Håpnes: Vi skal vise, at vi ikke er tilfredse

5. november 2026 kl. 15:02 af Rasmus Estrup

- Vi skal vise, at det virkelig betyder noget for os, og at vi ikke er tilfredse med det, vi har leveret. Og så skal vi uden tvivl gå efter tre point. Absolut.

Sådan lyder det fra Alexander Håpnes forud for fredagens udekamp mod HB Køge i Betinia Ligaen, og nordmanden har også opskriften på en sejr klar.

- Det starter med hårdt arbejde, og vi skal være stærke i duellerne. Vi ved, at vi kan spille god fodbold, og det skal vi vise igen. Og skal vi levere en god indsats over 90 minutter, skabe chancer, gå mod mål og få fyldt op i boksen. Gør vi det, så scorer vi mange mål, lyder det fra Alexander Håpnes.

Han stod selv for vores seneste mål, da han med sin første AaB-træffer udlignede til slutresultatet 1-1 mod Hobro I.K. i sidste uge. 

- Det er ikke ofte, jeg scorer, så det var dejligt, at jeg kunne bidrage med det. Men desværre fik vi ikke de tre point. Det er det, det handler om, og dem skal vi have fredag aften, siger vores nummer otte.

Nordmanden, som har fået spilletid i samtlige Betinia Ligakampe i denne sæson, var selv tilbage i startopstillingen mod Hobro I.K. for første gang siden seneste duel mod netop HB Køge 29. august.

I denne uge har han og holdkammeraterne arbejdet igennem på træningsbanen for at stå bedst muligt klar til fredagens opgør i Køge.

- Der er stor intensitet til træning. Man kan se, at vi ikke er tilfredse med, hvordan det er gået hidtil i sæsonen. Vi knokler virkelig på træningsbanen, og kan vi tage det med ind i kampene, så skal vi nok komme til at tage mange point, slutter midtbanespilleren. 

Kampstart i morgen er kl. 19.00 på Capelli Sport Stadion, og du kan finde al praktisk info som medrejsende AaB-fan her.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB Shoppen er åben i Aalborg Storcenter

5. november 2026 kl. 12:50 af Rasmus Estrup

Kl. 10.00 kunne vi endelig slå dørene op til AaB Shoppens nye pop-up-butik i Rød Gade i Aalborg Storcenter. 

Åbningsdagen er dermed i fuld gang, og i eftermiddag fra kl. 15.00 til 16.00 gæster Theodor pop-up-butikken. 

AaB Shoppens pop-up-butik er fuld af gode tilbud, spillertrøjer og masser af AaB-merchandise.

Butikken holder åbent fra i dag og frem til og med 10. januar 2027 i Aalborg Storcenters åbningstider. Find åbningstiderne her.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Vinder af månedens mål i oktober

5. november 2026 kl. 09:13 af Rasmus Estrup

En bolderobring, et hurtigt overblik og en præcis stikning fra Nóel Atli Arnórsson sendte kuglen op i fødderne på Mathias Kubel, der med fuld kontrol over læderet sprintede fra Esbjerg-defensiven og sikkert udplacerede hjemmeholdets keeper. 

Mathias Kubels 2-1-scoring på udebane mod Esbjerg fB 10. oktober er af fansene blevet kåret til månedens mål i oktober. 

Scoringen fik nemlig 64 procent af stemmerne. Andenpladsen gik til Alexander Håpnes' første scoring i AaB-trøjen. 

AaB takker alle, der deltog i afstemningen og dermed også lodtrækningen om en plakat af sæsonens holdfoto. Vinderen af plakaten blev Mille, som kontaktes over mail af AaB. 

Tags på denne nyhed

Arnórsson og Jóhannsson på islandske u-landshold

5. november 2026 kl. 08:12 af Rasmus Estrup

I næste uge skal Nóel Atli Arnórsson samles med resten af det islandske U/21-landshold, som står overfor de to afgørende EM-playoffkampe mod Grækenland.

Over to indbyrdes kampe skal det afgøres, hvilken af de to nationer der skal med til næste års U/21 EM-slutrunde i Albanien og Serbien.

Første playoffkamp spilles torsdag 12. november i Island og returopgøret følger mandag 16. november i Grækenland.

Inden de to kampe står Nóel Atli Arnórsson noteret for 24 ungdomslandskampe for hjemlandet. 

Jóhannsson til U/19 EM-kvalifikationskampe
Den islandske akademispiller Helgi Hafsteinn Jóhannsson skal ligeledes mødes med et islandsk ungdomslandshold i næste uge, hvor han og resten af U/19-landsholdet skal spille tre EM-kvalifikationskampe i Wales.

Det er anden kvalifikationsrunde, som det islandske U/19-landshold står overfor, og her venter først et opgør mod Spanien 11. november, dernæst en kamp mod Finland 14. november og endelig en duel med Wales 17. november.

Helgi Hafsteinn Jóhannsson har hidtil spilles 11 ungdomslandskampe for Island og scoret tre mål.

Søndergaard kåret til månedens spiller i oktober

4. november 2026 kl. 19:30 af Rasmus Estrup

I samarbejde med Faxe Kondi Pro kåres månedens AaB-spiller for hver måned gennem en afstemning blandt AaB's fans, og Philip Søndergaard løber med hæderen for anden måned i træk.

Den 19-årige forsvarsspiller, som også modtog kåringen i september, fik 20 procent af fansenes stemmer i oktober.

Derfor er Philip Søndergaard, som netop er blevet udtaget til U/20-landsholdet, igen blevet overrakt en præmie fra Faxe Kondi Pro.

Tags på denne nyhed
'