AaB overbevisende videre i DBU Pokalen

9. september 2015 kl. 22:40

Der var med flere end 5.000 tilskuere stadionrekord på Bredbånd Nord Arena i Hjørring, og AaB havde kampen igennem fornem opbakning fra lægterne fra de mange supportere i udebaneafsnittet.

FCK3I forhold til AaB’s seneste kamp i Alka Superligaen  mod Randers FC havde cheftræner Lars Søndergaard valgt tre ændringer i startopstillingen, hvor Thomas Augustinussen, Oliver Abildgaard og Nicklas Helenius afløste Kenneth Emil Petersen, Kasper Risgård og Lukas Spalvis.

AaB satte sig fra første minut på kampen, og allerede i det fjerde minut blev en ønskestart også en realitet, da Thomas Enevoldsen eminent headede Henrik Dalsgaards fremragende indlæg utageligt i netmaskerne.

To minuttter senere headede Nicklas Helenius et lige så fint indlæg fra den modsatte side forbi, mens værternes første forsøg kom i det tiende minut fra den forhenværende AaB’er Hallur Hansson, men afslutningen fra distancen gik langt forbi målrammen hos AaB-keeper Nicolai Larsen.

AaB havde som forventet et markant overtag rent spillemæssigt, og Nicklas Helenius manglede efter 14 minutter blot få centimeter for at støde Patrick Kristensens glimrende indlæg i nettet.

I de umiddelbart følgende minutter så Vendsyssel F.F. en del mere til bolden, og Hallur Hansson snuste til en mulighed i det 19. minut, mens AaB dog straks svarede igen med en afslutning over mål fra Thomas Enevoldsen på det efterfølgende angreb.

FCK1Vendsyssel F.F. lykkedes i denne fase med gøre opgøret mere duelpræget, og Hallur Hansson forsøgte sig i det 24.minut for tredje gang, men hans skudchance fra kanten af straffesparksfeltet gik fladt forbi mål.

Bare minuttet senere kom værterne endnu tættere på, men Nicolai Larsen var på plads, da Ayo Simon Okosun fik muligheden fra tæt hold.

Øjeblikket senere fik Thomas Enevoldsen blokeret en afslutning i den modsatte ende, og det samme gjaldt efter 29 minutter for Rasmus Jönsson.

Fire minutter senere burde AaB have fordoblet føringen, da Oliver Abildgaard med en smuk pasning, fandt Nicolaj Thomsen, der brysttæmmede sig fri af en Vendsyssel-forsvarer, men alene med VFF-målmand Jesper Christiansen trak sidstnævnte det længste strå.

I den ganske livlige første halvleg truede Rasmus Jönsson i yderligere to tilfælde, og seks minutter før pausen sneg et afrettet spark fra Oliver Abildgaard sig tæt forbi den bageste stolpe.

Efterhånden havde AaB igen god kontrol på begivenhederne, og i slutfasen af første halvleg havde både Rasmus Würtz og Nicklas Helenius udmærkede skudmuligheder, men begge gik tæt forbi henholdsvis den ene og den anden opstander.

Straks fra anden halvlegs indledning forsøgte begge mandskaber sig på ny, og størst var tilbuddet, da Nicolaj Thomsen fandt Thomas Enevoldsen, hvis afslutning blev reddet ved roden af den forreste stolpe af Jesper Christiansen.

2-0 træfferen kom omsider i det 56. minut, da Nicolaj Thomsen fangede en nedfaldsbold efter et hjørnespark, inden læderet resolut blev sendt fladt i mål fra kanten af straffesparksfeltet.

Værterne havde dog ikke opgivet ævred, og Patrick Bang bragede to minutter senere en god skudchance over mål.

I fortsættelsen fik Nicolaj Thomsen yderligere to skudchancer, der begge gange gik forbi.

Midtvejs i anden halvleg opstod der for første gang lidt stilstand i dysten, men det blev alligevel til sporadiske forsøg fra Nicklas Helenius og Thomas Enevoldsen i henholdsvis det 67. og det 70. minut, og to minutter senere sørgede et nydeligt forarbejde fra Henrik Dalsgaard og Nicolaj Thomsen for en stor mulighed til Nicklas Helenius, men Jesper Christiansen fik reddet flot.

Den udlejede AaB’er Viktor Ahlmann var nu kommet på banen, og med et kvarter igen fik han testet Nicolai Larsen med en udmærket afslutning.

AaB cruisede i slutminutterne sejren hjem, og det var ligeledes værd at glæde sig over debut til Jannik Pohl og længe ventet comeback til Jakob Ahlmann, der blev budt en massiv velkomst fra AaB’s supportere.

I sekstendedelsfinalen venter nu Danmarksserieholdet fra Lystrup I.F., men i første omgang rettes fokus på den forestående udfordring i Alka Superligaen, hvor FC København søndag er modstanderen i Parken.

Matchfacts – DBU Pokalen, 2. runde
Vendsyssel F.F.-AaB  0-2 (0-1)
4. min 0-1 Thomas Enevoldsen, 56. min 0-2 Nicolaj Thomsen.
Advarsler Vendsyssel F.F.: Ingen.
Advarsel AaB: Rasmus Würtz (80).
5.083 tilskuere på Bredbånd Nord Arena.

Vendsyssel F.F. (4-5-1): Jesper Christiansen, Jens-Kristian Sørensen, Mads Greve (76: Buster Munk), Chris Sørensen, Patrick Bang, Rune Frantsen (62: Ken Fagerberg), Ayo Simon Okosun, Martin Bergvold, Hallur Hansson, Christian Overby, Nicolas Bøgild (69: Viktor Ahlmann).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Thomas Augustinussen, Kasper Pedersen, Patrick Kristensen, Nicolaj Thomsen, Rasmus Würtz, Oliver Abildgaard (85: Andreas Bruhn), Thomas Enevoldsen (88: Jakob Ahlmann), Rasmus Jönsson (77: Jannik Pohl), Nicklas Helenius.

Dommer: Jens Maae.