AaB og Ahlmann forlænger til 2019

24. maj 2016 kl. 11:37

Den dygtige venstreforsvarer kom som 12-årig til AaB fra samarbejdsklubben Brønderslev I.F. og har siden etableret sig som en af landets bedste på sin position.

Ahlmann_hummel1AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Når Jakob Ahlmann rammer sit topniveau, så er der ingen i Danmark, der er bedre på pladsen som venstre back, og vi er selvfølgelig glade for, at vi har kunnet blive enige med Jakob om en ny aftale.

- Jakob er en af succeshistorierne fra vores talentudvikling, hvor han har taget vejen fra drengespiller i AaB til Alka Superligaen og videre til det danske A-landshold, konstaterer Allan Gaarde.

- I bestræbelserne på at skabe et hold der til stadighed kan være en del af toppen dansk fodbold er det vigtigt, at vi har en stærk stamme på holdet, ligesom det er væsentligt, at vores mange unge talenter har nogle spillere, som de kan støtte sig til både i medgang og modgang, og her er Jakob Ahlmann ligeledes en nøglefigur for AaB, siger Allan Gaarde.

Også 25-årige Jakob Ahlmann er glad for sin nye aftale:

- Jeg synes, det er fedt at være i AaB, og jeg har en klar målsætning om at genfinde min stabilitet og bidrage endnu mere i de kommende år.

- Vi er i gang med at skabe et nyt hold, og jeg ser frem til at være en af de bærende spillere, der kontinuerligt er med til at tage ansvar, så vi holder et højt niveau, siger Jakob Ahlmann.

- Nu gælder det om at slutte denne sæson af så godt som muligt, og perspektiverne for den kommende sæson ser også spændende ud, påpeger Jakob Ahlmann.

Jakob Ahlmann er foreløbig noteret for 102 officielle kampe og tre mål for Hele Nordjyllands Hold, ligesom det i landsholdssammenhæng indtil videre er blevet til to A-landskampe og 19 U-landskampe for Danmark.

Køb i forsalg billet til sæsonens sidste hjemmekamp torsdag aften mod FC Midtjylland her.

'