AaB fortsatte pointstime mod OB

6. december 2014 kl. 18:54

Dermed fik cheftræner Kent Nielsens mandskab en godkendt afslutning på Superligaåret 2014, og med resultatet er der stadig meget at spille for i det kommende forårs resterende 16 runder.

OB07I forhold til den seneste kamp mod FC København for seks dage siden havde AaB fem ændringer i startformationen, hvor Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Frederik Børsting, Thomas Enevoldsen og Anders K. Jacobsen erstattede Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Mathias Wichmann, Kasper Risgård og Nicklas Helenius.

Dermed sendte AaB en opstilling med en gennemsnitsalder på godt 23 år på grønsværen, og efter en lige indledning tilfaldt første chance Rasmus Würtz, der dog efter en nedfaldsbold valgte at aflevere på tværs i stedet for at forsøge selv.

Straks efter var OB i gang med et kontrastød, som AaB-keeper Nicolai Larsen dog fik forhindret udbytte af i sidste øjeblik.

I niende minut kom opgørets reelt første forsøg, da Thomas Enevoldsen testede OB-målmand Mads Toppel, mens Nicolai Larsen to minutter senere i to omgange kom i vejen for Rasmus Falk.

Donny Gorter havde midtvejs i halvlegen et nærgående frisparksforsøg, inden den første chance opstod i det 24. minut, hvor Anders K. Jacobsen frispillede Thomas Enevoldsen mistænkeligt på kanten af offside, og Enevoldsen fik afsluttet glimrende hådt og fladt mod det fjerneste hjørne, men Mads Toppel leverede en fornem redning.

I fortsættelsen truede værterne med nærgående skudforsøg fra Azer Busuladzic og Espen Ruud, mens AaB fik halvlegens sidste tilbud, men Nicolaj Thomsen missede sin berøring efter Henrik Dalsgaards oplæg.

OB05OB startede klart bedst efter pausen, og både Vladimir Dvalishvili og Rasmus Falk var nærgående i den på dette tidspunkt uskønne fight, hvor AaB var for stillestående og havde alt for mange sløsede boldtab.

Men pludselig kom magien i det 66. minut, hvor en smukt angreb endte med en eminent pasning fra Mathias Wichmann til Henrik Dalsgaard, der fra mållinien afleverede skråt bagud til Thomas Enevoldsen, der kunne score i et tomt mål.

Fem minutter senere sendte Espen Ruud en skudchance langt over mål, men udligningen kom alligevel med et kvarter igen, da Nicolai Larsen ikke kunne holde et skud fra Lasse Kryger, hvorfor Rasmus Falk kunne udnytte riposten.

Herfra lignede AaB imidlertid det bedste hold, og Thomas Enevoldsen sendte læderet over tværribben, mens indskiftede Nicklas Helenius syv minutter før tid desværre korrekt fik annuleret en scoring for offside efter ellers endnu et nydeligt AaB-angreb.

En livlig Nicklas Helenius nåede også at teste Mads Toppel, før han et minut inde i dommerens tillægstid bragte sig på skudhold i feltet, men afslutningen gik snert forbi fjerneste opstander.

Sidste farlige aktion kom fra hjemmeholdets Daniel Høegh, men Nicolai Larsen var vågen over for hovedstødet i de døende sekunder.

Årets sidste opgave venter torsdag aften i Portugal mod Rio Ave FC, hvor AaB kan sikre sig videre adgang i UEFA Europa League.

Matchfacts – Superligaen, 17. spillerunde
OB-AaB  1-1 (0-0)
66. min 0-1 Thomas Enevoldsen, 75. min 1-1 Rasmus Falk.
Advarsler OB: Ingen.
Advarsler AaB: Rasmus Würtz (19), Henrik Dalsgaard (90).
5.025 tilskuere på TRE-FOR Park.

OB (4-4-2): Mads Toppel, Espen Ruud, Lasse Nielsen, Daniel Høegh, Ari Skulason, Rasmus Falk, Martin Spelmann, Azer Busuladzic, Emil Larsen (46: Mikkel Desler), Vladimir Dvalishvili (72: Darko Bodul), Lasse Kryger.  

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Donny Gorter, Andreas Bruhn (51: Mathias Wichmann), Rasmus Würtz, Nicolaj Thomsen, Frederik Børsting (46: Thomas Augustinussen), Thomas Enevoldsen, Anders K. Jacobsen (73: Nicklas Helenius).

Dommer: Kenn Hansen.

'