AaB og Andreas Bruhn ophæver samarbejdet
22-årige Andreas Bruhn skiftede som ungdomsspiller til AaB fra samarbejdsklubben Støvring I.F.
AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:
- Andreas Bruhn har haft svært ved at tilkæmpe sig spilletid i den forgangne sæson, og derfor er vi blevet enige med ”Ando” om, at det bedste ville være at prøve noget nyt.
- ”Ando” har absolut et potentiale, som vi desværre ikke i fælleskab har fået forløst, men vi ønsker ham naturligvis al mulig held og lykke i sin fortsatte karriere, siger Allan Gaarde.
Andreas Bruhn har været glad for tiden i AaB, men ser nu frem til en ny udfordring:
- Jeg har været utrolig glad for mine tre år i Superligatruppen i AaB, hvor det selvfølgelig har været fedt at være en del af både et dansk mesterskab, en pokaltitel og de mange kampe i Europa.
- Det var heller ikke planen, at jeg skulle væk fra AaB, hvilket jeg også er ærgerlig over, men omvendt kan jeg mærke, at jeg har behov for noget luftforandring, så jeg kan få genstartet min karriere, siger Andreas Bruhn.
Andreas Bruhn blev noteret for 52 officielle kampe og to scoringer for Hele Nordjyllands Hold.