AaB-ærgrelse efter 1-1

20. august 2014 kl. 23:41

Udfaldet var umiddelbart en skuffelse, men omvendt er mulighederne til at få øje på inden den ufattelig spændende returkamp på tirsdag i Nicosia.

APOEL5I forhold til Superligaopgøret i lørdags mod Esbjerg havde AaB tre ændringer i startformationen, hvor Rasmus Thelander, Mathias Wichmann og Nicolaj Thomsen erstattede Kasper Pedersen, Thomas Enevoldsen og Frederik Børsting.

Fra første sekvens havde AaB klart det spillemæssige overtag, men gæsterne havde opgørets første farlige afslutning, da Vinicius i det 15. minut forsøgte sig fra distancen.

Blot minuttet senere bragte AaB sig imidlertid i front, da et smukt angreb med Rasmus Thelander, Nicklas Helenius og Patrick Kristensen som stationer endte med en klinisk afslutning fra Nicolaj Thomsen.

AaB spillede resten af halvlegen med internationalt snit, og den kontrollerede offensiv bød i fortsættelsen på to farlige forsøg fra både Anders K. Jacobsen og Kasper Risgård.

APOEL7I halvlegens sidste minut måtte Kenneth Emil Petersen dog heroisk blokere Nuno Morais i en hurtig omstilling, men fra starten af anden halvleg var kampbilledet det samme som de første 45 minutter.

I et tungt, tungt AaB-pres var Kasper Risgård nærgående, og også Rasmus Thelander forsøgte sig, inden Apoel FC i stedet ud af ingenting fik udlignet i det 54. minut, hvor Vinicius let spadserede igennem og udplacerede AaB-keeper Nicolai Larsen.

I de følgende 10-15 minutter mistede AaB momentum, men Anders K. Jacobsen manglede alligevel ikke mange centimeter fra at nå frem til Nicklas Helenius’ tværpasning, mens det derimod var gæsternes Nektarios Alexandrou, der missede en skudmulighed i det 73. minut.

APOEL11Få øjeblikke senere blev tilbuddet dog endnu større, da 350 kamps jubilar Rasmus Würtz med et regulært Michael Laudrup-vip sendte Nicolaj Thomsen alene igennem, men desværre blev afslutningen for svag, så Apoel-målmand Urko Pardo kunne redde uden problemer.

Efterfølgende sendte Nicolaj Thomsen et curlet skudforsøg et par meter forbi den fjerneste stolpe, mens indskiftede Henrik Dalsgaard og Viktor Ahlmann i slutfasen var et friskt pust for AaB.

Desværre kom man ikke tættere på en afgørelse end Henrik Dalsgaard drøn forbi det øverste nærmeste målhjørne, og dermed sluttede aftenen på frustrerende vis for cheftræner Kent Nielsens udvalgte.

Om blot seks dage venter som nævnt den afgørende duel i Nicosia, hvor AaB’s danske mestre og pokalvindere er tvunget til at gentage sejren fra Zagreb eller opnå et uafgjort resultat med minimum to scorede mål.

Men det er også muligt!

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – UEFA Champions League-playoff, 1. kamp
AaB-Apoel FC  1-1 (1-0)
16. min 1-0 Nicolaj Thomsen, 54. min 1-1 Vinicius.
Advarsler AaB: Ingen.
Advarsler Apoel FC: Ingen.
9.663 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen (76: Henrik Dalsgaard), Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Jakob Blåbjerg, Mathias Wichmann, Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen (86: Mathias Thrane), Anders K. Jacobsen, Nicklas Helenius (76: Viktor Ahlmann).

Apoel FC (4-4-2): Urko Pardo, Mario Sergio, Joao Guilherme, Carlao, Marios Antoniades, Constantinos Charalambides (66: Nektarios Alexandrou), Vinicius, Nuno Morais, Tiago Gomes, Cillian Sheridan (90: Gustavo Manduca), Tomas De Vincenti (82: Tasos Papazoglou).

Dommer: Martin Atkinson (England).

'