Hyld de danske mestre søndag aften

11. maj 2014 kl. 19:31

Efter 0-0 mod FC Vestsjælland er AaB hermed danske mestre for fjerde gang på 19 år.

AaB-bussen med spillere og trænerteam vil søndag aften bevæge sig fra Slagelse mod Aalborg, hvor man forventer at ankomme omkring kl. 23.30.

Her vil AaB-spillerne blive transporteret direkte til Heidis Bierbar i Jomfru Anes Gård, der danner rammen om den spontane hyldest af spillerne, så kig forbi og vær med til at fejre det danske mesterskab.

Grundet hensynet til torsdagens finale i DBU Pokalen vil AaB-spillerne være til stede frem til cirka kl. 2.30.

Efter næste søndags kamp mod AGF på Nordjyske Arena vil der på banen være overrækkelse af DM-pokalen og guldmedaljer, hvorefter hele spillertruppen og trænerteam vil blive kørt i åben bus gennem Aalborgs gader, hvor man blandt andet skal på officielt besøg på Aalborg Rådhus på Gammeltorv.

Nærmere information om bustur, rute m.m. følger i de kommende dage her på aabsport.dk og på AaB’s officielle Facebook-side.

'