AaB forlænger med Børsting

21. marts 2016 kl. 07:50

Frederik Børsting skiftede til AaB som tiårig fra samarbejdsklubben RKG Klarup, og i den nuværende Alka Superligatrup findes der i øjeblikket 15 ud af 23 spillere, som har spillet ungdomsfodbold i AaB.

generelt - stander med SelectAaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- I sine første 18 måneder af sin seniortid har Frederik gennemgået en enorm udvikling, og han har hurtigere end forventet formået at gøre sig gældende i Alka Superligaen, hvilket også er en cadeau til både vores talentudvikling, vores trænerteam omkring Superligatruppen og Frederik selv.

- Børsting er god til lidt af hvert; han har stor løbekapacitet, han er en stærk erobringsspiller og kan afdrible en mand. Og så har en god psyke og en stærk vilje, som kan hjælpe ham endnu videre, siger Allan Gaarde.

- Vi er overbeviste om, at Frederik med hårdt arbejde vil fortsætte sin udvikling, og derfor er vi naturligvis også glade for at en ny aftale er kommet på plads, konstaterer Allan Gaarde.

Frederik Børsting, der i de kommende dage spiller EM-kvalifikationskampe for U/21-landsholdet mod Luxembourg og Armenien, ser ligeledes frem til det fortsatte samarbejde:

- Det er gået stærkt, og jeg synes, at jeg har lært ufattelig meget på kort tid, og jeg har ikke været i tvivl om, at det er i AaB, jeg fortsat skal udvikle mig.

- Jeg har kæmpe følelser for AaB, hvor jeg nu har været i 11 år, og det er megafedt, at klubben tror på mig, så jeg også i fremtiden kan være en del af det spændende projekt, som vi har gang i, siger Frederik Børsting.

21-årige Frederik Børsting blev rykket op i AaB’s Alka Superligatrup i sommeren 2014 og er foreløbig noteret for 42 officielle kampe og tre scoringer for Hele Nordjyllands Hold.

I landsholdssammenhæng har Frederik Børsting 14 U-landskampe – herunder otte for U/21-landsholdet – på sit CV.