Pohl matchvinder mod BK Häcken

27. januar 2017 kl. 17:51

I momenter viste AaB undervejs glimrende takter, og spillemæssigt blev opgøret det indtil videre bedste under cheftræner Morten Wieghorst.

BKH5AaB åbnede dysten særdeles stærkt, og allerede i det andet minut fik Edison Flores en god mulighed, men peruvianeren fik ikke ordentligt ramt på sin flugter med venstrebenet.

Straks efter forsøgte Frederik Børsting sig mod svenskernes målmand Jonathan Rasheed, mens Alexander Farnerud havde udeholdets første forsøg, da han sendte en frisparksmulighed over mål.

Første tilbud til udeholdet tilfaldt Alhassan Kamara, men hovedstødet i det syvende minut blev for svagt.

I fortsættelsen trykkede AaB på, og både Frederik Børsting og Jakob Ahlmann forsøgte sig, mens Jannik Pohl med sin pågåenhed var en evig trussel i front.

Midtvejs i halvlegen fik BK Häcken bedre fat, og Gustav Berggren havde en udmærket afslutning, men øjeblikket senere var chancen endnu større i den modsatte ende, da Joakim Mæhle med en præcis bold fandt Frederik Børsting, der desværre fik headet retur på tværs af målet.

BKH2Efter 33 minutter var det Alexander Farnerud, der tvang AaB-keeper Nicolai Larsen til en god aktion, og tre minutter senere bragte AaB sig i stedet foran, da Rasmus Thellufsen nydeligt sendte Jannik Pohl alene igennem, og i duellen med Jonathan Rasheed chippede AaB-angriberen elegant læderet i netmaskerne.

Resten af halvlegen var AaB igen i kontrol, hvilket også var tilfældet i anden halvlegs indledning, indtil indskiftede Ivan Lucic i det 59. minut måtte levere en stor redning fra en fri Nasiru Mohammed.

Blot fire minutter gik der, før det var Casper Sloth til at misbruge en gylden chance på en nedfaldsbold i feltet, og efterfølgende truede både Rasmus Thellufsen, Marco Meilinger og Jannik Pohl for AaB.

I slutfasen måtte Ivan Lucic redde endnu engang, mens Sebastian Grønning fem minutter før tid fik opgørets sidste store chance, men hovedstødsafslutningen blev for upræcis.

BKH4Søndag rejser AaB på træningslejr i Portugal, hvor et andet svensk hold, Örebro SK, tirsdag aften er første modstander.

Matchfacts – testkamp
AaB-BK Häcken  1-0 (1-0)
36. min 1-0 Jannik Pohl.

AaB (4-4-1-1): Nicolai Larsen (46: Ivan Lucic), Joakim Mæhle, Markus Holgersson (73: Kasper Pedersen), Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann (73: Patrick Kristensen), Edison Flores (46: Marco Meilinger), Rasmus Würtz, Casper Sloth (81: Magnus Christensen), Frederik Børsting, Rasmus Thellufsen (73: Oliver Abildgaard), Jannik Pohl (81: Sebastian Grønning).

'