AK og Jönsson sikrer velfortjent sejr

31. maj 2015 kl. 17:57

AaB var altdominerende fra første til sidste minut, og chancerne var der også til en langt større sejr.

Graa_udebane_generiskI forhold til det seneste opgør i tirsdags mod Esbjerg havde AaB to ændringer i startformationen, hvor Kasper Pedersen og Rasmus Jönsson afløste Kenneth Emil Petersen og Thomas Enevoldsen.

Som nævnt satte AaB sig med det samme på begivenhederne, og føringsmålet kom allerede efter godt to minutters spil, da Nicklas Helenius fandt Anders K. Jacobsen, der med en perfekt førsteberøring rev sig fri af Dennis Flinta, hvorefter Silkeborg-keeper Thomas Nørgaard klinisk blev passeret med en flad afslutning.

Blot tre minutter senere sendte Anders K. Jacobsen en ny skudchance langt over mål, mens Nicolaj Ritter øjeblikket efter forsøgte sig i den modsatte ende.

De allerede nedrykked værter virkede modløse og desillusionerede, og både Nicolaj Thomsen og Anders K. Jacobsen var nærgående, før Rasmus Jönsson i det 16. minut efter smukt bandespil med Nicolaj Thomsen befandt sig alene med Thomas Nørgaard, der imidlertid fik reddet det store tilbud med en fodparade.

AaB havde oceaner af plads at spille på, og Anders K. Jacobsen testede Thomas Nørgaard endnu engang, før en ellers fint spillende Patrick Kristensen efter 27 minutter med en skidt tværpasning forærede en gylden mulighed til Adeola Runsewe, men en generelt meget stærk Jakob Blåbjerg fik blokeret afslutningen.

Mod slutningen af halvlegen faldt AaB en smule i både tempo og niveau, men alligevel blev det til yderligere skudforsøg inden pausen fra både Nicklas Helenius og Rasmus Jönsson.

Straks i anden halvleg var det Nicolaj Thomsen, der fik en god mulighed for at fordoble føringen, men igen fik Thomas Nørgaard reddet situationen.

Den travle Thomas Nørgaard reddede ligeledes et frisparksforsøg fra Nicklas Helenius, og også Anders K. Jacobsen og Henrik Dalsgaard var tæt på, inden stillingen omsider blev fordoblet til 2-0 18 minutter før tid, da glimrende forarbejde af Kasper Risgård og Nicklas Helenius serverede læderet for Rasmus Jönsson, der med en kontrolleret afslutning scorede sin første sæsontræffer.

I det 75. minut måtte AaB-målmand Nicolai Larsen redde et hovedstødsforsøg fra tæt hold af Daniel A. Pedersen, mens AaB tre minutter senere fik en gigantisk dobbeltchance, da Thomas Nørgaard først reddede endnu et direkte frispark fra Nicklas Helenius; returbolden havnede hos Anders K. Jacobsen, men på ny fik Thomas Nørgaard halvklaret, før endnu en ripost endte hos indskiftede Thomas Enevoldsen, der foran et tomt mål sendte bolden på stolpen.

I stedet fik hjemmeholdet reduceret ti minutter før tid, da Nicolaj Agger stod fri ved den bageste stolpe efter et indlæg fra højre side.

Tæt på en udligning kom silkeborgenserne dog aldrig, hvorimod Anders K. Jacobsen i det 84. minut sendte endnu et AaB-tilbud forbi målrammen.

Med sejren fastholder AaB femtepladsen, der kan sikres med blot et enkelt point i sæsonens sidste kamp næste søndag på Nordjyske Arena mod FC Nordsjælland.

Husk at du ved fremmøde på Nordjyske Arena sammen med AaB donerer 1 kr. til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2015 går ubeskåret til Headspace Aalborg, som efter forårets første syv hjemmekampe allerede er sikret en donation på 47.561 kr. Køb i forsalg din billet til cheftræner Kent Nielsens afskedskamp her.

Matchfacts – Alka Superligaen, 32. spillerunde
Silkeborg I.F.-AaB  1-2 (0-1)
3. min 0-1 Anders K. Jacobsen, 72. min 0-2 Rasmus Jönsson, 80. min 1-2 Nicolaj Agger.
Advarsler Silkeborg I.F.: Daniel A. Pedersen (59), Adeola Runsewe (71), Nicolaj Ritter (77).
Advarsel AaB: Anders K. Jacobsen (54).
2.103 tilskuere på Nordjyske Arena.

Silkeborg I.F. (4-4-2): Thomas Nørgaard, Dennis Flinta, Tobias Salquist, Simon Jakobsen, Nicolaj Ritter, Robert Skov (46: Morten Beck), Jens Martin Gammelby (46: Daniel A. Pedersen), Frank Hansen, Adeola Runsewe (82: Gustav Dahl), Nicolaj Agger, Emil Scheel.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Patrick Kristensen, Rasmus Jönsson (73: Thomas Enevoldsen), Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Nicklas Helenius (90: Andreas Bruhn), Anders K. Jacobsen (86: Viktor Ahlmann).

Dommer: Kenn Hansen.

'