AaB-reserver tabte målfest mod AGF

26. september 2012 kl. 17:25

Allerede inden for de første par minutter havde en især i første halvleg meget aktiv Kayke to scoringschancer, mens en blank Rolf Toft i det 16. minut headede Jakob Blåbjergs præcise indlæg over mål.

Midtvejs i halvlegen fik gæsterne sin første skudmulighed, og efter 26 minutter bragte AGF sig også i front på en flot klinisk afslutning fra distancen. Situationen dog sat i gang af et uheldigt afspil fra AaB-keeper Mark Ryutin.

Syv minutter senere var udeholdet også tæt på 2-0, men i stedet fik AaB udlignet i det 38. minut, da Kayke og Nicolaj Thomsen stod for oplægget til Rolf Toft, der kunne skubbe læderet over stregen fra få meter.

Få øjeblikke senere var AGF imidlertid igen i front, da AaB snorksov ved et hjørnespark, hvilket Søren Berg prompte udnyttede.

Inden pausen fik Anders Due en god mulighed for at udligne efter et kvikt AaB-angreb, ligesom Kayke og Nicolaj Thomsen igen stod for oplægget til Rolf Toft i det 45. minut, men alene med AGF’s bageste skanse gik afslutningen forbi mål.

Anden halvleg bød på én lang AaB-dominans, og det var igen tæt på udligning, da Nicolaj Thomsen fra tæt hold headede Kaykes præcise bold lige på AGF-keeperen.

I stedet kiksede AaB’s offside-fælde, så aarhusianerne kunne score til 3-1.

Med 25 minutter igen fik AaB dog bragt spænding tilbage i dysten, da Malthe Mondrup fandt Nicolaj Thomsen, som nettede til 3-2 med en fin afslutning.

I det 74. minut burde Jakob Blåbjerg have udlignet, da han blev spillet totalt fri af Kaykes hælaflevering, men denne gang gik skuddet over mål.

Straks efter stod Jakob Blåbjerg for oplægget til Lukas Spalvis, men det udmærkede hovedstød blev afværget af målmanden.

Den fortjente udligning kom omsider ti minutter før tid, da Nicolaj Thomsen smart frispillede Lukas Spalvis, der var iskold i sin afslutning.

AaB dummede sig dog gevaldigt bare to minutter senere, da man blev fanget med en hurtig omstilling, som Søren Berg omsatte til 4-3.

Et Nicolaj Thomsen-forsøg blev i sidste minut afværget på selve mållinien, inden Søren Berg i tillægstiden cementerede AGF-sejren på et nyt kontra-stød.

AaB’s næste opgave i turneringen er udekampen mod Silkeborg I. F. mandag den 8. oktober.

Matchfacts – Reserveholdsturneringen, 7. spillerunde
AaB-AGF  3-5 (1-2)
26. min 0-1, 38. min 1-1 Rolf Toft, 40. min 1-2, 59. min 1-3, 65. min 2-3 Nicolaj Thomsen, 80. min 3-3 Lukas Spalvis, 82. min 3-4, 90. min 3-5.

'