AaB tabte mod SønderjyskE

17. april 2016 kl. 18:00

Spillemæssigt præsterede AaB især i starten af første halvleg på godt niveau, men niveauet holdt ikke kampen igennem, og SønderjyskE kunne tage sejren på to mål scoret efter indlæg.

AaB-SønderjyskE-1870

I forhold til den seneste kamp i DBU Pokalen mod AGF fire dage forinden havde AaB fem ændringer i startopstillingen, hvor Patrick Kristensen, Jakob Ahlmann, Rasmus Jönsson, Rasmus Würtz og Jannik Pohl afløste Gilli Rólantsson, Jakob Blåbjerg, Frederik Børsting, Oliver Abildgaard og Lukas Spalvis.

AaB kom på banen med en god energi og sad på spillet fra første fløjt. Bortset fra et ufarligt langskud fra Johan Absalonsen så gæsterne fra SønderjyskE ikke meget til bolden i kampens indledende fase.

Syv minutter inde i kampen var Kasper Pedersen tæt på at kunne bringe AaB foran efter et godt hjørnespark fra Thomas Enevoldsen. Pedersens forsøg på mål blev dog blokeret i det lille målfelt.

Kort efter havde gæsterne bolden i mål efter et hjørnespark, men dommer Jakob Kehlet havde lige inden fløjtet korrekt for frispark til Kasper Risgård.

Bolden kom også i nettet i det tolvte minut, men denne gang i den modsatte ende. Lynhurtige Jannik Pohl fik en stikning i dybden, så op og lagde bolden tilbage i feltet til Rasmus Jönsson. Fra kanten af feltet firsttimede svenskeren bolden ind i højre side af målet med en følt afslutning. 1-0 til AaB efter flot opspil.

AaB-SønderjyskE-1921

Gæsterne fra SønderjyskE fik hurtigt svaret igen. På et hjørnespark slået af Simon Kroon kom Marc Dal Hende højest og headede udligningen ind.

Efter udligningen pressede AaB på for igen at tage teten, og spillet blev i perioder koncentreret omkring gæsternes felt. Efter 23 minutter var Kenneth Emil Petersen tæt på at finde pladsen til at prikke bolden ind efter et frispark fra højre, men det sidste manglede i situationen.

SønderjyskE forsøgte at gøre sig farlige på standardsituationer, og efter en lille halv time pressede de på efter et langt indkast. Jakob Ahlmann fik dog brudt, og efterfølgende satte Nicolaj Thomsen af sted i en omstilling. Via Thomas Enevoldsen blev bolden spillet ind til Rasmus Jönsson, der trykkede af med det samme. Denne gang gik svenskerens forsøg forbi mål.

Gæsterne var farlige på et langt indkast små ti minutter før tid, men hovedstødsforsøget gik forbi mål, og linjedommerens flag blafrede samtidig.

I slutningen af første halvleg var der flere gange optræk til muligheder for gæsterne, men det blev ved muligheden. Dog var det AaB, der i størstedelen af halvlegen havde haft overtag i spil og chancer.

AaB-SønderjyskE-2008

Anden halvleg fik AaB åbnet med en stor mulighed til Thomas Enevoldsen. Fire minutter var spillet af halvlegen, da Nicolaj Thomsen fandt Jakob Ahlmann på kanten i en omstilling. Ahlmann spillede en flad bold ind i feltet, hvor Enevoldsen afsluttede, men skuddet blev blokeret. 

Minuttet efter var et indlæg fra en spids vinkel fra Kasper Risgård tæt på at sejle hele vejen ind i mål, men bolden sneg sig lige uden om stolpen.

Johan Absalonsen fik også trykket af i halvlegens indledende fase, men skuddet sad lige på Nicolaj Larsen, der fik pareret til hjørnespark.

AaB var tæt på at kunne udnytte Jannik Pohls høje topfart, da han på kontra otte minutter inde i anden halvleg stormede mod mål. Fremstødet blev dog bremset i sidste øjeblik af SønderjyskE’s forsvar.

Efter en times spil tog Thomas Enevoldsen chancen på et frispark langt udefra, og skuddets kvalitet fremprovokerede en returbold fra Marin Skender. Kasper Pedersen var hurtigt på bolden, men hans afslutning gik over mål.

Både Jannik Pohl, Kasper Risgård og Thomas Enevoldsen havde gode forsøg udefra efterfølgende, og især Pohls afslutning fik folk ud på kanten af sæderne på Nordjyske Arena. Den unge angriber fik efter lidt klumpspil til venstre for modstanderfeltet opfanget bolden og trak ind i banen foran feltet. Med et fladt skud hamrede han bolden lige ind i sidenettet.

AaB-SønderjyskE-1853

SønderjyskE fik bragt sig foran med tyve minutter igen på en situation, hvor Nicolai Larsen ikke nåede ordentligt op til et indlæg. Ved bageste stolpe kunne Tommy Bechmann derfor ugeneret føre bolden i mål med brystet.

Tommy Bechmann var på spil igen ti minutter senere, hvor han kom først på en tilbagelægning til Nicolai Larsen, og angriberen forsøgte at løfte bolden over Larsen, men løftede den over mål.

I tillægstiden havde indskiftede Casper Olesen en kæmpe mulighed for at øge til 1-3, men helt fri foran mål ramte han venstre opstander. 

Det blev derfor ved 1-2 i søndagens opgør på Nordjyske Arena, og holdet må nu se frem mod at forsøge at revanchere sig i torsdagens returkamp i DBU Pokalen i Aarhus, hvor modstanderen er AGF.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen)


Matchfacts – Alka Superligaen, 25. spillerunde
AaB-SønderjyskE 1-2 (1-1)
12. min 1-0 Rasmus Jönsson, 17. min 1-1 Marc Dal Hende, 70. min 1-2 Tommy Bechmann.
Advarsler AaB: Rasmus Würtz (34), Thomas Enevoldsen (83).
Advarsler SønderjyskE: Janus Drachmann (72).
6.185 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Kenneth Emil Petersen, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann (77: Jakob Blåbjerg), Kasper Risgård, Rasmus Würtz, Rasmus Jönsson (82: Frederik Børsting), Nicolaj Thomsen, Thomas Enevoldsen, Jannik Pohl (68: Lukas Spalvis).

SønderjyskE (4-1-4-1): Marin Skender, Mikkel Hedegaard, Pierre Kanstrup, Kees Luijckx, Marc Dal Hende (81: Francis Dickoh), Janus Drachmann, Simon Kroon (55: Casper Olesen), Adama Guira, Nicolaj Madsen, Johan Absalonsen, Tommy Bechmann (90: Marcel Rømer). 

Dommer: Jakob Kehlet.

'