2-2 i første testkamp

25. januar 2013 kl. 16:44

Kun Kenneth Emil Petersen og Rasmus Würtz fik fuld spilletid på en dag, hvor de første 20 minutter med AaB-briller så helt forkerte ud, hvorimod den resterende del af dysten var aldeles opløftende.

vbk1Allerede i det tredje minut begik unge Jakob Blåbjerg straffespark mod den tidligere AaB’er og i kampens første fjerdedel også meget pågående Jacob ”Taz” Sørensen, og Nicolaj Agger scorede sikkert fra 11 meter.

Bare tre minutter senere fordoblede værterne også føringen til 2-0 efter en hurtig omstilling, der havde Christian Sivebæk som afslutter.

AaB sejlede rundt i denne fase, hvor man både i tanke og i handling havde mere end svært ved at komme i gang, og det kunne snildt være blevet endnu værre, da ”Taz” i det 18. minut sendte en god mulighed på stolpen.

Fem minutter senere kom omsider AaB’s første farlige forsøg, da VBK-keeper Kristian Fæste reddede et hovedstød fra Kayke.

På den efterfølgende hjørnesparksbold fra Anders Due kom imidlertid reduceringen, da Kenneth Emil Petersen forlængede til Kayke, der eksekverede videre til Jeppe Curth tæt under mål.

Herfra dominerede AaB dysten, og Jeppe Curth headede allerede minuttet efter sin første fuldtræffer på opstanderen.

AaB-målmand Nicolai Larsen måtte afværge et forsøg i den modsatte ende, inden det i halvlegens sidste minut blev 2-2, da Jeppe Curth tørt udnyttede Nicolaj Thomsens forarbejde.

I anden halvleg var AaB trods hele ni ud- og indskiftninger i kontrol, og både Mathias Wichmann og Viktor Ahlmann var nærgående, før det i sidste minut lignede et straffespark til AaB begået mod Jakob Ahlmann, der blev frispillet i venstre side af feltet af Mathias Wichmann, men dommerens fløjte forblev tavs.

Dermed blev udfaldet remis, og næste testkamp spilles næste fredag på udebane mod Hobro ligeledes fra 1. division.

Matchfacts – testkamp
Vejle Boldklub Kolding-AaB  2-2 (2-2)
3. min 1-0 Nicolaj Agger, 6. min 2-0 Christian Sivebæk, 24. min 2-1 Jeppe Curth, 45. min 2-2 Jeppe Curth.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen (46: Carsten Christensen), Patrick Kristensen (63: Kasper Pedersen), Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander (46: Nicholas Gotfredsen), Jakob Blåbjerg (46: Jakob Ahlmann), Anders Due (69: Andreas Bruhn), Rasmus Würtz, Hallur Hansson (46: Mathias Wichmann), Nicolaj Thomsen (63: Christian Rye), Jeppe Curth (69: Viktor Ahlmann), Kayke (46: Rolf Toft).

'