AaB få minutter fra point i Parken

18. september 2011 kl. 20:56

Udebane4, Kenneth EmilIndsatsen var dog langt henad vejen særdeles opløftende, og AaB var indtil det 82. minut holdet, som var tættest på scoring efter Nicklas Helenius’ stolpeskud i første halvleg.

I forhold til sidste uges møde med FC Nordsjælland havde AaB blot en enkelt ændring i startformationen, hvor Henrik Dalsgaard afløste Jeppe Curth.

Ganske vist var Thomas Augustinussen blevet klarmeldt, men ”Augo” gled i sidste øjeblik ud af truppen som følge af lykkelige omstændigheder på hjemmefronten.

I en jævnbyrdig indledning opstod første farlige situation i det ottende minut, da Mathias Wichmann med et uheldigt boldtab satte en omstilling i gang, men heldigvis gik afslutningen fra Thomas Delaney forbi mål.

To minutter senere havde Mathias Wichmann i den modsatte ende AaB’s første forsøg, men blot øjeblikket senere fik Kjetil Wæhler i sidste øjeblik med en god tackling afværget fra Dame N’Doye i AaB’s straffesparksfelt.

Den afvekslende affære fortsatte for fuld skrue, og AaB’s første store chance kom efter 12 minutter, hvor Anders Due lagde læderet skråt bagud til Chris Rolfe, men FCK-keeper Johan Wiland fik reddet.

Også Kenneth Emil Petersen – efter en dødboldsituation – og Rasmus Würtz var nærgående, før værternes Cesar Santin i det 18. minut fik bolden serveret på et sølvfad fra Pierre Bengtsson, men afslutningen gik forbi AaB’s målramme.

Som halvlegen skred frem fik AaB mere og mere greb om kampen, og offensivt spillede man sig næsten efter behag igennem i venstre side.

Udebane1, Anders Due rygNi minutter før pausen var dette igen tilfældet, da fine kombinationer endte hos Nicklas Helenius, der hamrede bolden tørt på roden af den ene opstander.

Yderligere to store chancer skulle AaB nå at tilspille sig i første halvleg, men desværre fik hverken Chris Rolfe eller Anders Due omsat de to næsten identiske muligheder.

Også fra anden halvlegs begyndelse udstrålede AaB stor tro på tilværelsen, og Henrik Dalsgaard sprintede i det 47. minut fra Sölvi Ottesen, men afslutningen blev for svag og gik forbi mål.

I den modsatte ende kom AaB i vejen for forsøg fra Christian Bolanos og Dame N’Doye, mens et AaB-hjørnespark udløste en farlig klumpspilsituation.

Med 18 minutter igen serverede indskiftede Jeppe Curth med en perfekt pasning en friløber til Anders Due, men meget uforståeligt – hvilket TV-billederne efterfølgende bekræftede – valgte liniedommeren at hæve flaget.

Straks efter havde hjemmeholdets Sölvi Ottesen en stor chance fra to meter, mens AaB-målmand Nicolai Larsen med 14 minutter igen leverede en flot fodparade over for en frispillet Claudemir.

Desværre trak Nicolai Larsen med otte minutter igen det korteste strå i luftrummet, hvorfor Ragnar Sigurdsson kunne stige til vejrs og heade føringsmålet i netmaskerne.

I slutfasen slog Dame N’Doye klinisk værternes gevinst fast, men AaB kan se tilbage på en god præstation – i hvert fald i dystens første 70 minutter.

Det er tid at komme tilbage på sejrssporet, og næste mulighed er hjemmekampen mod Lyngby Boldklub om otte dage.    

Matchfacts – Superligaen, 9. spillerunde
FC København-AaB  2-0 (0-0)
82. min 1-0 Ragnar Sigurdsson, 88. min 2-0 Dame N’Doye.

Advarsler FC København: Ragnar Sigurdsson (77), Dame N’Doye (88).
Advarsel AaB: Anders Due (38).

15.245 tilskuere i Parken.

FC København (4-4-2): Johan Wiland, Lars Jacobsen, Sölvi Ottesen, Ragnar Sigurdsson, Pierre Bengtsson, Christian Bolanos, Claudemir (89: Johan Absalonsen), Christian Grindheim, Thomas Delaney, Cesar Santin (61: Morten Nordstrand), Dame N’Doye (90: Youssef Toutouh).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Lasse Nielsen, Kenneth Emil Petersen, Kjetil Wæhler, Patrick Kristensen, Chris Rolfe (64: Jeppe Curth), Rasmus Würtz, Mathias Wichmann (85: Kayke), Anders Due, Nicklas Helenius, Henrik Dalsgaard (78: Louay Chanko).

Dommer: Claus Bo Larsen.