Remis i svensk test
På midtbanen viste tilbagevendte Thomas Augustinussen fra første fløjt, at han alene med sin energi og pondus er en klar forstærkning for AaB.
Første farlige forsøg opstod i det tredje minut, hvor en hurtig AaB-omstilling banede vejen for et Jeppe Curth-oplæg til Mathias Wichmann, hvis afslutning den svenske keeper fik afværget ved roden af den ene målstolpe.
I centrum var Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen meget dominerende, men det var værterne, der lidt uventet tog føringen, da Jonas Bjurström fra kanten af straffesparksfeltet sendte bolden i netmaskerne
Scoringen ændrede imidlertid ikke ved AaB’s dominans, og udligningen kom efter et flot angreb i det 18. minut, hvor Rasmus Würtz erobrede læderet, som blev sendt ud til venstre til Dennis Marshall, der nydeligt gled af på en tackling, inden bolden med et præcist indlæg blev sendt retur til den fremstormende Rasmus Würtz, der headede AaB på 1-1.
Fire minutter senere truede Ronnie Schwartz hjemmeholdets bageste skanse, og efter 23 minutter fik BK Häcken på selve mållinien sparket Jeppe Curths hovedstød ud af farezonen efter en god hjørnesparksbold fra Mathias Wichmann.AaB havde højt tempo i sit spil, og momentvis så man prøver på nydeligt positionsspil.
11 minutter før pausen var det igen tæt på AaB-føring, da Thomas Augustinussen samlede en returbold op, hvorefter bolden med en firsttimer blev sendt på overkanten af overliggeren.
Også Rasmus Würtz og igen Ronnie Schwartz havde gode forsøg, men AaB måtte nøjes med 1-1 ved pausen.
I anden halvleg var det hjemmeholdet, der kom bedst fra land, og efter 49 minutter headede Vinicius en stor chance forbi mål.
Uden at det nåede første halvlegs højder, som fik AaB langsomt bedre fat, og 20 minutter før tid gled Patrick Kristensen igennem, men målmanden fik afværget skudforsøget.
I stedet tog AaB føringen i det 79. minut, hvor Nicklas Helenius erobrede bolden på kanten af værternes straffesparksfelt, inden læderet blev sendt videre til Louay Chanko, der efter et enkelt træk sendte bolden i mål med et fladt spark i det lange hjørne.AaB havde godt styr på begivenhederne, men to minutter før tid, fik målmand Karim Zaza glimrende dykket ned i fødderne på en fremstormende angriber.
Desværre kom udligningen alligevel på kampens sidste spark, da et direkte frispark blev sendt i nettet hos en ikke helt sagesløs Karim Zaza.
AaB’s femte test spilles på udebane mod FC Hjørring onsdag den 9. februar.
Matchfacts – testkamp, Valhalla Idrottsplats i Göteborg
BK Häcken-AaB 2-2 (1-1)
7. min 1-0 Jonas Bjurström, 18. min 1-1 Rasmus Würtz, 79. min 1-2 Louay Chanko, 90. min 2-2 Jonas Bjurström.
AaB (4-4-2): Karim Zaza, Lasse Nielsen, Kenneth Emil Petersen, Kjetil Wæhler (46: Patrick Kristensen), Dennis Marshall (82: Jens-Kristian Sørensen), Louay Chanko, Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen (46: Daniel Christensen), Mathias Wichmann (68: Ibekwe Chijioke), Jeppe Curth, Ronnie Schwartz (46: Nicklas Helenius).