Manglende skarphed foran mål og en udligning i det 94. minut forhindrede søndag eftermiddag AaB i at vinde lokalopgøret mod Vendsyssel F.F., der sluttede 2-2.
Jubril Adedeji og Brian Nwadike kom på måltavlen for AaB, som i mange tilfælde havde chancen for at lukket kampen.
I forhold til opgøret for otte dage siden mod Hvidovre I.F. havde AaB en enkelt ændring i startformationen, hvor Philip Søndergaard afløste den karantæneramte anfører Benjamin Tiedemann.
Allerede inden der var gået et minut havde AaB fået en drømmestart, da Jubril Adedeji var lynhurtigt over en tilbagelægning til Vendsyssel-målmand Lasse Schulz; Adedeji fik tacklet bolden fra keeperen og skubbede dernæst læderet i det tomme mål til 1-0.
Efter ti minutter fik AaB også en god mulighed for at for at fordoble føringen, da Kornelus Normann blev spillet fri fra midterlinjen, men vinklen blev for spids, hvorfor Lasse Schulz denne gang kunne forhindre en scoring.
Vendsyssel F.F. viste for første gang farlighed, da den tidligere AaB’er Marcus Hannesbo efter 14 minutter brød igennem i venstre side af straffesparksfeltet, men heldigvis for AaB blev indlægget til den bageste stolpe lige nøjagtigt for højt til, at Ari Olsen kunne få kontakt med hovedet.
I stedet var AaB igen tæt på efter 20 minutter, hvor Jubril Adedeji efter en standardsituation flugtede bolden få centimeter over tværriben, og endnu tættere på kom AaB fire minutter senere, da et nydeligt angreb havde Kornelius Normann som næstsidste station, før Nóel Atli Arnórsson med en kvalificeret afslutning sendte kuglen på roden af den fjerneste opstander.
Få øjeblikke senere var Andres Jasson nærgående for AaB, men AaB havde ikke held med at få øget føringen.
Syv minutter før pausen var Vendsyssel F.F. i stedet særdeles tæt på en udligning, da Lasse Steffensen headede fra tæt hold, men en flot redning af AaB-keeper Vincent Müller forhindrede, at gæsterne kom på omgangshøjde.
Straks fra anden halvlegs begyndelse fortsatte AaB imidlertid med at producere chancer, da Valdemar Møller både i det 47. og det 49. minut sørgede for forarbejdet til Kornelius Normann, som i det første tilfælde ikke fik fart nok i sin afslutning, mens han alene igennem på den anden mulighed sendte bolden lige på fremstormende Lasse Schulz.
Således fik AaB ikke slået kapital af chanceovertaget, hvorfor Vendsyssel F.F. i stedet efter 56 minutter udnyttede et indlæg fra højre fra Ari Olsen, som Lasse Steffensen steg til vejrs og headede i netmaskerne til 1-1.
Straks efter tilspillede AaB sig en ny stor mulighed i den modsatte ende, men Andres Jassons skudchance fra en en position ved straffesparkspletten blev afværget af Lasse Schulz.
AaB jagtede fortsat den anden scoring, og efter 59 minutter var der omsider held af anstrengelserne, da Valdemar Møller hårde indlæg fra venstre af Lasse Schulz blev skubbet ud i hænderne på Brian Nwadike, der sikkert eksekverede fra tæt hold til en ny AaB-føring.
I det 63. minut opstod for tredje gang i kampen en stor hovedstødschance til Lasse Steffensen, men i dette tilfælde headede udeholdets anfører over mål.
Med syv minutter igen havde AaB endnu engang muligheden for at skabe en tomålsføring, men heller ikke Markus Kaasas assist og en dobbeltchance til Kornelius Normann og Valdemar Møller resulterede i, at AaB fik lukket kampen.
I stedet var det efter 88 minutter uhyre tæt på en udligning, da Mads Nybo stod blank ved den bageste stolpe, men nærmest på mirakuløs vis kom Vincent Müller med en fodparade i vejen.
Udligningen til 2-2 kom alligevel i det fjerde minuts tillægstid, da Benjamin Clemmensen på fornem vis hamrede bolden i nettet fra en position nær midterlinjen, hvorfor dysten endte i stor skuffelse for AaB.
Næsten tre uger er der til AaB’s næste opgave, som er udekampen mod Esbjerg fB lørdag 10. oktober. Forinden spilles dog en testkamp mod Randers FC.
Matchfacts – Betinia Ligaen, 9. spillerunde
AaB-Vendsyssel F.F. 2-2 (1-0)
1. min 1-0 Jubril Adedeji, 56. min 1-1 Lasse Steffensen, 59. min 2-1 Brian Nwadike, 90. min 2-2 Benjamin Clemmensen.
Advarsler AaB: Nóel Atli Arnórsson (21), Markus Kaasa (30).
Advarsler Vendsyssel F.F.: Adam Vendelbo (48), Stephen Michael (64), Rasmus Schüller (76).
5.897 tilskuere på Aalborg Portland Park.
AaB (4-3-3): Vincent Müller, Tibo Persyn (68: Frederik Børsting), Philip Søndergaard, Elison Makolli, Nóel Atli Arnórsson, Andres Jasson, Markus Kaasa (83: Alexander Håpnes), Valdemar Møller, Mathias Kubel (18: Brian Nwadike), Jubril Adedeji, Kornelius Normann.
Vendsyssel F.F. (3-4-3): Lasse Schultz, Benjamin Clemmensen, Bilal Konteh, Mads Nybo, Ari Olsen (78: Arni Noa Atlason), Stephen Michael (78: Sebastian Lodberg), Rasmus Schüller (84: Malthe Holt), Marcus Hannesbo (84: Jeppe Sommer), Harald Tangen (70: Emil Grønn Pedersen), Lasse Steffensen, Adam Vendelbo.
Dommer: Svend Funder.