Groundsman-elev i fuld sving på Hornevej
Gennem et trekløver-samarbejde mellem AaB, Dansk Boldspil-Union og Aalborg Kommune er vi blandt de første fodboldklubber i landet til at uddanne en groundsman-elev.
Græstæppet har siden sæsonstarten stået skarpt på både træningsbanen på Hornevej og kampbanen på Aalborg Portland Park, og som noget nyt til denne sæson begyndte der i sommer en groundsman-elev på Hornevej.
Dansk Boldspil-Union (DBU) har i samarbejde med Aalborg Kommune og AaB søgt en groundsman-elev, som gennem tre og et halvt års uddannelse lærer alt om at opbygge, pleje og vedligeholde fodboldbaner og græsarealer. Både gennem uddannelse på skole, praktik hos Aalborg Kommune og AaB samt vejledning af DBU’s groundmanager.
- Da vi fik en henvendelse fra DBU omkring dette, sagde vi med glæde ja, for vi vil gerne være med til at udvikle danske groundsmen med speciale i fodboldbaner, så vi også i fremtiden kan stå med rigtig gode fodboldbaner – både her hos os og på tværs af landet, siger AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll.
- Og vi må også bare konstatere, at han er i kyndige hænder heroppe, for banerne – både på Hornevej og på Aalborg Portland Park – har indtil videre stået snorlige i denne sæson, lyder det fra Michael Tuxen Boll.
Det er William Østergaard Madsen (foto, t.h.), der siden sommer har været groundsman-elev på Hornevej, hvor han sammen med Palle Vinther Poulsen (foto, t.v.), Helle Østerhaab Mortensen og John Larsen udgør holdet, der sikrer gode baner for AaB’s førstehold.
Næste gang græstæppet på Aalborg Portland Park betrædes er fredag 30. oktober kl. 19.00, hvor vi hjemme tager imod Hobro I.K. Billetter til kampen kan købes på www.billet.aabsport.dk.