-
28. oktober kl. 18:00
1 : 3
7. oktober
0 : 1
30. september
0 : 5
26. september
0 : 5
23. september
1 : 1
17. september

Ene-træffer sikrede AaB-sejr

1. april 2016 kl. 20:10

Undervejs i opgøret havde Alka Superliga-topscorer Lukas Spalvis bolden i nettet, men scoringen blev annulleret for offside. Gæsterne fra FC Nordsjælland kom især i anden halvleg til chancer, men Enevoldsens scoring fra første halvleg var nok til at sikre AaB-sejren. AaB havde inden kampen endnu ikke hentet en sejr i foråret, men med sejren kravler Hele Nordjyllands Hold op på andenpladsen i Alka Superligaen før rundens øvrige opgør.

AaB-FCN-1

I forhold til den seneste kamp mod AGF i Alka Superligaen på Nordjyske Arena havde AaB en enkelt ændring i startformationen, hvor Jakob Blåbjerg afløste Jakob Ahlmann på venstre back. Kasper Risgård i startopstillingen kunne gå til banen til sin 250. kamp for AaB og fik inden kampstart overrakt blomster af anfører Rasmus Würtz som markering af jubilæet.

Kampjubilaren Risgård fik sat gang i kampens første mulighed, da han efter tre minutter fik fat på en løs bold uden for FC Nordsjællands felt. Herfra spillede han Patrick Kristensen fri på kanten, og højrebacken lagde et faldt indlæg, som via lidt klumpspil foran mål var tæt på at give udbytte efter en afslutning fra Alka Superliga-topscorer Lukas Spalvis.

Kort efter forsøgte FC Nordsjællands Stanislav Lobotka sig langt udefra, men bolden gik fri af overliggeren.

Tretten minutter inde i kampen fik Emre Mor med et par gode træk plads til at afslutte fra kanten af feltet, og afslutningen blev sat ind med høj kraft, men den sneg sig lige uden om målet.

Emre Mor forsøgte sig igen udefra små atten minutter inde i kampen, men Nicolai Larsen både reddede og holdt bolden.

Herefter var det AaB, der pressede på. I det tyvende minut var der fare på færde i FC Nordsjællands felt i to omgange. Først blev Patrick Kristensen helt fri i højre side af feltet, og han lagde bolden uselvisk ind i bagrummet til Lukas Spalvis, der pandede bolden i mål, men linjedommeren vinkede for offside. Derefter blev endnu en bold i bagrummet farlig, da Jakob Blåbjerg kunne sætte hovedet på tæt under mål. Hovedstødet gik dog på tværs, og David Jensen i Nordsjællands mål fik fat på bolden.

AaB-FCN-5

AaB kom foran i det 25. minut på et fremragende opspil. Rasmus Jönsson lagde en skruet aflevering med ydersiden til Jakob Blåbjerg. Venstrebacken kiggede op og fandt Nicolaj Thomsen, der i feltet fik taget bolden med rundt om in modspiller og spillede videre til Thomas Enevoldsen, der med indersiden sendte scoringen i kassen til 1-0.

Målscorer Enevoldsen var kort tid efter på færde igen. På et frispark fra 25-30 meter bragede han på kassen, så David Jensen måtte ud i fuld længde for at skubbe bolden over mål med fingerspidserne. Et meget kvalificeret forsøg fra AaB-angriberen.

En halv time var spillet, da Emre Mor udfordrede AaB-forsvaret med gode træk og kom til afslutning i feltet, der dog gik i sidenettet, og det blev første halvlegs sidste store mulighed.

FC Nordsjælland kom mere agressive ud til anden halvleg og lagde et hårdere pres på AaB’s opspil. Det resulterede i flere boldtab midt på banen, og ti minutter inde i anden halvleg var det tæt på udligning til gæsterne, da Tobias Mikkelsen kom fri i dybden på en omstilling. Kasper Pedersen kom dog tilbage og fik dækket af, hvorfor Mikkelsen spillede bagud til Emre Mor, der afsluttede ufarligt midt på mål.

Ufarligt var det ikke, da Emiliano Marcondes kort efter ud af det blå sparkede på mål langt udefra. Bolden var ved at snyde Nicolai Larsen, der lige fik sat fingerspidserne på, inden den ramte overliggeren.

AaB-FCN-3

Gæsterne arbejdede hårdt og pressede på for en udligning, og Emre Mor var tæt på i det 65. minut, hvor han dog ikke helt fik træf på et indlæg fra Pascal Gregor.

Et kvarter før tid sendte Martin Vingaard et hårdt langskud af sted, men bolden fløj forbi mål.

Herefter fik AaB brudt FC Nordsjællands pres med en mulighed til Kasper Risgård, der blev sat fint op af Nicolaj Thomsen. Risgårds afslutning gik en snert forbi venstre opstander.

AaB spillede sig op mod kampens afslutning, og syv minutter før tid endte et langt indlæg fra Gilli Rólantsson ved fødderne af Nicolaj Thomsen, og hans afslutning var kvalificeret, men blev afrettet til hjørnespark.

FC Nordsjælland var ikke færdige med at producere chancer, og indskiftede Souheib Dhaflaoui fandt kort inden tid pladsen i vestre side til at løfte bolden mod modsatte hjørne, og bolden endte i nettaget.

AaB-FCN-2

I tillægstiden fik Lukas Spalvis en stor mulighed for at øge til 2-0. Han opsnappede bolden i feltet, men blev efterfølgende presset hårdt, og hans afslutning endte forbi mål.

Efter fire minutters overtid kunne dommer Michael Tykgaard fløjte kampen af, og det blev således til en 1-0-sejr til AaB foran hjemmetilskuerne på Nordjyske Arena.

Holdet kan nu se frem til tirsdagens udfordring, hvor det gælder FC Roskilde i DBU Pokalens kvartfinaler. Kampen spilles tirsdag den 5. april kl. 18.00 på Roskilde Idrætspark.

 

Matchfacts – Alka Superligaen, 23. spillerunde
AaB-FC Nordsjælland 1-0 (1-0)
25. min 1-0 Thomas Enevoldsen.
Advarsler AaB: Ingen.
Advarsler FC Nordsjælland: Ingen.
5.447 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen (75: Gilli Rólantsson), Kenneth Emil Petersen, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Rasmus Jönsson (74: Frederik Børsting), Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Thomas Enevoldsen (81: Jannik Pohl), Lukas Spalvis.

FC Nordsjælland (4-3-3): David Jensen, Pascal Gregor, Andreas Maxsø, Andreas Skovgaard, Mads Pedersen, Stanislav Lobotka (85: Souheib Dhaflaoui), Lasse Petry, Martin Vingaard, Emiliano Marcondes, Emre Mor Tobias Mikkelsen.

Dommer: Michael Tykgaard.

(Foto: Carsten Kuna Kristensen)