De første træningspas veloverstået

13. februar 2011 kl. 19:14
Det var en flok kåde AaB-spillere, der søndag formiddag blev sendt på græs til et halvanden time langt træningspas.

Eneste fraværende til formiddagstræningen var en influenza-ramt Morten Duncan Rasmussen og en skadet Henrik Dalsgaard, der i stedet havde styrketræning i hotellets fitness-center under ledelse af AaB’s fysiske træner Ashley Tootle.

Målmandstræner Poul Buus tog sig som vanligt af Karim Zaza og Nicolai Larsen, mens cheftræner Kent Nielsen, udviklingschef Poul Erik Andreasen og assistenttræner Patrik Johansson styrede slagets gang blandt de øvrige spillere.

Herimellem deltog således også både Anders Due og Kasper Bøgelund i træningen i de smukke omgivelser og i sol og 15-16 graders varme.

Også ved eftermiddagens træning deltog Kasper Bøgelund, mens Anders Due efter aftale på forhånd sad over, ligesom en overanstrengt Kenneth Emil Petersen fik hvile.

Henrik Dalsgaard blev testet af AaB’s sundhedssektor, mens de øvrige igen svedte sig igennem halvanden times fysiske udfoldelser – nu dog i et Antequera i en overskyet udgave.

På hotellet havde Morten Duncan Rasmussen desværre fået selskab af Nicklas Helenius, men forhåbentlig får influenza-symptomerne ikke fat i flere AaB-spillere.

Igen mandag venter der AaB’erne to træningspas.