AaB suveræne mod Brøndby

1. maj 2016 kl. 18:28

Bortset fra de første ti indledende jævnbyrdige minutter var AaB altdominerende, og de tre point betyder, at AaB med seks spillerunder igen indtager tredjepladsen med tre point op til SønderjyskEs andenplads.

AaB-Brøndby-1I forhold til den seneste kamp i mandags mod Randers FC havde AaB en enkelt ændring i startformationen, hvor Lukas Spalvis afløste Jannik Pohl.

I en perfekt ramme åbnede opgøret som nævnt intenst og jævnbyrdigt i de første ti minutter, men herfra tiltvang et veloplagt AaB-mandskab sig taktstokken, og første chance kom i det 14. minut, hvor Nicolaj Thomsen frispillede Lukas Spalvis, men desværre læste Brøndby-målmand Frederik Rønnow litauerens chip.

AaB dominerede nu totalt mod et Brøndby-hold presset helt i bund, og næste mulighed opstod efter 21 minutter, hvor Rasmus Jönsson headede Thomas Enevoldsens hjørnesparksbold forbi mål.

Bare minuttet senere var Rasmus Jönsson endnu tættere på, da afslutningen efter et nyt hjørnespark gik få centimeter forbi stolpen.

AaB-Brøndby-2På det efterfølgende angreb viste gæsterne for første gang farlighed, da Christian Jakobsen headede Johan Larssons præcise indlæg forbi, men fortsat var det AaB, der fuldstændig styrede slagets gang.

Få øjeblikke senere opstod således efter stærkt genpres af anfører Rasmus Würtz en ny mulighed til Lukas Spalvis, der denne gang blev blokeret i afslutningsøjeblikket.

Alka Superligaens topscorer fik i stedet skubbet læderet over stregen på en ripost efter et skudforsøg fra Thomas Enevoldsen, men målet blev desværre annuleret for offside, selvom TV-billederne viste, at denne dom ikke var korrekt.

Heller ikke i det 34. minut gik dommer Dennis Mogensens skøn AaB’s vej, da Jakob Ahlmann ellers ganske tydeligt blev skubbet i ryggen inde i starffesparksfeltet.

AaB-Brøndby-3Trods modgang ved to afgørende kendelser fortsatte AaB ufortrødent, og endnu et tilbud kom i det 38. minut, da Rasmus Jönsson fikst lagde til rette for Nicolaj Thomsen, men afslutningen fra sidstnævnte gik lige på Frederik Rønnow.

Fem minutter før pausen truede udeholdet for anden gang, og i dette tilfælde var det særdeles tæt på en scoring, da Martin Ørnskovs glimrende følte spark tog underkanten af overliggeren.

AaB var imidlertid ikke færdig med at skabe muligheder, og et minut før pausen drønede Kasper Pedersen med en flugter et nyt veludført hjørnespark fra Thomas Enevoldsen på sammenføjningen, mens Lukas Spalvis få sekvenser senere headede lige i favnen på Frederik Rønnow.

En fornem første halvleg gav dermed ikke udbytte efter fortjeneste, men Hele Nordjyllands Hold fortsatte med samme aggressivitet og spillelyst i anden halvdel af dysten.

AaB-Brøndby-4Der var blot spillet fem minutter af anden halvleg, da Thomas Enevoldsen blev spillet fri i højre side af straffesparksfeltet, men igen leverede Frederik Rønnow en stærk redning.

Denne gang blev det dog en stakket frist, da returbolden fra det efterfølgende hjørnespark havnede hos Nicolaj Thomsen, der med en smuk kontrolleret flad helflugter bragede AaB i front.

Føringen fik ikke AaB til at træde på bremsen, og to gange var Thomas Enevoldsen nærgående på hovedstød, før 2-0 træfferen kom efter godt en time, da Kasper Pedersen med hælen sendte en ny veltimet hjørnesparksbold på tværs til Lukas Spalvis, der via Frederik Rønnow fik skrabt kuglen over mållinjen.

I den modsatte ende headede Daniel Agger i det 72. minut forbi efter hjørnespark, mens kampen blev definitivt afgjort med et kvarter igen, da Riza Durmisi bremsede Rasmus Jönsson ureglementeret, hvorfor Lukas Zweimal Spalvis kunne nette fra straffesparkspletten.

AaB-Brøndby-15AaB cruisede sig uden problemer igennem de sidste minutter, og kan nu se frem mod næste udfordring om en uge på udebane mod Viborg F.F.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – Alka Superligaen, 27. spillerunde
AaB-Brøndby I.F.  3-0 (0-0)
51. min 1-0 Nicolaj Thomsen, 62. min 2-0 Lukas Spalvis, 75. min 3-0 Lukas Spalvis.
Advarsel AaB: Jakob Ahlmann (8), Kenneth Emil Petersen (83).
Advarsler Brøndby I.F.: Rodolph Austin (57), Kamil Wilczek (69), Riza Durmisi (75).
9.420 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Kenneth Emil Petersen, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann (84: Jakob Blåbjerg), Rasmus Jönsson, Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Thomas Enevoldsen (88: Mathias Thrane), Lukas Spalvis (81: Frederik Børsting).

Brøndby I.F. (4-4-1-1): Frederik Rønnow, Johan Larsson, Martin Albrechtsen (13: Jesper Juelsgård), Daniel Agger, Riza Durmisi, Christian Jakobsen (66: Daniel Stueckler), Martin Ørnskov, Rodolph Austin (70: Lebogang Phiri), David Boysen, Teemu Pukki, Kamil Wilczek.

Dommer: Dennis Mogensen.

'