AaB vinder The Double
I forhold til den seneste kamp i søndags mod FC Vestsjælland havde AaB en enkelt ændring i startformationen, hvor Kasper Pedersen afløste skadede Kenneth Emil Petersen i midterforsvaret.
I en fornem kulisse med i alt 27.380 tilskuere, heraf mindst 11.000 medrejsende AaB-fans, var det AaB der kom til finalens første halve chance, da et indlæg fra Patrick Kristensen skabte panik og måtte cleares til hjørnespark af FC København.
Efter en god nordjysk start på kampen var det udeholdets tur til at vise tænder, da en centring fra Christian Bolanos akkurat blev clearet af Kasper Pedersen foran en tililende Andreas Cornelius.
Selvsamme Cornelius var efter et kvarters spil atter nærgående, da en frisparksbold i AaB-feltet blev headet på tværs af Nicolai Larsens mål.
Blot tre minutter senere måtte Larsen dog kapitulere, da et indlæg til fjerneste stolpe blev headet ind af Cornelius, der i luftduellen var Kasper Pedersen overlegen.
Herefter valgte københavnerne at stille sig lavere på banen og lade AaB komme frem.
Det åbnede dog også for hurtige omstillinger, og netop på en sådan måtte Nicolai Larsen kort efter den halve time hive en god redning ud af ærmet, da Igor Vetokele testede AaB-keeperen med en god afslutning fra kanten af feltet.
Kort før pausen svarede AaB dog stærkt igen, og vendte reelt opgøret.
Et hjørnespark fra Kasper Kusk blev sparket tæt ind under mål, hvor Rasmus Thelander kunne heade bolden i nettet fra klos hold – et mål der var AaB’s første pokalmål nogensinde mod FC København i femte forsøg.
Blot minutter efter måtte Kasper Kusk se en god afslutning reddet til hjørnespark der førte til, at Rasmus Thelander på mirakuløs vis kunne gentage scoringen til 1-1.
Et hjørnespark blev atter sparket højt, indadskruet og langt til fjerneste stolpe, hvor AaB’s garderhøje nummer 26 atter kunne pande bolden i kassen til pauseføring 2-1.
Anden halvleg blev indledt med et intens pres fra FCK i jagten på en udligning, men AaB-defensiven og en flot fightende Rasmus Würtz holdt fin stand og Parkens normale hjemmehold måtte nøjedes med halve tilløb til chancer og ufarlige afslutninger fra distancen.
Med en halv time tilbage i kampen var AaB atter nærgående på hjørnespark, mens FCK måtte se et farligt indlæg clearet af Kasper Pedersen, inden Andreas Cornelius efter 67 minutter fremtvang en flot refleksredning fra Nicolai Larsen.
Bedst som trykket mod AaB-målet for alvor begyndte at stige slog Kent Nielsens mandskab atter til, da Jakob Ahlmann var først over en løs returbold på kanten af det lille felt og prikkede den utageligt op i nettaget bag Johan Wiland.
Blot to minutter efter blev finalen punkteret definitivt, da Patrick Kristensen udækket løb i dybden og serverede bolden for en fremstormende Søren Frederiksen, der ikke svigtede mod sit tidligere hold og med en perfekt inderside sendte bolden i nettet til uvirkelige 4-1.
Kampens sidste kvarter blev herefter nærmest en formalitet med flere omgange olé-bold fra AaB, mens FCK’erne spillemæssigt resignerede, om end Rurik Gislason i sidste minut fik reduceret til slutfacit 4-2.
Prikken over i’et kom, da kampens dobbelte målscorer Rasmus Thelander efter kampen blev udnævnt til årets pokalfighter.
Sidste kapitel i en mageløs og historisk sæsonen skrives søndag til den udsolgte hjemmekamp på Nordjyske Arena mod AGF.
(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).
Matchfacts – DBU Pokalen, finale
AaB-FC København 4-2 (2-1)
0-1 18. minut Andreas Cornelius
1-1 41. minut Rasmus Thelander
2-1 44. minut Rasmus Thelander
3-1 72. minut Jakob Ahlmann
4-1 75. minut Søren Frederiksen
4-2 89. minut Rurik Gislason
Advarsler AaB: 7. Jakob Ahlmann, 14. Rasmus Würtz
Advarsler FC København: 7. Kris Stadsgaard, 29. Daniel Braaten
27.380 tilskuere i Parken.
AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Kasper Pedersen, Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Kasper Risgård (88. Anders Due), Nicolaj Thomsen, Anders K. Jacobsen (79. Thomas Augustinussen), Lukas Spalvis (69. Søren Frederiksen).
FC København (4-4-2) Johan Wiland, Lars Jacobsen, Kris Stadsgaard, Georg Margreitter (38. Thomas Delaney), Pierre Bengtsson, Christian Bolanos, Thomas Kristensen, Claudemir (68. Rurik Gislason), Daniel Braaten, Igor Vetokele (68. Nicolaj Jørgensen), Andreas Cornelius.
Pokalfighter: Rasmus Thelander
Dommer: Jakob Kehlet.