AaB sled sig til vigtigt point

25. april 2016 kl. 20:50

Man skal lede længe efter et 0-0 opgør, der så hurtigt lignede præcis dette, men positivt var det, at AaB med resultatet holdt afstanden til Randers FC, ligesom såvel anden- som tredjepladsen stadig er inden for rækkevidde med syv spillerunder igen.

RFC6I forhold til i torsdags i pokalsemifinalen mod AGF var AaB i uændret opstilling, men indledningen blev som beskrevet noget mere begivenhedsfattig end forleden i Aarhus.

Værternes Mandla Masango forsøgte sig i det sjette minut, hvilket ikke gav AaB-keeper Nicolai Larsen problemer, og et par minutter senere blev en Jannik Pohl-friløber vinket hårfint offside efter ellers glimrende AaB-kombinationer.

Meget mere var der ikke at berette i den spillemæssigt jævnbyrdige affære, før den bidende forårskulde – nogen gange sner det i april – bød på en afslutning fra en spids vinkel fra Jannik Pohl i det 24. minut.

AaB fik herfra bedre og bedre greb om spillet, og efter en halv time fik Kasper Risgård testet Randers-målmand Karl-Johan Johnsson fra distancen.

RFC3I det 33. minut tilfaldt kampens første reelle chance imidlertid hjemmeholdets Viktor Lundberg, da AaB blev fanget i en omstilling efter et boldtab højt oppe på banen, men Randers-angriberen magtede ikke at passere Nicolai Larsen.

Mere skete der faktisk ikke i første halvleg, og man sad med en fornemmelse af, at holdene næsten stod for godt til hinanden og udlignede mandskabernes respektive styrker.

Kampbilledet fortsatte efter pausen, men det var randrusianerne der dog havde afslutningerne – om end nogle spagfærdige af slagsen – ved henholdsvis Mustafa Amini, Nicolai Poulsen og Kasper Fisker.

Selve indsatsen var egentlig okay fra AaB’s side, men kvaliteten manglede i den grad, og efterhånden virkede det også til at energien forsvandt, hvilket ikke mindst kom til udtryk i dystens slutfase, hvor indskiftede Mikael Ishak – heldigvis for AaB og symptomatisk for kampen – headede decideret forbi bolden i en ellers udmærket position.

RFC2Også Mandla Masango nåede at forsøge sig en sidste gang for Randers FC, inden AaB faktisk i det 90. minut lidt tilfældigt fik sin første og eneste mulighed, men Rasmus Jönsson fik ikke ordentligt træf på læderet.

Dermed sluttede det, som man startede, og der er nu lagt op til et gedigent brag søndag eftermiddag på Nordjyske Arena, når Brøndby I.F. kommer på besøg.

Husk at AaB donerer 1 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Nordjyske Arena til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2016 går ubeskåret til Hjerterummet & Cykel20, som efter forårets fire første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 23.900 kr. Køb i forsalg din billet her.

Matchfacts – Alka Superligaen, 26. spillerunde
Randers FC-AaB  0-0
Advarsel Randers FC: Kasper Fisker (52)
Advarsler AaB: Ingen.
4.136 tilskuere på BioNutria Park.

Randers FC (4-4-2): Karl-Johan Johnsson, Johnny Thomsen, Mads Fenger, Jeppe Tverskov, Erik Marxen, Kasper Fisker (79: Mikkel Kallesøe), Joel Allansson, Nicolai Poulsen, Mustafa Amini (72: Moussa Maazou), Mandla Masango, Viktor Lundberg (59: Mikael Ishak).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Kenneth Emil Petersen, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann (68: Jakob Blåbjerg), Rasmus Jönsson, Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Thomas Enevoldsen (79: Frederik Børsting), Jannik Pohl (53: Lukas Spalvis).

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen.

'