AaB dukket i tillægstiden

12. april 2015 kl. 19:19

Dermed fik søndagens duel en særdeles ærgerlig afslutning for AaB, der ellers i dystens sidste kvarter lignede det mest sandsynlige hold til at fremtvinge en afgørelse.

FCM07I forhold til det seneste opgør i mandags mod Randers FC havde AaB to ændringer i startformationen, hvor Thomas Augustinussen og Frederik Børsting afløste Rasmus Würtz og Nicklas Helenius.

Gæsterne greb initiativet i indledningen, men det var AaB’s Thomas Enevoldsen, der i det 11. minut havde kampens første nærgående, da hans afslutning fra distancen gik tæt over tværribben.

Fem minutter senere fik Thomas Enevoldsen også opgørets første chance efter glimrende forarbejde af Nicolaj Thomsen, men skudmuligheden blev med venstrebenet sendt langt over mål.

Spillemæssigt fik AaB gradvist kæmpet sig mere og mere ind i matchen, og føringsmålet kom i det 27. minut, hvor et kvikt angreb med Nicolaj Thomsen og Henrik Dalsgaard i første omgang endte hos FCM’s Sylvester Igboun, men Frederik Børsting var vågen i sit genpres, hvorefter Thomas Enevoldsen smukt kunne hamre læderet op i det fjerneste målhjørne.

I den modsatte ende havde Sylvester Igboun efterfølgende et par nærgående forsøg, inden udligningen kom syv minutter før pausen, hvor Jakob Poulsen sendte et direkte frispark i netmaskerne.

FCM02Umiddelbart før pausefløjtet havde udeholdets Kristian Bach Bak en afslutning ikke langt fra det fjerneste øverste målhjørne, mens man i anden halvleg skulle længere end midtvejs for at finde kampens næste afslutning, da AaB-keeper Nicolai Larsen reddede fra Rilwan Hassan.

Herfra lignede AaB imidlertid mandskabet med størst overskud, og Thomas Enevoldsen sendte efter 74 minutter et fint oplæg fra Nicolaj Thomsen langt over målrammen.

I fortsættelsen havde både Kasper Risgård og i to omgange Nicklas Helenius nærgående afslutninger, men afgørelsen faldt i stedet i tillægstidens tredje minut, da et halvkikset skudforsøg fra Jakob Poulsen ramte Kasper Risgård, så Nicolai Larsen var prisgivet på stregen.

Med nederlaget har AaB med ni spillerunder igen seks point op til Brøndby I.F. på tredjepladsen.

AaB’s næste opgave er udekampen på lørdag mod FC Vestsjælland.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – Alka Superligaen, 24. spillerunde
AaB-FC Midtjylland  1-2 (1-1)
27. min 1-0 Thomas Enevoldsen, 38. min 1-1 Jakob Poulsen, 90. min 1-2 Jakob Poulsen.
Advarsler AaB: Henrik Dalsgaard (30), Thomas Enevoldsen (50).
Advarsler FC Midtjylland: Ingen.
7.690 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Kasper Pedersen, Patrick Kristensen, Nicolaj Thomsen, Thomas Augustinussen, Kasper Risgård, Frederik Børsting (61: Andreas Bruhn), Thomas Enevoldsen (90: Lukas Spalvis), Rasmus Jönsson (71: Nicklas Helenius).

FC Midtjylland (4-1-4-1): Johan Dahlin, Kristian Bach Bak, Patrick Banggaard, Erik Sviachenko, Jesper Lauridsen, Tim Sparv, Sylvester Igboun, Jakob Poulsen, Izunna Uzochukwu (60: André Rømer), Rilwan Hassan (72: Morten Duncan Rasmussen), Martin Pusic (81: Marcos Urena).

Dommer: Lars Christoffersen.

'