-
28. oktober kl. 18:00
1 : 3
7. oktober
0 : 1
30. september
0 : 5
26. september
0 : 5
23. september
1 : 1
17. september

AaB overvandt Odder-chok og er klar til pokalkvartfinalerne

19. november 2014 kl. 18:23

Ingen andre klubber har præsteret at kvalificere sig til 30 kvartfinaler, og således er AaB’s forsvarende pokalmestre efter dagens 4-2 sejr ikke langt fra fra endnu en god oplevelse i turneringen.

Odder04I forhold til den seneste kamp i Superligaen mod FC Vestsjælland havde AaB fire ændringer i startformationen, hvor Mathias Wichmann, Thomas Augustinussen, Søren Frederiksen og Nicklas Helenius afløste Andreas Bruhn, Rasmus Würtz, Nicolaj Thomsen og Thomas Enevoldsen.

De undertippede gæster fra Odder chokstartede som nævnt med et føringsmål allerede efter 50 sekunder, da Nicolaj Johansen udnyttede en svag tilbagelægning fra Kenneth Emil Petersen til at prikke læderet imellem benene på AaB-keeper Nicolai Larsen.

AaB svarede dog hurtigt igen, og allerede i det femte minut var udligningen en realitet, da anfører Thomas Augustinussen smukt headede Donny Gorters perfekte hjørnesparksbold i netmaskerne.

I fortsættelsen virkede AaB skarpe, og der var to-tre nærgående forsøg, inden føringsmålet kom efter 12 minutter, hvor Nicklas Helenius fra tæt hold dunkede Donny Gorters hårde tværaflevering op i nettaget.

Odder06AaB var næsten konstant på bolden, men der blev ikke skabt så mange farlige situationer, hvorimod Odder leverede endnu et chok midtvejs i halvlegen, da Tobias Rocatis fra distancen med et regulært drømmemål hamrede kuglen op i det fjerneste målhjørne.

I de følgende minutter virkede AaB ikke unaturligt en smule rystede, men efterhånden fik man igen sat sig tungt på begivenhederne, og Anders K. Jacobsen flugtede fra få meter i det 28. minut en stor mulighed over tværribben.

Anders K. Jacobsen forsøgte sig igen uden held otte minutter før pausen efter et nyt oplæg fra Donny Gorter, men yderligere scoringer kom der ikke i en begivenhedsrig første halvleg.

Thomas Augustinussen sendte anden halvlegs første forsøg over mål i det 48. minut, og fem minutter senere blev føringen genetableret, da Henrik Dalsgaard med venstrebenet og på fremragende vis hamrede bolden utageligt op i det fjerneste målhjørne.

Odder08Uden at være prangende svingede AaB tålmodigt taktstokken, og den trods alt meget velfortjente sejr blev cementeret med godt et kvarter igen, hvor indskiftede Thomas Enevoldsen fandt Nicklas Helenius, hvis forsøg fra tæt hold blev pareret af Odder-målmand Rune Neubauer, som imidlertid i næste sekund blev klinisk passeret af Anders K. Jacobsens.

Også Thomas Enevoldsen nåede at teste Rune Neubauer, mens Odder fire minutter før tid kunne have bragt spænding tilbage i dysten, men en blank Nicolaj Johansen headede over mål. Ligeledes måtte Nicolai Larsen i tillægstiden redde et hovedstød fra Nicolaj Nielsen.

Kvartfinalerne i DBU Pokalen afvikles i perioden 3. – 5. marts 2015, men næste opgave for AaB venter allerede på søndag aften i Superligaen, hvor det indtil videre  suveræne førerhold fra FC Midtjylland er modstanderen i Herning.

Matchfacts – DBU Pokalen, ottendedelsfinale
AaB-Odder IGF  4-2 (2-2)
1. min 0-1 Nicolaj Johansen, 5. min 1-1 Thomas Augustinussen, 12. min 2-1 Nicklas Helenius, 21. min 2-2 Tobias Rocatis, 53. min 3-2 Henrik Dalsgaard, 74. min 4-2 Anders K. Jacobsen.
Advarsler AaB: Ingen.
Advarsler Odder IGF: Nikolai Laursen (24), Sebastian Pingel (40), Simon Skibsted (61), Nicolaj Nielsen (81).
4.117 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Donny Gorter (79: Jakob Blåbjerg), Mathias Wichmann, Thomas Augustinussen, Kasper Risgård (69: Thomas Enevoldsen), Søren Frederiksen (69: Andreas Bruhn), Nicklas Helenius, Anders K. Jacobsen.

Odder IGF (4-4-1-1): Rune Neubauer, Thomas Ramsdal, Nicolaj Nielsen, Nikolai Laursen, Malte Dyrmose Kastrup, Nicolaj Johansen, Kristopher Bonde (83: Kasper Mikkelsen), Tobias Rocatis, Simon Skibsted, Jeppe Pedersen (62: Thomas Mørch), Sebastian Pingel (71: Nick Drachmann).

Dommer: Jens Maae.