Første sæsonnederlag til AaB

3. august 2015 kl. 20:52

Dermed blev sæsonens første nederlag en realitet, hvilket afslutningen på opgøret gav grund til at ærgre sig over.

FCN-AaB3-030815I forhold til den seneste Alka Superligakamp mod Hobro I.K. havde AaB en enkelt ændring i startformationen, hvor Andreas Bruhn afløste Thomas Enevoldsen.

Tempofyldte og livlige indledende ti minutter havde de på forhånd pointløse værter som det mest agressive mandskab, men efterhånden fik AaB mere ro på bolden.

Den første mulighed tilfaldt udeholdet, da Kenneth Emil Petersen med en skarp lang fremlægning efter et kvarter frispillede Nicolaj Thomsen, der nok selv burde have afsluttet det fine tilbud i stedet for at forsøge aflveringen på tværs til Nicklas Helenius, hvilket FVN-forsvaret fik afværget.

Blot to minutter senere opstod den første chance i den modsatte ende, da Jakob Blåbjerg mistede bolden omkring midterlinjen, hvilket øjeblikkeligt startede et kontrastød til FC Nordsjælland, men heldigvis sendte Joshua John sin store skudmulighed over målrammen.

FCN-AaB6 030815Fem minutter senere tog hjemmeholdet alligevel føringen, da et indlæg fra højre ramte Jakob Blåbjerg og dumpede ned til en fri Bruninho, der klinisk passerede AaB-keeper Nicolai Larsen.

Herfra mistede AaB tempo i spillet, som blev alt for stillestående og stereotypt, men Andreas Bruhn stod dog for dystens næste afslutning, da indlægget fra Jukka Raitala blev sendt et godt stykke forbi den fjerneste stolpe.

FC Nordsjælland virkede farligere i det 36. minut, da David Moberg Karlsson forsøgte sig efter en god aktion, men Nicolai Larsen havde læst afslutningen.

To minutter senere var Nicolai Larsen igen på plads – denne gang med en flot redning – da Bruninho fornemt forsøgte sig med et overrumplende saksespark.

FCN virkede således til at have fint fat i kampen, men tre minutter før pausen fik AaB dog halvlegens sidste mulighed, da nydeligt opspil af Henrik Dalsgaard og Kasper Risgård serverede læderet for Nicolaj Thomsen, hvis firsttimer imidlertid gik langt over mål.

FCN-AaB5-030815Anden halvleg bød inden for det første kvarter på nærgående forsøg fra både David Moberg Karlsson, Andreas Maxsø og Emiliano Marcondes, og AaB savnede i denne fase i den grad kvalitet i tingene.

Indskiftningen af Thomas Enevoldsen og Lukas Spalvis efter 64 minutter gav fornyet energi, og bare to minutter senere sendte Kasper Risgård med en god pasning Nicolaj Thomsen alene igennem, men trækket uden om David Jensen blev mistimet, hvorfor FCN-målmanden kunne afværge situationen.

Straks efter sendte Lukas Spalvis en flugter forbi den ene opstander, mens AaB’s offensive satsning gav plads til en stor skudchance til Joshua John, hvis afslutning gik få centimeter forbi det fjerneste målhjørne.

Med 12 minutter igen burde AaB dog have udlignet, da et nydeligt angreb havnede hos Thomas Enevoldsen, der afleverede skråt bagud til en blank Rasmus Jönsson, der desværre sendte læderet over mål.

Med syv minutter igen kom AaB endnu tættere på, da Thomas Enevoldsen hamrede bolden mod sammenføjningen, og i stedet fordoblede FC Nordsjælland to minutter senere føringen, da Marcus Ingvartsen fik plads mellem Jakob Blåbjerg og Jukka Raitala til at score hos Nicolai Larsen.

I kampens sidste minut fik Kasper Risgård reduceret, men i de fire minutters tillægstid kom AaB aldrig tæt på en udligning.

Næste opgave for AaB er hjemmekampen på Nordjyske Arena om en uge mod FC Midtjylland. Køb i forsalg din billet her.

Matchfacts – Alka Superligaen, 3.spillerunde
FC Nordsjælland-AaB  2-1 (1-0)
22. min 1-0 Bruninho, 85. min 2-0 Marcus Ingvartsen, 90. min 2-1 Kasper Risgård.
Advarsel FC Nordsjælland: Emiliano Marcondes (77).
Advarsler AaB: Lukas Spalvis (67), Jukka Raitala (90), Henrik Dalsgaard (90).
3.267 tilskuere på Farum Park.

FC Nordsjælland (4-2-3-1): David Jensen, Adam Örn Arnarson, Pascal Gregor, Andreas Maxsø, Patrick Mtiliga, Gudmundur Thorarinsson, Martin Vingaard, David Moberg Karlsson (82: Oliver Thychosen), Emiliano Marcondes (90: Souheib Dhaflaoui), Joshua John, Bruninho (72: Marcus Ingvartsen).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Jakob Blåbjerg, Jukka Raitala, Andreas Bruhn (64: Thomas Enevoldsen), Rasmus Würtz, Kasper Risgård (75: Oliver Abildgaard), Nicolaj Thomsen, Rasmus Jönsson, Nicklas Helenius (64: Lukas Spalvis).

Dommer: Jens Maae.

'