Godkendt AaB-indsats i nederlag mod Shakhtar

7. februar 2015 kl. 20:44

Som forventet indledte det ukrainske stjernehold med at dominere, men det var Frederik Børsting, der i det fjerde minut havde opgørets første afslutning.

sd3Minuttet senere burde Shakhtar dog have bragt sig i front, da man kombinerede sig flot og let igennem AaB-forsvaret, men Luiz Adriano sendte den store mulighed forbi mål.

Få øjeblikke efter reddede AaB-keeper Nicolai Larsen en afslutning fra Douglas Costa efter en hurtig omstilling, men efterhånden kom AaB spillemæssigt bedre med i dysten, og Frederik Børsting fik i det 11. minut med stor energi slidt sig til en god skudchance, men bolden gik fladt forbi den fjerneste opstander.

Ilsinho og Vyacheslav Shevchuk havde i fortsættelsen ufarlige forsøg for Shakhtar Donetsk, mens Frederik Børsting i den modsatte ende sendte Henrik Dalsgaards forarbejde forbi fjerneste målhjørne.

sd4Også Kasper Risgård var nærgående, mens Alex Teixeira var det samme for ukrainerne, inden AaB smukt bragte sig i front i det 33. minut, hvor et tålmodigt angreb endte med en smart pasning fra Nicolaj Thomsen til Nicklas Helenius, der udplacerede Andriy Pyatov i Shakhtar-målet.

I resten af halvlegen kontrollerede AaB fint begivenhederne, men det var alligevel tæt på en udligning, da Jakob Blåbjerg et minut før pausen var uheldig at forære en skudchance til Luiz Adriano, hvis forsøg gik fladt forbi fjerneste stolpe.

Bare et minut efter pausen kom Shakhtar Donetsk alligevel på omgangshøjde, da et indlæg fra højre fornemt blev helflugtet højt i netmaskerne af Taison.

sd6Og blot syv minutter senere scorede Shakhtar også igen, da man i en farlig position stjal kuglen fra Kasper Risgård og med en kvik pasning frispillede Luiz Adriano, der med en knaldhård inderside klinisk hamrede bolden fladt over i modsatte hjørne til 2-1.

AaB fik dog overvundet chokstarten på anden halvleg, og Kasper Risgård forsøgte sig, før det efter 57 minutter unægtelig lignede et straffespark, da Rasmus Jönsson blev stemplet et par meter inde i straffesparksfeltet, men på forunderlig vis fik den spanske dommer flyttet bolden uden for feltet til et frispark til AaB.

Kasper Risgård havde endnu et forsøg for AaB, inden Luiz Adriano i det 71. minut headede et stort tilbud til Shakhtar forbi mål.

sd1AaB’s sidste chance for udligning kom syv minutter før tid, da Kasper Pedersen mødte frisparksindlægget fra Andreas Blomqvist, men hovedstødet passerede på tværs af målet.

Dermed blev det ved 2-1 til Shakhtar Donetsk, der om blot ti dage møder Bayern München i ottendedelsfinalen i UEFA Champions League.

AaB har 12 dage til sin første kamp mod Club Brugge, og dagens test kan kun bidrage til optimismen.

Søndag trænes der igen to gange, mens mandag byder på turens tredje testkamp, når Torpedo Moskva er modstanderen på Pinatar Arena.

Matchfacts – testkamp på Pinatar Arena
AaB-Shakhtar Donetsk  1-2 (1-0)
33. min 1-0 Nicklas Helenius, 46. min 1-1 Taison, 53. min 1-2 Luiz Adriano.
 
AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander (59: Kasper Pedersen), Jakob Blåbjerg (59: Patrick Kristensen), Frederik Børsting (76: Mathias Thrane), Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen (81: Andreas Blomqvist), Nicklas Helenius (46: Rasmus Jönsson), Anders K. Jacobsen (76: Viktor Ahlmann).

'