Enevoldsen matchvinder i intens fight

8. marts 2015 kl. 21:27

Med de tre point har de forsvarende danske mestre fået kontakt med tredjepladsen, som efter 20 spillerunder indehaves af netop Randers FC, der har tre point flere end AaB.

Randers12I forhold til torsdagens kvartfinale i DBU Pokalen mod Esbjerg havde AaB tre ændringer i startformationen, hvor Rasmus Thelander, Rasmus Jönsson og Anders K. Jacobsen erstattede Kasper Pedersen, Andreas Blomqvist og Nicklas Helenius.

Spillemæssigt var gæsterne i de første 20-25 minutter klart bedst, men det var AaB, der først viste farlighed, da Anders K. Jacobsen i det 12. minut efter på fremragende vis at have afdriblet tre mand hamrede bolden fladt på indersiden af stolpen.

På det efterfølgende hjørnespark kom også føringsmålet, da en kort variant skabte et indlæg fra Thomas Enevoldsen og efterfølgende to vundne dueller i luften af Thomas Augustinussen og Rasmus Thelander, så Kenneth Emil Petersen fra tæt hold kunne brage AaB i front.

Udligningen kom dog allerede to minutter senere, hvor et fladt indlæg fra Alexander Fischer resolut blev sparket i netmaskerne af Mikael Ishak.

Randers06I det 25. minut fik Rasmus Thelander med en regulær ishockeytackling blokeret bolden, da Nicolai Poulsen flugtede mod mål, og fem minutter senere fik AaB-keeper Nicolai Larsen kastet sig i fødderne på Mikael Ishak, inden bolden sprang hen til Victor Lundberg, hvis afslutning blev reddet på stregen af Kenneth Emil Petersen.

I halvlegens sidste kvarter havde Anders K. Jacobsen tre udmærkede forsøg, før AaB-angriberen fire minutter før pausen eminent frispillede Thomas Enevoldsen, der desværre alene med Randers-målmand Karl-Johan Johnsson sendte bolden i sidenettet.

AaB havde dog fået fightet og spillet sig til kontrol over begivenhederne, og både Frederik Børsting og Rasmus Jönsson forsøgte sig, mens Nicolai Poulsen gjorde det samme for gæsterne efter 55 minutter.

Randers14Seks minutter senere kom dog det på dette tidspunkt ikke uventede føringsmål til AaB, da Anders K. Jacobsen fandt Thomas Enevoldsen på kanten af straffesparsfeltet, hvorfra kuglen blev hamret højt i mål til 2-1.

Få øjeblikke senere var et fladt indlæg fra Henrik Dalsgaard tæt på at resultere i et Randers-selvmål, og dette var den sidste farlige situation, man kunne notere på blokken, inden gæsternes indskiftede Djiby Fall to minutter før tid hårdt presset af Kenneth Emil Petersen flugtede en god mulighed over målrammen hos Nicolai Larsen, der i de sidste sekunder af dommer Michael Tykgaards tillægstid måtte tage sig af endnu en mulighed til Djiby Fall.

AaB holdt dog fortjent stand, og dermed er cheftræner Kent Nielsens tropper nu ubesejret i de seneste fire Alka Superligakampe på stribe.

Næste udfordring for AaB er udekampen næste mandag mod Hobro.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – Alka Superligaen, 20. spillerunde
AaB-Randers FC  2-1 (1-1)
13. min 1-0 Kenneth Emil Petersen, 15. min 1-1 Mikael Ishak, 61. min 2-1 Thomas Enevoldsen.
Advarsel AaB: Thomas Augustinussen (24)
Advarsel Randers FC: Elmar Bjarnason (85).
5.670 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Jakob Blåbjerg, Frederik Børsting, Rasmus Würtz, Nicolaj Thomsen, Thomas Enevoldsen (80: Patrick Kristensen), Rasmus Jönsson (71: Nicklas Helenius), Anders K. Jacobsen (90: Kasper Pedersen).

Randers FC (4-4-2): Karl-Johan Johnsson, Mikkel Kallesøe, Mads Fenger, Mads Agesen, Alexander Fischer, Elmar Bjarnason, Christian Keller, Nicolai Poulsen, Jonas Borring (65: Kasper Fisker), Mikael Ishak (82: Nicolai Brock-Madsen), Victor Lundberg (70: Djiby Fall).

Dommer: Michael Tykgaard.

'