ærgrelse, vi står med nu. Omvendt kom vi bagud to gange, og spillet bød på flere gode sekvenser, hvilket også giver fortrøstning, selvom kampen ender uafgjort, siger han. 

U/17-holdets næste kamp er hjemme mod FCK tirsdag 7. marts klokken 14.30. 

'