AaB dukket af Brugge

19. februar 2015 kl. 21:26

Dermed har de forsvarende danske mestre og pokalvindere et særdeles vanskeligt udgangspunkt inden returkampen på belgisk grund om en uge.

Brugge03I forhold til den sidste testkamp for seks dage siden mod Odd Grenland havde AaB en enkelt ændring i startformationen, hvor Andreas Bruhn afløste sygdomsramte Kasper Risgård.

AaB startede egentlig glimrende de første 20-25 minutter, selvom Club Brugge også hurtigt viste sin farlighed.

Værterne var allerede i det første minut tæt på at slippe igennem, men Brugge-forsvaret fik forpurret muligheden til Andreas Bruhn efter forarbejde fra Rasmus Würtz.

Fire minutter senere var gæsterne dog endnu tættere på, da AaB-keeper Nicolai Larsen først måtte afværge fra Felipe Gedoz, før Ruud Vormer halvflugtede returbolden på den ene opstander.

Brugge14I den livlige indledning var det i det syvende minut Frederik Børsting, der med en fin afslutning tvang en god redning ud af Brugge-målmand Matthew Ryan, og på det efterfølgende hjørnespark var Rasmus Thelander centimeter fra at nå frem til Andreas Bruhns hovedstød på tværs af det lille felt.

Optimismen var intakt efter 12 minutter, hvor Anders K. Jacobsen var tæt på at slippe igennem på Jakob Blåbjergs nydelige forarbejde, mens AaB til gengæld syv minutter senere blev spillet tynde i den modsatte ende, hvor Henrik Dalsgaard i sidste øjeblik fik sendt læderet til hjørnespark.

Midtvejs i halvlegen truede AaB på ny, da en stærkt spillende Nicklas Helenius fandt Anders K. Jacobsen, men Matthew Ryan leverede igen en afgørende redning.

Brugge13I stedet tog gæsterne føringen i det 25. minut, hvor et tilsyneladende ufarligt indlæg mod den bageste stolpe tæt under mål blev headet i nettet af Obbi Oularé, der vandt den direkte duel med Rasmus Thelander.

I første halvleg havde AaB i flere sekvenser problemer centralt, og det var også en lidt uheldig aktion fra Rasmus Würtz, der fire minutter senere gav plads til Lior Refaelov, der til gengæld fornemt fra distancen hamrede bolden i netmaskerne til 2-0.

Ikke unaturligt virkede AaB hårdt ramt i de efterfølgende minutter, hvor Nicolai Larsen måtte redde fra Felipe Gedoz, men AaB lukkede alligevel halvlegen med det sidste forsøg, da Frederik Børsting sendte Henrik Dalsgaards forarbejde langt over mål.

Ligesom i første halvleg startede AaB stærkt i anden, og allerede i det 48. minut blev det til en stor mulighed til Nicolaj Thomsen, men Matthew Ryan vandt den direkte duel og forhindrede dermed en vigtig reducering.

Brugge11De to målscorere Obbi Oularé og Lior Refaelov havde i fortsættelsen nærgående forsøg for Club Brugge, mens Nicklas Helenius i det 54. minut efter en god aktion sendte bolden over mål med et hårdt venstrebensspark.

3-0 træfferen kom i stedet efter godt en times spil, da Kenneth Emil Petersen på uheldig vis fik sendt en tilbagelægning forbi Nicolai Larsen.

AaB bevarede dog modet, og Nicolaj Thomsen forsøgte sig, inden Jakob Blåbjerg fik fremtvunget et straffespark, som Nicklas Helenius sikkert eksekverede 19 minutter før tid.

Herfra fadede affæren imidlertid ud, men Nicolai Larsen måtte dog redde et kvalificeret skudforsøg fra Thomas Meunier.

Allerede søndag aften venter næste hjemmekamp for AaB, når Brøndby I.F. gæster Nordjyske Arena i Alka Superligaens forårspremiere. Flere end 9.107 billetter er ude til kampen, og du kan stadig købe billet i forsalg her.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – UEFA Europa League, sekstendedelsfinale, 1. kamp
AaB-Club Brugge  1-3 (0-2)
25. min 0-1 Obbi Oularé, 29. min 0-2 Lior Refaelov, 61. min 0-3 selvmål Kenneth Emil Petersen, 71. min 1-3 Nicklas Helenius.
Advarsel AaB: Henrik Dalsgaard (3).
Advarsel Club Brugge: Francisco Silva (75).
8.102 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Jakob Blåbjerg, Frederik Børsting (80: Patrick Kristensen), Rasmus Würtz, Nicolaj Thomsen, Andreas Bruhn (46: Thomas Augustinussen), Nicklas Helenius, Anders K. Jacobsen (62: Thomas Enevoldsen).

Club Brugge (3-4-3): Matthew Ryan, Davy De Fauw, Oscar Duarte, Brandon Mechele, Thomas Meunier, Timmy Simons, Ruud Vormer, Boli Bolingoli-Mbombo, Lior Refaelov (80: Tom De Sutter), Obbi Oularé (67: Victor Vázquez), Felipe Gedoz (57: Francisco Silva).

Dommer: Tom Harald Hagen, Norge.

'