AaB ufortjent tomhændede fra Farum

17. august 2013 kl. 18:51

Således var det med rette en flok meget skuffede AaB’ere, der forlod kunstgræsbanen i Farum, hvor hjemmeholdet kunne takke Morten Nordstrand for to skarpe afslutninger, mens AaB bortset fra Kasper Kusks udligning forsømte adskillige muligheder.

Sort_udebane2I forhold til opgøret i søndags mod OB havde AaB to ændringer i startformationen, hvor Anders Due og Anders K. Jacobsen afløste Jeppe Curth og Rolf Toft.

Ligeledes var spilsystemet med succes ændret fra det vanlige 4-4-2 til 4-4-1-1 med Nicolaj Thomsen som hængende angriber bag Anders K. Jacobsen, der for første gang startede på banen i AaB-trøjen.

Dysten blev både livlig, tempofyldt og afvekslende, og undervejs leverede AaB som nævnt fortrinlige spillemæssige momenter.

Mødets første afslutning tilfaldt dog i det tredje minut værterne, da Nicolai Stokholm fra en position uden for straffesparksfeltet flugtede en nedfaldsbold lige på AaB-keeper Nicolai Larsen.

Få sekunder senere opstod imidlertid en kæmpe mulighed til AaB, da Nicolaj Thomsen energisk prikkede læderet videre til Anders K. Jakobsen, hvis sparkefinte fikserede to mand, inden AaB-angriberen chippede bolden over FCN-målmand Martin Hansen, men desværre var en FCN-forsvarer nået tilbage og fik afværget på selve mållinien.

Hjemmeholdet virkede sårbare over for AaB’s hurtige fremstød, men der skulle et giftigt hjørnespark fra Anders Due til, før AaB igen var farlige, men denne gang var det Jens Stryger Larsen, der stod i vejen på stregen for Kasper Risgårds hovedstød.

I den modsatte ende headede Ivan Runje ufarligt forbi mål, men FC Nordsjælland bragte sig i stedet i front i det 14. minut, da Lasse Nielsen var uheldig at tackle bolden hen til Morten Nordstrand, der krøllede kuglen ind bag Nicolai Larsen.

AaB tabte dog ikke modet, og tredje store tilbud kom midtvejs i halvlegen, da Anders Due alene med Martin Hansen sparkede over mål med højrebenet.

Straks efter blokerede Rasmus Thelander en skudmulighed til Kim Aabech, og på det efterfølgende hjørnespark havnede returbolden hos Martin Vingaard, der tvang Nicolai Larsen til en fin redning.

Den fortjente udligning kom efter knap en halv time, da FCN-forsvaret i første omgang afviste en dribling fra Anders K. Jakobsen, men bolden endte hos Kasper Kusk, som med et præcist fladt spark bragte stillingen på 1-1.

Nicolai Larsen var senere på plads over for et hovedstød fra Kim Aabech, mens AaB igen var nærgående efter 40 minutter, hvor Kasper Risgård fandt Anders Due, der var tæt på at kopiere Kasper Kusks afslutning, men denne gang gik læderet snert forbi roden af den fjerneste opstander.

Også i anden halvleg lignede AaB den mest sandsynlige vinder, men Anders K. Jakobsen kiksede i det 57. minut muligheden på en løs bold, mens det var endnu tættere på minuttet senere, da Patrick Kristensen serverede bolden for Rasmus Würtz, hvis glimrende skud blev reddet med det yderste af fingerspidserne af Martin Hansen.

Senere fik Anders K. Jacobsen ikke headet optimalt på Anders Dues præcise indlæg, mens Mario Ticinovic havde et sporadisk forsøg for FC Nordsjælland.

Efter 69 minutter formåede AaB i to omgange at spille FCN fuldstændigt tynde, og Patrick Kristensen kunne have scoret, men afslutningen fra tæt hold gik forbi den nærmeste stang.

I stedet blev AaB prompte straffet, da et indlæg fra højre blev rettet af Jakob Ahlmann, hvilket bragte Morten Nordstrand fri mellem de ellers velspillende Rasmus Thelander og Lasse Nielsen, og FCN-topscoreren udnyttede igen blottelsen.

Efterfølgende havde Jens Stryger Larsen og den tidligere AaB’er Michael Jakobsen forsøg for hjemmeholdet, som Nicolai Larsen tog sig kærligt af, mens indskiftede Emiliano Marcondes sendte sit skudforsøg forbi mål.

Med ti minutter igen gav AaB debut til Andreas Bruhn, og det var i to omgange tæt på udligningen, da indskiftede Søren Frederiksens afrettede spark gik forbi målrammen, mens Kasper Kusks hjørnesparksbold ramte overliggeren, hvorfor AaB var tomhændede ved dommer Jakob Kehlets slutfløjt.

Næste chance for point er opgøret næste mandag på Nordjyske Arena mod topholdet og rivalerne fra FC Midtjylland, der har gjort rent bord med maksimumpoint i de første fem kampe.

Køb i forsalg billet til den spændende Superliga-duel her.

Matchfacts – Superligaen, 5. spillerunde
FC Nordsjælland-AaB  2-1 (1-1)
14. min 1-0 Morten Nordstrand, 29. min 1-1 Kasper Kusk, 71. min 2-1 Morten Nordstrand.
Advarsel FC Nordsjælland: Nicolai Stokholm (84).
Advarsler AaB: Ingen.
4.013 tilskuere på Farum Park.

FC Nordsjælland (4-2-3-1): Martin Hansen, Jens Stryger Larsen, Ivan Runje, Michael Jakobsen, Mario Ticinovic (85: Pascal Gregor), Nicolai Stokholm, Conor O’Brien, Kim Aabech (64: Kristian Lindberg), Anders Christiansen, Martin Vingaard, Morten Nordstrand (74: Emiliano Marcondes).

AaB (4-4-1-1): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Rasmus Thelander, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Kasper Risgård (66: Thomas Augustinussen), Anders Due (80: Andreas Bruhn), Nicolaj Thomsen, Anders K. Jakobsen (72: Søren Frederiksen).

Dommer: Jakob Kehlet.

'