AaB tabte hård fight i Hobro

16. marts 2015 kl. 20:50

Dermed formåede cheftræner Kent Nielsens tropper ikke at erobre tredjepladsen i denne omgang, ligesom AaB i tre betydende kampe endnu ikke har formået at besejre Hobro – endsige været foran i nogen af de tre opgør.

Hobro07I forhold til den seneste kamp mod Randers FC havde AaB to ændringer i startformationen, hvor Patrick Kristensen og Kasper Risgård afløste Frederik Børsting og Thomas Augustinussen.

Som forventet blev dysten afviklet med masser af intense nærkampe, og der skulle gå hele 31 minutter, før kampens første farlige forsøg opstod, da Thomas Enevoldsen efter en indøvet hjørnesparksdetalje fra kanten af straffesparksfeltet  fik afsluttet, så bolden ramte Hobro-anfører Mads Justesen og sneg sig centimeter forbi stolpen hos en ellers prisgivet Hobro-målmand Jesper Rask.

Bare minuttet senere var værterne i stedet i front, da et snedigt fladt indlæg fra Martin Mikkelsen fik AaB-forsvaret til at svigte markeringen, så Mads Hvilsom kunne score fra tæt hold.

Hobro08Dermed kunne affæren i fortsættelsen spilles på Hobros præmisser, men AaB var alligevel i slutningen af første halvleg nærgående med forsøg fra Thomas Enevoldsen og Henrik Dalsgaard, mens 100 kamps jubilaren Nicolaj Thomsen med en skidt aflevering forpassede en ellers farlig AaB-omstilling, hvor man var i overtal fire mod to.

Fra anden halvlegs indledning fik AaB lagt et massivt tryk på hjemmeholdet, som dog klogt holdt stand, og på en omstilling fik Quincy Antipas efter 57 minutter testet AaB-keeper Nicolai Larsen.

Fire minutter senere burde AaB imidlertid have udlignet, da Thomas Enevoldsens frisparksbold fandt Kasper Risgård ved bageste opstander, men en smule i ubalance fik Risgård sendt sin flugter på tværs af målet i stedet for i netmaskerne.

Hobro12Herfra truede Quincy Antipas yderligere et par gange for Hobro, der også kunne se Martin Thomsens frisparksforsøg blive rettet af og forbi mål, inden Martin Mikkelsen ni minutter før tid sendte en stor chance over mål.

AaB prøvede at forcere i slutfasen, men tæt på en udligning kom man reelt aldrig.

Næste opgave for AaB er søndagens hjemmekamp på Nordjyske Arena mod SønderjyskE. Køb i forsalg din billet her.

Matchfacts – Alka Superligaen, 21. spillerunde
Hobro I.K.-AaB  1-0 (1-0)
32. min 1-0 Mads Hvilsom.
Advarsel Hobro I.K.: Jacob Tjørnelund (41).
Advarsler AaB: Ingen.
6.596 tilskuere på DS Arena.

Hobro I.K. (4-4-2): Jesper Rask, Jesper Bøge, Anders Egholm, Mads Justesen, Jacob Tjørnelund, Martin Mikkelsen (90: Rune Hastrup), Jonas Damborg, Martin Thomsen, Mads Hvilsom, Mikkel Thygesen (86: Mads Jessen), Quincy Antipas (82: Rasmus Lynge Christensen).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Jakob Blåbjerg (86: Andreas Blomqvist), Thomas Enevoldsen, Patrick Kristensen (72: Frederik Børsting), Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Rasmus Jönsson (72: Nicklas Helenius), Anders K. Jacobsen.

Dommer: Michael Johansen.

'