AaB tabte til effektive mestre

20. oktober 2013 kl. 20:51

Undervejs var der pæne takter fra cheftræner Kent Nielsens udvalgte, men bortset fra en enkelt gang i første halvleg, så blev det aldrig rigtigt farligt.

Udebane_2013_6AaB var i præcis samme startformationen som i det seneste Superliga-opgør for to uger siden mod Viborg F.F.

Efter en jævnbyrdig indledning fik Kenneth Emil Petersen og en meget stærkt spillende Lasse Nielsen i det fjerde minut i skøn forening forhindret første FCK-mulighed.

Dette blev startskuddet til nogle udmærkede FCK-minutter, som dog hurtigt blev afløst af en god AaB-fase, og der kunne være fløjtet for straffespark efter seks minutter, hvor Claudemir ureglementeret havde fat i Anders K. Jacobsen i feltet.

Generelt vandt værterne dog de fleste bolde, og Cesar Santin var i det 23. minut nærgående, da han i samme bevægelse først tæmmede læderet, som efterfølgende blev flugtet over tværribben.

Opgørets hidtil største tilbud tilfaldt imidlertid AaB blot et minut senere, hvor Henrik Dalsgaard fra baglinien afleverede skråt bagud til Anders K. Jacobsen, der med en fin skudfinte bragte sig selv fri til skud, men FCK-keeper Johan Wiland fik med en fodparade reddet den ellers kvalificerede hårde flade afslutning.

Udebane_2013_7Første reelle store FCK-mulighed kom efter 31 minutter, da Cesar Santin pludselig blev spillet fri i venstre side af straffesparksfeltet, hvorfra han kanonerede kuglen på roden af den nærmeste opstander.

Det lignede efterhånden en målløs første halvleg, men to minutter før pausen bragte hjemmeholdet sig alligevel ikke ufortjent foran, da en umarkeret Nicolai Jørgensen kunne heade et indlæg fra højre utageligt i netmaskerne.

AaB havde absolut bidraget til begivenhederne i de første 45 minutter, men desværre gik det som ofte set, når AaB er på besøg i nationalarenaen.

Trods udmærkede AaB-intentioner i spillet, så virkede FCK til at være i kontrol, selvom der muligvis igen kunne have været dømt straffespark til gæsterne, da Lars Jacobsen i det 56. minut havde hånd på bolden efter et hjørnespark.

Dommer Michael Tykgaards fløjte forblev imidlertid tavs, og i stedet var marginalerne på ny imod AaB seks minutter senere, da et frisparksindlæg efter et par kontraer ramte Lasse Nielsen og gik i eget net.

Herfra cruisede de effektive værter sejren hjem, og slutcifrene blev udbygget i næstsidste minut, da en frispillet Igor Vetokele udplacerede AaB-målmand Nicolai Larsen.    

AaB beholder dog andenpladsen i tabellen, og næste opgave er hjemmekampen på Nordjyske Arena på søndag mod SønderjyskE. Køb i forsalg din billet til dysten her.

Matchfacts – Superligaen, 12. spillerunde
FC København-AaB  3-0 (1-0)
43. min 1-0 Nicolai Jørgensen, 62. min 2-0 selvmål Lasse Nielsen, 89. min 3-0 Igor Vetokele.
Advarsel FC København: Nicolai Jørgensen (63).
Advarsel AaB: Jakob Ahlmann (35), Rasmus Würtz (61), Kasper Kusk (90), Kenneth Emil Petersen (90).
13.693 tilskuere i Parken.

FC København (4-4-2): Johan Wiland, Christoffer Remmer, Olof Mellberg, Ragnar Sigurdsson, Lars Jacobsen, Rurik Gislason (66: Youssef Toutouh), Claudemir (82: Thomas Kristensen), Thomas Delaney, Nicolai Jørgensen, Igor Vetokele, Cesar Santin (65: Daniel Braaten).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk, Rasmus Würtz (88: Mathias Wichmann), Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Rasmus Jönsson (61: Søren Frederiksen), Anders K. Jacobsen (77: Anders Due).

Dommer: Michael Tykgaard.

'