Lørdagens duel på Gladsaxe Stadion endte med en AaB-sejr på 2-0 efter en frisparkskasse af Kornelius Normann og en straffesparksscoring af Jubril Adedeji.
Det endte med en udesejr på 2-0, da vi lørdag eftermiddag gæstede AB på Gladsaxe Stadion. Sejren kom i hus efter scoringer af Kornelius Normann og Jubril Adedeji.
Fem minutter inde i kampen lagde et godt forarbejde af en veloplagt Mathias Kubel grundlaget for en stor mulighed til Valdemar Møller, men den 19-årige offensive midtbanespiller måtte se sin afslutning midt i feltet blokeret.
Straks efter satte hjemmeholdet gang i en omstilling, der endte med et fladt hug fra Saliou Diop, men Vincent Müller reddede til hjørne. Et hjørnespark der førte til et nyt langskud fra AB, men denne gang sparkede Marco Vesterholm forbi AaB-målet. Samme adresse havde et AB-forsøg fra Jonathan Mathys også et par minutter senere.
Efter knap et kvarter tilkæmpede Kornelius Normann sig et frispark i en god position lige uden for AB-feltet. Nordmanden tog sig selv af frisparket, som han sparkede igennem muren og over stregen til en nordjysk 1-0-føring.
Andres Jasson prøvede to minutter senere lykken fra distancen, men afslutning sad lige i favnen på Adam Ingi Benediktsson. Sidsnævnte var på plads igen i 18. minut da et godt sammenspil mellem Kornelius Normann og Brian Nwadike førte til en afslutning fra den japanske angriber, som dog måtte se AB-keeperen komme i vejen for forsøget.
Herefter fortsatte halvlegen mere chancefattigt, og inden pausen blev det blot til et par ufarlige forsøg fra hjemmeholdet. Dermed gik vi til pause foran 1-0.
Vi indledte anden halvleg offensivt, og inden for det første minut fik Tibo Persyn en afslutning i AB-feltet blokeret.
Syv minutter efter pausen headede hjemmeholdets Aidan Liu et hjørnespark over Vincent Müllers mål, og fire minutter senere fik Jonathan Mathys en friløber mod Vincent Müller efter en omstilling, men sidste sæsons AB-topscorer sparkede bolden forbi fjerneste opstander.
I modsatte ende satte Valdemar Møller Mathias Kubel op i højre side af feltet, men den hurtige kantspillers afslutning gik et stykke forbi. Også AB's Milan Silva Rasmussen sparkede efter en time et stykke forbi - dog forbi AaB-målet.
Milan Silva Rasmussen var særdeles tæt på en udligning i 64. minut, da han sparkede et giftigt langskud på trekantssammenføjningen.
Straks efter foretog vi en tredobbelt udskiftning, så Kornelius Normann, Mathias Kubel og Nóel Atli Arnórsson blev erstattet af Alexander Håpnes, Jubril Adedeji og AaB-debutant Philip Søndergaard.
I 73. minut sad et godt hjørnespark fra Andres Jasson i pandebrasken på Valdemar Møller, som desværre ikke kunne styre bolden inden for rammen.
Fire minutter senere blev Jubril Adedeji nedlagt i AB-feltet og tilkendt et straffespark. Fra pletten tog englænderen sig sikkert selv af muligheden og udbyggede AaB-føringen til 2-0.
Herefter fulgte et forkølet skud fra 2-0-målskytten samt en forbier fra AB's Tobias Hageltorn, inden Mathijs Tielemans blev skiftet ind til sin AaB-debut i 85. minut i stedet for Markus Kaasa.
Mathijs Tielemans var hurtigt tæt på at komme på tavlen, da han i 89. minut sparkede på stolpen fra kanten af feltet, og blot minuttet senere fulgte endnu en afslutning fra hollænderen, der denne gang flugtede over efter en nordjysk dødbold.
Dermed endte opgøret med en udesejr på 2-0. Sejren betyder, at vi efter syv spillerunder har 11 point, hvilket i skrivende stund rækker til en femteplads.
Næste Betinia Ligakamp spilles lørdag 12. september på udebane mod Hvidovre I.F. Næste hjemmekamp følger søndag 20. september mod Vendsyssel F.F. Køb billetter til hjemmekampen på www.billet.aabsport.dk.
Matchfacts - Betinia Ligaen, 7. spillerunde
AB-AaB 0-2 (0-1)
15. min 0-1 Kornelius Normann, 78. min 0-2 Jubril Adedeji (str.)
Advarsler AB: Saliou Diop (38), Milan Silva Rasmussen (76), Marco Vesterholm (80)
Advarsler AaB: Tibo Persyn (72), Brian Nwadike (90)
1.568 tilskuere på Gladsaxe Stadion
AB (4-2-3-1): Adam Ingi Benediktsson, Tobias Damtoft, Aidan Liu, Gabriel Noga, William Warrer (68: Tobias Lykkebak), Søren Ilsøe (85: Marcus Immersen), Marco Vesterholm, O'Vonte Mullings, Saliou Diop (71: Tobias Hageltorn), Jonathan Mathys (68: Casper Grening), Milan Silva Rasmussen (85: Adrien Koudelka).
AaB: (3-4-3): Vincent Müller, Elison Makolli, Benjamin Tiedemann, Nóel Atli Arnórsson (65: Philip Søndergaard), Tibo Persyn, Markus Kaasa (85: Mathijs Tielemans), Andres Jasson, Kornelius Normann (65: Alexander Håpnes), Mathias Kubel (65: Jubril Adedeji), Brian Nwadike, Valdemar Møller.
Dommer: Mathias Lykke